Banh Mi Verlag – Lavpraktisk poesi og digitalt frisind
Af Claus Haxholm
Jeg har i længere tid fulgt det amerikanske label Banh Mi Verlag og bagmanden Jack Callahan, efter jeg spillede med ham på Mayhem som Die Reihe for en del år siden.
Koncerten fik mig til på ny at undre mig over, hvad musik er og kan, og den linje har BMV fulgt rigtig godt siden. Det gælder også de tre nyeste udgivelser.
Det første bånd er ”One Night in Far Rockaway”, som er en live-optagelse, hvor flere kunstnere fra oplandet omkring BMV medvirker – så det er en oplagt god introduktion.
A-siden åbner med DJ Do Gooder Dude, som jeg synes lyder som Jeff Witscher i sin tilgang. Vi starter med et tungt chorus-drunket beat, opløst system(modular-)synth. ”Kashmir”-riffet. Twisted’n’screwed. En britisk stemme indover?
DJ Do Gooder Dude arbejder i den mere festlige ende af lyd-semiotikken: fra Puff Daddy til Blink182, og han looper, twister, formgiver disse populærkulturelle ikoner, ikke helt ulig klassisk plunderphonics. Men det er frisk og virker mere interesseret i form og overflade end ironi og hierarki.
Det synes specielt at være rocken, der tages fat i, går det pludselig op for mig. Specielt refereres der til den hårde rock, “punken” (som nævnt Blink182, så der er altså et vist glimt i øret) og grunge etc., altså rockens skillelinjer; “radikaliseringsmanøvrer”.
Men der er også plads til sydstatsrock (måske noget outlawish country rock?) Og lidt jazzpiano, iblandet hidsige sinusglissandoer – det skulle jo nødigt blive for entydigt.
Måske er det her, vi glider over i Nick James Scavos stykke, der er meget mere abstrakt og arbejder med reallyde såsom døre, der åbner og knirker. Af og til er der lidt jazzpiano under, men generelt bliver der virkelig åbnet op, mere støjende og syntetisk.
Den sidste del af A-siden skulle have været en duo-optræden af den eksperimenterende techno-troldmand Bookworms og ekstrem-cellisten Leila Bordreuil. Desværre blev de forhindret i at komme, så der blev lagt op til, at publikum lavede en fællesfortolkning af, hvordan denne koncert kunne have lydt. Det er et frisk, sjovt og lavpraktisk tiltag, som jeg tror ville være tæt på umuligt at gennemføre i Danmark. Der skal lige varmes lidt op, men så bliver det en levende fælles improvisation, præget af hvad jeg tænker er en særlig “åben” amerikansk indstilling.
Det er sjovt, hvordan det lidt mørkere univers hos begge kunstnere overhovedet ikke oversættes, men klangene er ikke helt væk, og man mærker en god stemning; folk griner, men er faktisk virkelig også med og engagerede. Det bliver selvfølgelig også fjollet og bliver til rent samvær. Fair nok.
På B-siden samarbejder die Reihe og Mattin med publikum: ”What do you think this will sound like?” Her bevæger vi os ud i et mere klassisk (næsten) tomt rum. Der er lidt feedback, og publikum taler, men imodsætning til f.eks. Erstwhile Records er det hvide ikke renhed, men en serviet, der lige så godt kan bruges, nu den alligevel er her. Folk spørger, hvad der foregår, nogle “genkender” lyden, men stemning er langtfra hård, snarere åben og undrenede.
Det bliver mere og mere akavet og anstrengt, helt i Mattins ånd – en art social/relationel noise – og vi kommer til punktet, hvor det bliver svært, der er lidt mere feedback, men det er mest situationen i sig selv, der klemmer.
Rigtig fed og besværet lytning. ”How much are you performing your soul?” Anti-patos-musik?
Til sidst får DJ Do Gooder Dude lov at afbøde stemningen lidt. Som det er kendetegnende for Banh Mi Verlag og crewet omkring, er det lige så meget de intellektuelle øvelser som oplevelsen og de mere løsslupne/humoristiske sider af tegnforskydelser af lyden, der er i fokus. Lige dele Cage, Andy Kauffman, Julius Eastman og John Oswald.
Det andet bånd er sohsie LANs ”Life is: painful, hilarious”. Sohsie LAN er Xander Seren, der også kører labelet Asystems og er en del af The Actual School. ”Life is: painful, hilarious” har en (for Banh Mi Verlag) ret atypisk naiv stil kørende; lettere holistisk Lego-minimalisme, men det lyder frisk og er både kantet og tilgængeligt.
