Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

Mikkel Oldrup – The Great Gatsby møder klassisk minimalisme

June 17 2021, af Alexander Julin

Interview af Alexander Julin Mortensen

Danske Mikkel Oldrup udgav i 2019 sin debut-EP “Fanshawe’s Praise” på No Technique, som han ligeledes er medstifter af. D. 25. juni udgiver han ligeledes på No Technique sit debutalbum, “Bracing Days”. Stærkt inspireret af bl.a. klassisk minimalisme har Oldrup skabt et album, der føles både intenst og beroligende med sin vekslen mellem tempi, følelsesladet klaver og galopperende trommerytmer.

Som Oldrup selv forklarer, har han forsøgt at “skabe et meditativt og reflekterende rum, som man kan bruge, gå ind i og føle giver én noget tilbage, som man kan bruge til at forberede sig på at gå ud i verden.” Resultatet er et værk, der udmærker sig ved at udforske flere kontraster og en alsidighed, der gør, at musikken både føles meditativ, men til tider også trance-skabende i en mere euforisk forstand.

I anledning af udgivelsen af albummet bringer vi et interview med Oldrup om arbejdet med udgivelsen og de bagvedliggende overvejelser.

P/A: Hvad ligger der bag titlen på dit album, “Bracing Days”?

MO: “Der ligger egentlig flere meninger i den. Ordet bracing kan forstås både som det engelske invigorating eller refreshing eller som at forstærke en konstruktion, men jeg forstår det mest som “at forberede sig”. “Bracing Days” refererer til den tid og de ting, jeg skal gøre, for at kunne gå ud i verden og handle og reagere vågent og opmærksomt. Titlen er lånt fra en passage i “The Great Gatsby” af Francis Scott Fitzgerald, som blev hængende i mig. Passagen bliver brugt om en periode i hans liv, før den egentlige handling starter, før han var den, han er. Den periode, jeg skrev musikken i, føles lidt på samme måde.

Men det var oprindeligt ment som en slags guide eller opfordring. For mig er det at lytte til musik en del af at genoplade energi, absorbere indtryk og reflektere. Jeg har gerne villet bidrage til muligheden for det. Prøve at skabe et meditativt og reflekterende rum, som man kan bruge, gå ind i og føle giver én noget tilbage, som man kan bruge til at forberede sig på at gå ud i verden.”

P/A: Hvad har kendetegnet din arbejdsproces med “Bracing Days”? Har den været præget af improvisation, eller har du haft en klar idé om, hvad du forsøgte at opnå med de respektive numre?

MO: “Det har været ret blandet. Nogle numre har udforsket et klart koncept, og andre har været åbne processer. Jeg har i et nummer ladet mig inspirere af Per Nørgårds uendelighedsrækker, som jeg har konverteret til MIDI. Et andet er en one-take 20 minutters modular-jam, der er klippet og tilføjet til. De fleste numre har jeg dog udviklet rundt om en enkelt idé som et beat, tema eller en figur, som ofte har været improviseret. Jeg arbejder oftest ret intuitivt og finder en mening i det efterfølgende. I dette tilfælde har det været mest givende for mig at udforske noget nyt, en ny metode, lyd eller måde at arbejde på – og så give slip på det og handle intuitivt bagefter. Det har jeg gjort koncentreret over flere omgange, med ret lange pauser imellem, og til sidst har jeg udvalgt i det, luget ud og fundet ud af, hvad der skulle være bærende.

P/A: Jeg oplever musikken på “Bracing Days” som meget kontrastfuld. Dels er der kontrasterne mellem elektroniske og akustiske lyde, men der hersker også en kontrast mellem de stemninger og energier, som hhv. klaveret og trommerytmerne skaber. Har du gjort dig nogle tanker om bevidst at arbejde med kontraster i din musik?

MO: “Kontraster har været ret gennemgående, og det er der er nok flere grunde til. Jeg har været optaget af at få elektroniske elementer til at lyde organiske og menneskelige og har bokset med det, indtil det lød, som om det var et menneske, der spillede og improviserede og ikke f.eks. en sequencer – som ideal i hvert fald. Modsat har jeg indspillet en del klaver og orgel og behandlet det digitalt i bl.a. Max MSP, for at det netop skulle have en klart digital fornemmelse. Det har været vigtigt for mig at undersøge, hvordan lydene kunne få et særpræget touch, og at klaver ikke kun var klaver. Jeg kommer fra en baggrund som pianist og har nok ubevidst gerne villet bevæge mig væk fra de lyd-muligheder, jeg har arbejdet så meget med akustisk. Samtidig har jeg gerne villet beholde et menneske-spillet ideal, som uperfekt timing f.eks., eller maskinelle repetitioner, der laver menneskelige fejl. På den måde har kontraster været et mål for mig.”

P/A: På albummet bliver du assisteret af Johan Carøe, der spiller klaver, og Jonas Albrecht på trommer. Kan du fortælle nærmere om, hvordan de eventuelt også bidrog til selve processen bag numrene, de medvirker på?

