Baba Commandant & the Mandingo Band – Ekstatiske sammenstød og labyrintiske grooves
Af Mikkel A. Kongstad
Tidligere på året udgav Baba Commandant & the Mandingo Band sit debutalbum, ”Juguya”. Albummet synes desværre at være druknet i strømmen af ny musik eller i al fald er blevet sørgeligt forskånet for hæder og ære i den mere brede musikpresse. Albummet udkom via det efterhånden semi-legendariske, Seattle-baserede label, Sublime Frequencies, der i en årrække har gjort en dyd ud af at udforske og dokumentere de mere obskure eller skammeligt oversete lyde af såvel den traditionelle som den moderne slags. Du kender nok Sublime Frequencies som dem, der i sin tid bragte Omar Souleyman fra Syrien og direkte ind i klubber, på playlister og i alskens musikmedier.
Nu er det så blevet Baba Commandant & the Mandingo Bands tur til at styre samme vej som Souleyman, hvis altså samme spotlight-berigede platforme får øjnene op for dem. Og det burde de. Så meget kan godt afsløres så tidligt i denne anmeldelse.
Baba Commandant & the Mandingo Band kommer fra Burkina Faso med en lyd, der på mange måder er et vellykket mix mellem netop tradition og det moderne. Lyden er overvejende skabt til et dansegulv og bliver da også af Sublime Frequencies betegnet som ”lyden af Afrikas klubber lige nu”. Med afsæt i den vestafrikanske mandingo-musik og afro-beat skaber Baba Commandant et energisk, råt og netop klub-agtigt udtryk, der virker som en opdatering af hhv. Fela Kuti og Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou. Musikken er således overordnet set et mix mellem Kutis sociopolitiske og inciterende afro-beat og Orchestre Poly-Rythmo de Cotonous labyrintiske afro-rock. Men der er et par særlige forhold, som gør lyden af Baba Commandat & the Mandingo Band lettere særpræget. Lad os lige se på dem.
Overordnet er Baba Commandant & the Mandingo Band mere dub-inspireret som eksempelvis Mbongwana Star, og så har de oven i det hele smækket et solidt skrald distortion på el-guitaren, hvilket er med til at fremelske et mere punket udtryk hos Baba Commandant, men samtidig giver de også plads til en række nærmest Santana-agtige guitarlicks undervejs på pladen. Derudover føjer Baba Commandant den vestafrikanske ngoni ind i hele lydbilledet, hvilket giver musikken en signifikant hårdere og mere cylindrisk form.
Ngonien er en lut, som blandt andet malinesiske Bassekou Kouyate er kendt for at spille på. Men hvor Kouyate er mere nænsom og poppet i sin signatur, er Baba Commandant snarere punket og hård i sin spillestil. Dette bevirker, at de cylindriske figurer, som Baba Commandant føjer til lydbilledet med sin ngoni, ofte er mere skarpe og elastiske end eksempelvis Kouyates varme, bløde stil, og i sin klang fremstår ngonien nærmest som en aggressivt spillet koto.
Derudover er Baba Commandants energisk og raspende vokal en ret umiskendelig enhed, som bandet er i besiddelse af. Vokalen lyder som et herligt mix af Malis James Brown aka. Moussa Doumbia, Howlin’ Wolf og Fela Kuti, og så er Baba Commandant ikke bleg for at slynge et par grynede hyl ud, der lyder som en blanding mellem scat- og stammesang. Vokalen indgår ofte i de velkendte call-and-response-sangskemaer, hvilket giver et ekstra skud energi til det samlede udtryk.
Af albummets stærkeste skæringer bør fremhæves, ”Ntjigiguimorola”, hvor guitaren træder lidt i baggrunden og i stedet lader groovet bæres af bas og trommer, mens æteriske og elektriske kalimbaer a la Mbongwana Star og Konono no. 1 samt en inciterende og elastisk dronende ngoni-figur agerer bærende musikalske elementer. Et pokkers groovy og straight-up afro-rock-groove tilsat entusiastisk call-and-response og en til tider næsten Beefheartsk gryntende Baba Commandant. Og så er der, ”I Kanafo”, der er bygget op omkring et herligt labyrintisk og polyrytmisk groove ala Orchestre Poly-Rythmo De Cotonou eller Tal National tilsat spiral-agtige solistiske saxofon-strejf, der bevæger sig et sted mellem frit-levende Fela Kuti’ske forløb og freejazz.
Slutteligt bør ”Djanfa” fremhæves for sit ansporende og støvede, nordafrikanske ørkenrock-groove med let lirede guitarlicks og et absolut svedigt moment-of-surprise til sidst i nummeret, hvor der føjes benhård fransk rap ind i mixet af Baba Commandants råt messende vokal og Mandingo-bandets korsvar. En rap, der nærmest punkterer og udvider det rytmiske flow i ét og samme spyttende mikrofonangreb.
Hvis du er til traditionssammenstød, der er er alt andet end tumultariske, men animeret af en altomsluttende kærlighed, som du kun finder i et ekstatisk fællesskab på et dansegulv, så er det her en plade for dig. Men “Juguya” er også værd at tjekke ud, hvis du bare går og mangler et lag af indbydende rytmik og feel good-vibes til dit efterårs- og vintersoundtrack.
Og minsandten om ikke du også kan fange Baba Commandant & The Mandingo Band på Global, København i aften, fredag. Som opvarmning får du Sublime Frequencies-grundlæggeren Hisham Mayets film “Vodoun Gods on the Slave Coast”.
Info: ”Juguya” udkom tidligere i år via Sublime Frequencies.
