Passive/Aggressive

Animal Collective – på svampejagt i Hakkebakkeskoven

August 25 2012

 ”What are you gonna do? 
Go into the forest, until I can’t remember my name.
When I come back things will be different
I’m gonna bring back som stories again”

Med disse linjer slutter, ”Amanita”, den sidste sang på Animal Collectives niende album ”Centipede Hz”. Sangen er opkaldt efter fluesvampefamilien, der er skyld i 95% af alle dødsfald relateret til indtag af svampe (tak, wiki!), men som også kan have en psykoaktiv virkning. Udover at være noget af det bedste og mest storslåede, bandet endnu har præsteret, tegner “Amanita”s tekstunivers et godt billede af et band, der tør at begive sig ud i ukendt terræn og skifte ham uden at kigge sig tilbage.

Fluesvamp

Alle kender Animal Collectives sidste album ”Merriweather Post Pavilion”. Ja, det var et mesterværk, men på trods af det store gennembrud, har bandet heldigvis ikke tænkt sig at lefle for deres nye bredere målgruppe. I stedet har de nu leveret et hektisk, men stærkt knuselskeligt album, der kun kunne være lavet af lige præcis disse fire fyre. Højdepunkter på ”Centipede Hz” finder man spredt ud over hele albummet, heriblandt de to første sange, den næsten metaliske ”Moonjock” og psyko-cirkus-agtige ”Today’s Supernatural”, der tonser albummet ud af startblokkene.

I midten finder vi “Wide Eyed”, der er den første sang i AC-regi, som er sunget og skrevet af den tilbagevendte guitarist Deakin. Sangen har et groove, der hidkalder Beatles-guldklumpen ”Tomorrow Never Knows”, og ganske apropos har Deakin med sangen kørt sig selv i stilling som dyrekollektivets George Harrison: En spirituel mand, der ikke skal undervurderes.

Ved første par lyt kan man savne Panda Bears stemme – han synger blot på to sange – og dermed også bandets signatur-vokalharmonier. Til gengæld er det skønt at høre ham bag sit hjemmebyggede trommesæt, hvor han mestrer de komplekse rytmer og overraskende temposkift. Og når nu et af albummets absolut bedste øjeblikke er hans rørende og intense ”New Town Burnout” med den hjerteskærende bøn ”Lift this weight. Leave my light on”, er hans tilstedeværelse alligevel mere end godkendt.

Og så er vi tilbage til slutningen. Først ”Pulleys” efterfulgt af svampehymnen ”Amanita”, der begge viser Avey Tare i absolut topform i modsætning til hans lidt skuffende soloalbum, ”Down There”. Melodierne helt i skabet: Orientalsk drømmepop med stadionstore psych-armbevægelser. “Centipede Hz” er ikke ligeså umiddelbar som ”Merriweather…”, men vinder ved gentagne lyt, og efterlader lytteren forpustet, desorienteret og lyksalig. En psykedelisk tur i Hakkebakkeskoven med dyredrengene, der ikke kan anbefales nok.

Stream hele “Centipede Hz” på Animal Collective Radio med visuals af Abby Portner, Avey Tares søster. Oplev Animal Collective med visuals til CPH:DOX’s koncertrække AUDIO:VISUALS på Statens Museum For Kunst den 12. november. RSVP! Herunder: Today’s Supernatural instrueret af Danny Perez.