Bjarke Rasmussen – et ægte lydspor til falske minder
Bjarke Rasmussen – ”Fake Ambient” (selvudgivet, 2023) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard
Komponist og musiker Bjarke Rasmussens (tidl. Grøn) multimedieudgivelse ”Fake Ambient” en en lille pakke, der virkelig taler til min kærlighed til små, gennemførte koncepter. I sin fysiske form består udgivelsen af en CD med dertilhørende booklet fyldt med stemningsbilleder, som kan kigges på, mens der lyttes til musikken. Begge dele kan også opleves i digital form på websiden fakeambient.net, men man kan ikke komme udenom den langt mere tilfredsstillende helhedsoplevelse, det giver rent faktisk at have den lille bog mellem hænderne og bladre frem og tilbage i den, mens man prøver at regne sammenhængene ud mellem billederne og lyden. På andre områder er denne udgivelse umiddelbart langt mindre tilfredsstillende, men på en måde der i sidste ende understøtter projektet i sin helhed.
Tag musikken som eksempel. Afslappede, tangerende til melankolske lag af synthflader dukker op og forsvinder uden at gøre megen væsen af sig. Et væld af field recordings – knasende fodtrin, blæsevejr, skvulpende bølger og mågeskrig, utydelige samtaler, folk, der bevæger sig i baggrunden – giver en følelse af liv lige uden for rækkevidde. Intet er håndgribeligt, alt føles efemerisk. En udpræget stilstand og fokus på atmosfære over udvikling. Udgivelsens ni numre er så korte, at man som lytter får det indtryk, at de decideret nægter at fortælle én noget, inden de forsvinder igen.
På samme måde opererer det billedmateriale, der hører til albummet. Grynede fotografier af markblomster, et åbent sæt terrassedøre på en sommerdag, detaljer på et springvand, interiørbilleder fra et drivhus i en botanisk have, blå himmeller med skydækker så tynde, at de er gennemsigtige. Der er ingen handling at spore, og så alligevel – det er jo trods alt et tænkende, følende individ, der har taget dem. Stilleben fra et andet menneskes rigtige liv. Som halvt glemte, halvt forkert huskede minder, en forestillet fortid påvirket af den måde, vi har lært, gennem vores kulturelle produkter, at mindes.
Lytteren/beskueren inviteres til selv at tænke over, hvorfor musikken og billederne præsenteres på denne måde – hvad er det interessante ved disse field recordings, disse synths og disse fotografier?
Ligesom det er tilfældet med det medfølgende billedmateriale, så er musikken stemningsbilleder, ikke historier. Der er ingen kontekst eller genkendelig narrativ udvikling. Kun blanke lærreder, som man selv må fylde ud. Men i stedet for at frustrere, så maner det til eftertænksomhed. Lytteren/beskueren inviteres til selv at tænke over, hvorfor musikken og billederne præsenteres på denne måde – hvad er det interessante ved disse field recordings, disse synths og disse fotografier?
Måske er svaret i virkeligheden ret simpelt – et andet menneske fandt disse lyde og billeder værd at dele. Det rejser det spørgsmål, som Rasmussen også selv implicit stiller via albummets medfølgende pressemateriale om begrebet “Fake Ambient”, og hvad det egentlig betyder: Ville kunstig intelligens kunne have skabt dette værk? På et rent teknisk niveau vil den helt sikkert kunne gøre det, hvis ikke nu, så i hvert fald om ikke mange år. Man vil ikke kunne høre og se forskel, men man vil forhåbentlig stadig kunne vide forskel. Bevidstheden om, at det er et ægte menneske med et rigtigt levet liv, der står bag. Bevidstheden om kunstnernes intentioner, om ønsket om at skabe en unægteligt personlig fortælling, er i min optik langt vigtigere, end mange AI-evangelister måske vil indrømme. Selv de personlige forbindelser vil man velsagtens en dag kunne simulere, men i mellemtiden kan man med værker som Bjarke Rasmussens ”Fake Ambient” stille sig selv interessante spørgsmål til vores forhold til “ægte” og ”uægte” kunst og de mennesker, der (ikke) laver den.
Info: “Fake Ambient” udkom d. 31. december, 2023.
