Passive/Aggressive

Black Midi – Langt hinsides postpunken

Kritik June 10 2021, af mikkelarre

Black Midi “Cavalcade” (Rough Trade, 2021) – anmeldelse af Daniel Niebuhr, foto: Yis Kid

En kultleder flankeret af elfenbensblege brunetter gør sit indtog på byens hovedgade for at prædike om tolerance og plads forskellighed, inden hans følge af myreslugere gør oprør og vælter ham fra sit podium.

Det er de billedrige skildringer af et nok så broget persongalleri, der sætter dagsordenen på britiske Black Midis anden fuldlængdeudgivelse – og beretningen om den nu detroniserede “John L” er kun første akt. Til slut munder det ganske imponerende ud i et mageløst spring fra ungdommens hektiske postpunk- og støjrocklandskaber over i et langt mere modent og veldefineret udtryk; med fødderne plantet solidt i jazz og progrock.

Således er Black Midi på “Cavalcade” trådt ind i næste kapitel af deres unge, men ekstremt beundringsværdige karriere. Væk er guitarist Matt Kwasniewski-Kelvin, der tager en midlertidig pause for at pleje sit mentale helbred, og i stedet gæstes trioens seneste udspil af saxofonist Kaidi Akinnibi samt pianist Seth Evans. Sammenlignet med debuten, “Schlagenheim”, er “Cavalcade” derfor et mere facetteret værk, hvis udvidede instrumentation ikke blot fylder hullerne, som fraværet af Kwasniewski-Kelvins støjende guitarambiens har skabt, men – endnu vigtigere – afrunder og udjævner Black Midis til tider stadig ru og kantede udtryk.

For “Cavalcade” kunne sagtens være endt som bare en rocktrio-plade fra forsanger og guitarist Geordie Greep, bassist Cameron Picton og trommeslager Morgan Simpson. Men heldigvis er den mere end det. Det er et minutiøst bearbejdet værk, som føles milevidt fra jamsessionerne på “Schlagenheim”, men qua den skrive- og indspilningsproces – som Black Midi denne gang har helliget sig – i direkte sammenligning fremstår langt mere modent og ikke mindst som den mest helstøbte af 2021’s mest omtalte britiske postpunkudgivelser, som eksempelvis også tæller Black Country, New Roads “For the First Time” og Squids “Bright Green Field”.

En af gevinsterne ved den nye kompositoriske tilgang er, at Black Midi tør udforske dynamikken mellem høj og lav intensitet langt grundigere end tidligere. Førhen var bandets stilfærdige passager begrænsede til at lade Greep agere mest på egen hånd; oftest til tonerne af afdæmpet guitarspil, hvilket skinner klarest igennem i løbet af forgængerens “Western”, der – set i retrospekt – danner størst præcedens for kompositionerne på “Cavalcade”. Men med et klarere fokus på, hvor numrene i grunden er på vej hen – samt hvordan de samarbejder med Akinnibi og Evans’ bidrag – spænder indholdet pludselig fra minimalistisk americana til svulmende, pseudosymfonisk progrock-epik. Fra tid til anden giver bløde pianomelodier en helt anden mulighed for at komplimentere Greeps karakteristiske vokal, som lejlighedsvist får mulighed for at bevæge sig over i sjælfuld croonen. Andre gange hviner saxofoner og violiner parallelt med Greeps nasale vrælen.

Dermed røbes det også, at Black Midi heldigvis ikke har lagt den frenetiske galskab, som prægede “Schlagenheim”, helt på hylden. På førnævnte “John L” rykker bandet tættere på en fuldbyrdet fusion af Primus’ “Tommy the Cat”, Mahavishnu Orchestras “Visions of the Emerald Beyond”-æra og de amerikanske mesterskaber for kvægauktionariusser. Og endnu mere bizart bliver det på den rablende, punkede “Hogwash & Balderdash”, hvor koklokker rasler om kap med Greeps vrøvlende talestrøm, der ikke ligger fjernt fra nogle af hedengangne Cardiacs-frontmand Tim Smiths udskejelser.

På den måde er “Cavalcade” en kompromisløs plade, som først udfolder sit fulde potentiale, når man hengiver sig til begge yderpoler i lydspektret. Herimellem ligger så alle de førnævnte narrativer om bl.a. John L, den tysk-amerikanske sort/hvid-filmstjerne Marlene Dietrich, et nyligt opgravet lig i en diamantmine og den idéforladte komponist Marcus i sit ensomme domicil. Fælles for dem alle er, at deres skildringer på en eller anden måde berører protagonistens storhed og/eller fald: Den før så demagogiske John L’s skæbne kender vi allerede, Dietrich betager en fyldt sal, mens hun stråler på lærredet, og Marcus’ febrilske og hastigt sammensatte værk bestående af 65 repeterende kvartsekvenser hånes og forkastes, hvorefter ophavsmanden selv bliver smidt i lænker. 

Og med nærmest ingen ankepunkter er der til gengæld rigeligt med højdepunkter at fremhæve, hvor de ypperste øjeblikke imidlertid kommer ad to omgange. Først på “Slow”, som læner sig op ad den samme maniske energi, der også synes at have drevet et band som The Mars Volta i årene omkring “The Bedlam in Goliath”. Det hypnotisk insisterende guitar- og saxofonriff fungerer ideelt sideløbende med Pictons messende vokal, der sørgmodigt og monotont længes efter døden, inden riffet kammer over og kulminerer i et hidsigt crescendo.
Og som det endelige coup de grace begiver bandet sig overordentligt vovet ud i en mere end otte minutter lang, fuldstændig udmattende progrocksaga på “Ascending Forth”; komplet med orgel, udvidet strygerbesætning, saxofonsoli og vidt udstrakte armbevægelser, der burde henrive fans af både Gentle Giant og King Crimson.

Det er svært ikke at blive væltet bagover i ren benovelse over det væld af forskellige udtryk på “Cavalcade”; stående på skuldrene af en alenlang række af tydelige inspirationskilder, hvis grundformer og musikalske fundamenter bliver videreudviklet med allerstørste respekt. Og det fra et band, der er fortsat kun i deres tidligste 20’ere.
Der er øjensynligt meget få grænser for, hvad Black Midi kan opnå – og hvordan det i så fald kommer til at lyde.

Info: “Cavalcade” udkom på Rough Trade 28. maj.