Bar Italia – Nøgler til døre, vi ikke vidste fandtes
Bar Italia “Quarrel” (World Music, 2020) – anmeldelse af Claus Haxholm
Jeg ved ikke præcis, hvem der står bag Bar Italia, men det er i hvert fald NINA (Nina Cristante). Hun har ad flere omgange samarbejdet med Brynje og Dean Blunt, som også står bag selskabet World Music, der har udgivet “Quarrel”.
Alle tracks på udgivelsen er ret korte og relativt sløsede, men enkle i deres udførelse, og først og fremmest med en stemning af “rock” (som i “guitarbaseret”).
Det første track, “Goosebumps”, har næsten en 90’er-slacker-vibe over sig, dog blandt med noget mere drømmende eller ømt. (Tidlig) Beck + Bloc Party + Kippenberger? Det er en ret flot balance, der gør, at selve tracket er relativt lyst i sin klang, men at der også er nogle elementer, der gør, at man spidser ører på en anden måde, måske netop fordi der bl.a er MIDI-violin blandet med ret flotte intrikate guitarfigurer, der bruser op af og til i starten af nummeret.
Næste track, “night so kissedof”, bruger nogle af de samme greb som første track, indie’ish guitar og strygere, men der er mere friskhed og groove til stede samt ret easy-going vokal, der vist ikke er af Nina, eller også er den down-pitchet virkelig flot; det virker lidt som en andens stemme i mine ører. Men grunden til, at det her track nævnes, er også titlen. Lad os bare indrømme det: Titler er som regel det sjoveste ved musik, am I right?
Nøgler til døre, vi ikke vidste fandtes og for det meste ikke har brug for at åbne. Men der sker noget i de her tracks, som også gør aflæsningen mere kompleks end som så. I titlen “night so kissedof” ligger jo en scene: “Godnat, møs-møs”, men så er der det “so”, som gør, at der måske i højere grad bliver peget tilbage på dagen, der gik, altså det blev nat, så vi måtte skilles og møs-møs med det (vemod). Men så kommer det mest spændende, og det er, at de to ord kissed of (som i øvrigt vist mangler et f? Hvad betyder det?!) er blevet samlet: Da jeg læste det første gang, troede jeg først, det var en tysk by, Kissendorf (findes den?) Men det måtte jeg jo desværre hurtigt afskrive. Til gengæld bliver “lo-fi”-mærkatet også trukket ind i betitlingen, “sjuske”-fejlen bliver ikke rettet, og det giver et mere skramlet, men måske (her dog fortolket af mig som en art klistermærke, der er sat på) “autentisk” udtryk (hvis du “tror”* på det, kan du fjerne anførselstegnene) * = ikke, at jeg ikke tror på det; det kan godt både være et tegn og være oprigtigt.
Nå, men se, hvor meget glæde og tankespind man kunne få ud af sådan en lille genistreg. Det er jo i øvrigt også med til at gøre, at man bliver mere opmærksom på diverse detajler og nyder, hvad der springer ud i ens ører og øjne, på flere planer.
Det er jo ikke så mærkeligt, men der er virkelig en britisk stemning i de her tracks. Der synes at være en del 90’er-/start-00’er-referencer, om end det er, som om det er fortiden fra en anden dimension, der godt kunne minde om den, jeg voksede op i – men samtidig er der nogle lag, der gør, at der er en off-hed, som er usædvanlig tiltalende, men også giver plads til lidt frisk forvirring.
Som sædvanlig er der selvfølgelig en del (bevidst) semiotik på færde i de her tracks. Noget, der dog er meget dejligt, er, at det fylder noget, men en hel del mindre, end jeg synes, jeg har fornemmet fra tidligere ting. Det har aldrig ligget til Blunt og crew at være direkte kolde/distancerede, men relationelt og emotionelt arbejdende, samtidig med at de balancerer og lever med distancen og diverse marketings-stategier som kritisk prisme.
Flere af numrene ligger også et sjovt sted imellem at være lo-fi og næsten ikke, som udgangspunkt er de ikke (55% ikke, måske, haha) , men så er der en guitar, der skratter på en meget anden måde, end lyde “skrattede” i 90’erne; ingen varme, men den harske, og vel også efterhånden gamle, digitale overstyring, der er svær at stille så meget op med end at indregne den som et kunsterisk tilvalg. Og så er det jo bare fascinerende, hvordan “det støjende” skifter form, i den forstand at jeg den dag i dag ingen problemer har med “den gamle støj”, mens den “nye” endnu har en ferskhed, jeg virkelig kan mærke, jeg stejler over; man kan blaste Merzbow uden nogen form for besvær, men så snart støjen er en anden, så vælter korthuset, næsten i al fald – om ikke andet, springer det mig mere i ørerne.
Apropos lo-fi er trommerne i “skylinny” (hvad betyder det? skyline?) klart digitale/samplede, men har alle elementerne af klassisk lo-fi lyd (slidt kassettebånd, let glødende overstyring). Der er nærmest tale om en art omvendt arkæologi med dobbelt skrue: Der er andre “lo-fi”-lag på spil (fx skramlet guitar), og så pludselig kommer den “rigtige” lo-fi-lyd (altså en simuleret effekt på trommerne), men som ikke er spillet sjusket og optaget på bånd, men tastet ind på computer, muligvis kvantiseret, og så “sendt tilbage i tiden” (den simulerede lo-fi-lyd), men med fremtiden indlemmet i sig
(programmeringen af trommerne). Imens man sidder og tygger på sådan et regnestykke, sidder man samtidig og lytter og føler og prøver at tyde lyrikken på bedste vis.
Dette lader sig absolut gøre i sidste track, titelnummeret, der også knækker lidt med æstetikken og arbejder med en mere rund og dyb lyd, og hvor teksten bliver sunget med en tydelig, lidt middelalderlig melodi. En rigtig god afslutning på et kort, men meget fascinerende album.
Et album på cirka 13 minutter? Jo-jo, Kanye; gå hjem.
Info: “Quarrel” udkom på World Music d. 3. september.
