Boli Group – Elegier for den digitale æra
Anmeldelse af Boli Group “N.D.P.S.” (Posh Isolation, 2018) – Af Emil Grarup
Fredag udgav Boli Group deres debutalbum “N.P.D.S.” på pladeselskabet Posh Isolation. Boli Group er et ensemble, der består af fem musikere, som udover primus motor Asger Hartvig tæller Nina Cristante, Thea Thorborg, Cæcilie Trier og Holger Hartvig. Alle er musikere, som Asger Hartvig har mødt igennem sine forskellige musikalske udfoldelser (Brynje, Värmland-forsamlingen, Synd og Skam, Marching Church, Dean Blunt etc).
I min optik er der to temaer eller perspektiver, der kommer til syne som særligt presserende, når man lytter til “N.P.D.S.” Disse temaer er i høj grad indbyrdes forbundne:
Dét, som for mig står allerklarest på især den første del af albummet (men som dybest set er gennemgående), er hvordan Hartvig i sine kompositioner typisk lader ét instrument opretholde en form for klangligt og rytmisk fokuspunkt, mens de resterende instrumenter væves ind og ud både tonalt og forløbsmæssigt for konstant at problematisere netop denne sikkerhed. Dette er bl.a. tilfældet på albumforløberen “Toxica”, hvor en enormt indtagende saxofon er konstant, men “forstyrres” af både orgelklange og knipsede bastoner, og på “How To Play”, hvor afdæmpede, ophøjede klaverakkorder klinger over en violin, der, lavmælt, men bestemt, skærer igennem som en bilsirene i et søvnigt bylandskab.
Nogle steder kan man måske i stedet tale om, at det er forskellige ‘stemninger’ eller klanglige domæner, der får den funktion, som konkrete instrumenter havde på første del af albummet: Man kunne tale om at albummet changerer mellem en højstemt, elegisk tone og en nærmest ironisk, ‘kunstig’ tone. Et eksempel kunne være “Tension in Three Stages (Country)”, hvor en modularfrekvens dykker diskret rundt under en vemodig violin og en harpe-agtig synth – eller på “Garden Picture”, hvor klassisk klaver spilles parallelt med et staccato-agtigt MIDI-keyboard, hvilket nærmest kommer til at lyde som, at det ene parodierer det andet.
Sådan en insisteren på tilstedeværelsen af et forstyrrede element er for mig en måde at sætte spørgsmålstegn ved nogle grundlæggende musikalske konventioner, som (selvom de brydes næsten konsekvent inden for et væld af genrer) stadig fremstår som netop grundlæggende eller konstituerende for en ‘gængs’ musikforståelse. Denne kritik bliver endnu mere prægnant af, at det, som Hartvig og kompagni genremæssigt beskæftiger sig med, en form for dyster kammer- eller folkemusik, spillet på kammer- og folkemusikkens akustiske instrumenter, netop er et felt, der i særlig grad er underlagt disse konventioner om tonalitet og rytmik.
Denne destabilisering bringer os videre til et andet tema, som også fremstår særligt indlysende i forhold til albummet: Forholdet mellem teknologi og klassicisme, og på sin vis mellem det akustiske og digitale. Som det også fremhæves i albummets pressemeddelelse, er dette forhold et tema, der har figureret en del i Hartvig-brødrenes tidligere oeuvre, både på deres udgivelser som Brynje (“1&2”) og på gruppen Synd og Skams senere udgivelser (“Billeder af Mesa” og “Sidste Fantasi”, begge fra 2015). Dette forhold er for mig en prisme at se den førnævnte problematisering af de klassicistiske genrekonventioner igennem. Det åbner nemlig op for et vigtigt spørgsmål: Hvordan man overhovedet kan skrive kompositioner, der er sin egen stilistiske position så bevidst, i en tid og et samfund, der er karakteriseret af en så fundamental ugennemsigtighed og uoverskuelighed som vores?
Jeg læser “N.D.P.S.” som en lydliggørelse af frustrationen over, at denne klassicisme føles anakronistisk, men samtidig at være draget mod denne anakronistiske selvtilstrækkelighed og lukkethed, fordi de symboliserer nogle forestillinger, som ikke længere er tilgængelige i den informationsmættede æra, hvori vi befinder os. En meget gavmild læsning, kunne man argumentere for, men en læsning, som jeg alligevel føler er deskriptiv for, hvor radikalt dette album er i al sin diskretion.
Info: “N.D.P.S.” udkom 4. maj på Posh Isolation og er gruppens debut.
