Året der gik i Aarhus – Toldere, rappere, crustpunkere, kollektivister og andre gode kræfter
Af Morten Ettrup – foto: Rasmus G. Sejersen / Visuals by Man.
2016 blev året, hvor indie-institutionen Pop Revo nedlagde sig selv. Men derudover var det endnu et år, hvor musiklivet i Aarhus var enormt viltert og energisk, både i det store og det små.
Hvis vi skal starte i den helt store skala, blev tidligere Roskilde-boss Rikke Øxner ansat som direktør for festugen, der opprioriterede musikindholdet. Lokale arrangørgrupper fik lov at kuratere scener på forskellige steder i byrummet, hvor man ikke er vant til at se koncerter. Det er en folkesport i byen at tale dårligt om festugen, men det klinger mere og mere hult, når man kigger på programmet fra Ujazz og Flux’ Vice Versa, der indeholdt navne som Goat, Iceage, M.E.S.H. og Helm. Forhåbentlig bliver denne udlicitering af programindholdet en fast bestanddel af festugen fremover.
Også Spot Festival havde et godt år. Spot har nærmet sig sit mål om at være en lokal miniversion af SXSW med 180 koncerter i årets udgave, og som festivalens leder Gunnar Madsen med et glimt i øjet sagde på et pressemøde: “Vi har selv svært ved at holde styr på det hele.” Alle tænkelige og utænkelige arrangører bruger Spot-navnet til at arrangere præfester, dagsfester og efterfester, og det kan selvsagt være svært at finde snapsene i så stort et program. Det bedste var Spot Out i en rollespilsgruppes skur med Fright Eye, Smertegrænsens Toldere med medlemmer fra Cola Freaks – og Herro, der livedebuterede den dag og gik i opløsning umiddelbart bagefter.
Trøjborg Beboerhus kører på lavere blus efter åbningen af TAPE, hvor de fleste arrangørgrupper er rykket ned. Crustpunkerne er flyttet til København, mens en ny gruppe, Pseudo, har lavet tre gode arrangementer i den ældgamle, afslappede Trøjborg-stil med sprittusch på hånden og lunkne Harboe-øl. Fugten driver stadig ned ad væggene i det gamle øvelokale, og selv om der ikke sker så meget deroppe, kører ånden videre med den scene, der startede der omkring 2012, hvoraf de fleste stadig er aktive i forskellige projekter.
Det er stadig Urban Achievers-drengene, der er med i nogle af de bedste bands i byen. Førnævnte Fright Eye, Tazer, Bad Stroke, Tears, Tilebreaker, Holm og Yung. Hele den scene manifesterede sig med dobbeltpladen “Collision with an Insignificant City”, hvor 13 bands blev indspillet live til sidste års Pop Revo, og som udkom i år med en dobbelt udgivelsesfest på hhv. Radar og Tape. Bandsene blev udvalgt af bl.a. Yung Shord (Yung) og blev udsendt på Shordwood Records, som han kører med Casper Skou fra Fright Eye og Bad Stroke. Spændvidden på pladen er stor: fra Blod over Narcosatanicos til Snaredrum.
Fonden Voxhall har også prøvet kræfter med compilationformatet i år og udsendt fire plader med hhv. metal, jazz, elektronisk og hiphop fra Aarhus. Hiphoppladen virker allerede uddateret nu, for scenen rykker hurtigt for tiden. Den nye generation (ca. ‘91-’98) spænder bredt fra samplebaseret lo-fi til det, nogle har betegnet som “dum rap”. Hvis opsamlingen skulle udkomme nu, burde der have været plads til Thor Kvisgaard (igen), Rob Smyles, Øst, Kööd, Young Risiko, Extendos Banden og selvfølgelig Pattesutter.
Den stærkeste af de fire compilations er den elektroniske “Sammenstilling”, som er sammensat af Natal Zaks (Central og mere end 10 andre aliasser). Den har fået kritik for at være for indspist, hvilket ganske givet er rigtigt, men resultatet kunne ikke være bedre. Regelbau-kollektivet er stærkt repræsenteret, og medlemmerne har også stået for nogle af de bedste udgivelser (og fester og dj-sets) i de senere år: Centrals Dekmantel-plader, 2 Bit Crews selvudgivelser og Maizena som den ultimative gateaway til elektronisk musik for folk, der ikke synes, at 1 mand + 1 laptop er rigtig musik. På den elektroniske front er der desuden åbnet et nyt venue i en koldkrigsbunker i bunden af Kommunehospitalets område, EstaBunk, der hver fredag siden november har haft techno på programmet.
Shout out til: TAPE-mafiaen, Lil Label, rock-fyrene, Actives, Rasmus Telling, jukeboxen på Hunters, In Orbit, Brystet, Fredtube, Lau5pohr, Hahn Kids og Allan fra Stuen.
Redaktørens note: Morten Ettrup er medstifter og booker på spillestedet TAPE samt en del af arrangørgruppen Raum Eins.