MO: “Johan medvirker på en lidt anderledes måde, må man sige. Når jeg rejser, har jeg har altid et transportabelt field recording-kit med (recorder og et sæt binaurale mikrofoner). Jeg optager steder og situationer som et slags fotoalbum. I 2017 rejste jeg rundt i New Zealand med bl.a. Johan, og vi boede en uge i vores ven Marks hus. Nummeret “(Piano)”, som jeg opfatter som både sit eget lille nummer og som afslutning af “Vandplaner Pt. I”, er Johan, der sidder og spiller alene (tror han) i Marks stue. Der er noget skønt over, at det er hans lille genopladnings-zone, jeg har fanget fra trappen, jeg var lige vågnet, og der var fugle, og det var sommer. Man kan høre Mark komme hjem i bil udenfor. De binaurale mics fanger så vildt den atmosfære og ro, der var i huset, og står som kommentar og i kontrast til nummeret før. Når det så er optaget og kommer på vinyl, bliver en lille stue-improvisation til en komposition med KODA-rettigheder. Og så spiller han jo magisk.

Jonas Albrecht mødte jeg for et par år siden, og vi har siden spillet en del sammen. Hans energi som trommeslager slår mig helt ud, hver gang jeg hører ham. Jeg sendte ham nummeret sidste år under lockdown og bad ham optage en energiudladning til det. Det er vist optaget i hans forældres kælder i Schweiz, hvor han er fra.”

P/A: Hvad eller hvem har været dine primære inspirationskilder i arbejdet med albummet?

MO: “Jeg finder helt klart mest inspiration i dem, jeg arbejder tættest med, og hvis proces jeg kommer lidt ind på livet af. Jeg kommer ofte mest inspireret hjem fra sessions med andre, hvor jeg har set, hvordan de arbejder. Men ellers har en primær inspirationskilde været klassisk minimalisme og at inkorporere elementer derfra. Især rytmisk repetition og den harmoniske opbygning, der opstår gennem mange lag, som hver især udvikler sig over tid. Og den meditative tilstand, man kan opnå.”

P/A: Hvordan har dét at lave et album været anderledes for dig sammenlignet med at lave en EP? Hvilke udfordringer, muligheder og refleksioner har det medført hos dig?

MO: “Jeg elsker EP-formatet for den frihed, det kan have, hvor man kan lave en mindre fortælling eller eksperimentere med formatet og i nogle tilfælde arbejde med et mere kladde-baseret udtryk. Albummet ser jeg som en mere dybdegående rejse ind i en verden og en forståelse af den. Det gør, at det havde en større tyngde at sammensætte og udgive et album. Med albummet blev jeg også konfronteret med at skulle tage stilling til flere tids- og historieforløb, især fordi det var vigtigt for mig, at man på vinyl når det rigtige sted hen, før man skal op og stå og vende den. Her har jeg også følt, at man skal overveje både, at det findes på et fysisk medie, og det miljømæssige aftryk, tryk og transport har, og det betyder, at man skal se sig selv i spejlet på en anden måde.”

P/A: Har de restriktioner og implikationer, som Covid har medført, haft betydning for albummet?

MO: “Det meste af musikken er skrevet før Covid, men jeg har færdiggjort en del under lockdown, og det har helt sikkert skabt og formet et nyt perspektiv. Både på selve musikken og den refleksive del i at lytte, jeg nævnte tidligere, men også på selve det at udgive musik og betydningen af at gøre det. Jeg føler en anderledes tyngde i musik og kunst nu, og det har medført, at jeg har tænkt meget over, hvad jeg udtrykker, og hvad musikken fortæller.

Det virker, som om det har været meget forskelligt for dem omkring mig, om lockdown har medført et produktivt rum eller været dræbende for inspirationen. For mig har det givet mig tid til at fordybe mig i musikalske side-eksperimenter og i at færdiggøre albummet. Derudover har jeg lagt meget energi i at arbejde med No Technique, hvor det har været meget givende at hjælpe andre kunstnere. Musikalsk har jeg faktisk mest fokuseret på at arbejde med koncertformater og på, hvordan jeg kan udvide mine muligheder, når jeg spiller live, hvilket er en lidt sjov trang at have i den tid. Men måske et udtryk for drømmen om at komme tilbage til det.”

P/A: Hvad har været det vigtigste musikalske redskab i dit arbejde med albummet? Hvordan har det formet den endelige musik?

MO: “Det vigtigste har nok været at tage mig tid til det. Det kan være svært at navigere i musikbranchen anno 2021, hvor store organisationer forsøger at diktere, hvor meget man udgiver, og hvor lange numre skal være. Så det har været vigtigt at give mig selv tid og frihed til ikke at blive for påvirket af det og vente på, at de rigtige svar kom af sig selv.

Selvom jeg opfatter klaver og synthesizers som essentielle redskaber, er computeren mit centerpiece. At bruge den til at omforme forskellige idéer, så de hører til i samme rum. Der er for mig ikke noget bedre redskab til lydmæssigt og stemningsmæssigt at forene forskelligartede verdener.”

Info: “Bracing Days” udkommer på No Technique d. 25. juni.