Båndet består af deciderede sange/mindre kompositioner, hvilket er et andet tiltag, jeg ikke havde set komme. Animal Crossing blandet med MuseScore-versioner af Harry Merry? Titlerne tæller bl.a. “My Platform Economy”, og efterhånden som sangene fortsætter med text-to-speech-sungne tekster (som jeg ikke kan tyde), ændrer formen sig fra et sang-fokus til en mere klassisk overflade-meditation.
Det er et godt skifte, samtidig med at éns fokus faktisk kan flytte sig. På “Terrestrial Conspirator” får jeg igen mine kompositionsører på, bl.a. pga. af en mere mild mallet-agtig lyd, der kører hovedriffet med rumklang og små skyer af delay nu og da. Det er ret forfriskende med sådan lille vekslen mellem de to positioner.
Det her er det mest poppede, jeg har hørt fra Banh Mi Verlag, men det er ikke nødvendigvis en udvanding; der bliver spillet med de æstetiske elementer, og samtidig udvider det rammerne for den ellers selv-inverterende/-opløsende stramhed, labelet har kørt siden cirka 2014.
Da “Life is: painful, hilarious” også er et ret kort bånd, er det på mange måder en fin udgivelse, der ikke kræver så meget af én og alligevel formår at danne et lille klangbolsje, man kan gå og sutte og siden tygge lidt på. Er det lidt citrussmag med et strejf af peber og vanilje?
Det tredje bånd er Dante Boons ”Live in a Living Room”, der er meget passende til disse tider.
Vi starter med en Christian Wolff-øvelse (#15). Jeg har aldrig hørt så jazzet en C.W.-komposition, men det er fedt, og jeg ved ikke, hvordan hr. Wolff havde det med jazz. Jeg har før tænkt, at det nok ikke var ulig Cages mismod, men det kommer jeg da i tvivl om nu.
Dante Boon virker som en relativt øvet pianist, og det ved jeg heller ikke helt hvad betyder i forhold til kompositionen, men er ret sikker på, at det også farver udformningen af det, jeg hører ganske meget. Avant-lounge-musik?
Det hele er ret lækkert, blødt og varmt, hvilket ikke er så mærkeligt, da alt på båndet vist er spillet på Fender Rhodes; endnu et betydningslag, der lige umiddelbart (som de forrige forundringer) stikker ret meget imod komponistens gængse æstetiske præferencer. Det virker som en ret sund og ganske sofistikeret fortolkning og bearbejdning af forlægget. Dette er, finder jeg senere ud af, baseret på “Union Maid”, en protestsang fra 1920’erne, som Woody Guthrie sang.
Næste komposition er af Assaf Gidron, som er en NYC-baseret komponist og lyddesigner, som jeg ikke kender noget til. Der er en mere systemisk stemning på spil her: En opadgående akkordrække, der moduleres og ændres på forskellige måder; en konstant, men rolig mutation af den samme enkle, lettere hakkende form. Meget formelt, men det giver god mening.
Hele B-siden er en fortolkning af John Carlos Callahans “Blue Dreams”, der er tilføjet en såkaldt “Proportional Ending”, hvilket jeg er i tvivl om, hvad skal dække over bortset fra “slutningen”. Men den rammer man jo før eller siden uanset hvad, kan man sige. Det er selvfølgelig af en vis vigtighed, hvordan man vælger at ramme den sidste mur. Selve kompositionen er flot, har retning og er luftig. Det er nok det stykke, som bedst former sig til/efter det instrument, det bliver fremført på.
Der er i det hele taget en ret hyggelig stemning til stede på båndet, men den bliver aldrig kvalm. Sober og enkel som et rugbrød på en tallerken. Der virker til at være et stærkere kompositorisk gennemskin på færde her, men kender Boon denne komposition særligt godt? Jeg ved det ikke, men der er en anden lethed på spil her, som gør lytningen rigtig spændende og følsom.
Måske fordi der er noget mere narrativt eller lineært i denne komposition? Jeg er dog ikke sikker; det er svært at sætte en finger på, men pauserne fungerer virkelig godt. Og så er slutningen umiskendeligt “Proportional”! Et flot langt stykke rum-stilhed, der passer med båndets længde. Smukt!
Info: Alle tre bånd udkom på Banh Mi Verlag i begyndelsen af april.
