Claude Speeed – Ny nostalgi for gamle lyde
Claude Speeed “Infinity Ultra” (Planet Mu, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen, foto: Linda Wagener
Skotske Claude Speeeds ”Infinity Ultra” kan tilgås på et væld af forskellige måder – både via det rent musikalske projekt, men også via den implicitte historieskrivning, der finder sted på numrene. Pladen, der blev udgivet tilbage i juli på det mildest talt famøse Planet Mu, indoptager en imponerende mængde indflydelse fra historisk set meget forskellige baggrunde, hvilket resulterer i en af de mest æstetisk varierede plader, jeg har hørt i et godt stykke tid. For blot at give et kort overblik rækker det fra rent ekstatiske rave-synths til langsom og opbyggelig ambient og videre udi tyk, forvrænget bas.
Det er imidlertid meget naturligt, da pladen er et sammendrag af gamle projekter, der rækker tilbage til bagmanden Stuart Turners tidligste elektronisk-musikalske forsøg og på den måde peges der i retning af mange af numrenes ekstremt digitaliserede lyd, som var de hentet fra gamle, uopdaterede versioner af Logic Pro-samples. Desuden er computer-distortion et gennemgående træk i flere numre, hvor det rent digitale kæmper mod lyden af en harddisk-hukommelse, der langsomt svigter – på trods af idéen om det digitales uforgængelighed.
På nummeret ”Windows 95” er den designfilosofisk ”korrekte” lyd af et computerstyresystem, der startes, hakket op, fordrejet og strakt ud til en uigenkendelig og ildevarslende ambience. Windows 95 blev den komplekse computerindustris oversættelse til en kommerciel lethed i form af Windows-interfacets evne til at bygge bro mellem computerterminal og menneskelig bevidsthed. Når de forbrugerorienterede computerteknologier har ændret os og vores måde at forbruge på – og sandsynligvis også selve måden, vi tænker på – er det naturligt, at de i dag former kunsten. Som sådan fremstår “Infinity Ultra” som et ekstremt selvbevidst projekt, der trækker på letheden i ambiente teksturer og giver dem dybde via forvrængning og melodier, der synes så designede, at de kammer over i det teatralskt følelsesladede.
I takt med digitale teknologiers indryk på livsområder, der tilhører det helt inderste og intime, rammes musikken af fremmedgørelse. F.eks. strippes nummeret ”Ambien Rave” for trommer og bliver et mere eller mindre ufunktionelt rave-track, der vækker associationer til Lorenzo Sennis pointilistiske trance og dens ekstreme hyperaktivitet.
Intet kommer let til én på pladen, til trods for at sammensætningerne af digitale melodier og fordrejninger er ret tilbageholdt. Et slags ufærdigt, billigt produkt, der lige akkurat er funktionelt nok til at hænge sammen og blive anvendt i sin tiltænkte ramme. Det er kold musik, der via lethed forsøger at være følelsesladet nok til også at være menneskelig. Det er vitterlig gode melodier, måske netop fordi den konstante undertone af lethed og uforpligtende følelser er så konstant. Pladen er dybest set et referentielt netværk, i samme tråd som vaporwave-artister har arbejdet i godt stykke tid – men på et helt forskruet plan, hvor den anti-konsumeristiske tendens i vaporwave er slået endegyldigt over i en absurd sammenblanding af fremtid og nostalgi. Hvor albums som Chuck Persons “Eccojams Vol. 1” eller Vektroids “Neo Cali” ofte tager deres udgangspunkt i nostalgisk tilbageskuen mod en mere kommercielt sammenhængende popkultur, er “Infinity Ultra” nærmere en fejring af denne kulturs død. Man kunne kalde det ”Alternate Histories”, som pladens femte nummer hedder. Nummeret består hovedsageligt af en tungsindig, dronet hamren, men bibeholder sine digitale aner via en langsom og lige så sortsynet synthmelodi.
Pladen bliver betydeligt mere opstemt mod slutningen, men ikke mindre forbrugsorienteret. F.eks. kunne nummeret ”Entering the Zone”, som det fantasifulde navn måske antyder, nemt have gået for intromelodien til amerikansk morgen-tv fra 90’erne. Som et sigende eksempel på pladens variation bliver nummeret fulgt af indadvendt, GAS-agtig techno-ambient, som blot for igen at markere angsten i det tilsyneladende let omskiftelige følelsesregister, der kendetegner en forbrugsorienteret tidsalder. Netop derfor sammenvæves det ekstremt melodiske og ekstremt forvrængede konstant ud og ind mellem hinanden på næsten samtlige numre, måske mest betydeligt på det afsluttende nummer, ”DreamDream”. Her bliver et Katy Perry-sample udnyttet i en dybest set enerverende grad, understøttet af en overfølsom og udstrakt popmelodi. Det er ekstremt selvironisk overfladiskhed – et spil på nummerets uselvstændighed og dets kommercialitet, dømt til at gentage sit sample om og om igen uden forløsning. Der er ingen ekstase eller sublimitet at finde, kun konstant fordrejning af en formel og skemalagt lyd, der kan ligge til grund for den næste generations nostalgi.
Info: “Infinity Ultra” udkom på Planet Mu i juli.
