Passive/Aggressive

Claude Speeed – Ny nostalgi for gamle lyde

Kritik September 17 2017 CSpeeed

Claude Speeed “Infinity Ultra” (Planet Mu, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen, foto: Linda Wagener

Skotske Claude Speeeds ”Infinity Ultra” kan tilgås på et væld af forskellige måder – både via det rent musikalske projekt, men også via den implicitte historieskrivning, der finder sted på numrene. Pladen, der blev udgivet tilbage i juli på det mildest talt famøse Planet Mu, indoptager en imponerende mængde indflydelse fra historisk set meget forskellige baggrunde, hvilket resulterer i en af de mest æstetisk varierede plader, jeg har hørt i et godt stykke tid. For blot at give et kort overblik rækker det fra rent ekstatiske rave-synths til langsom og opbyggelig ambient og videre udi tyk, forvrænget bas.

Det er imidlertid meget naturligt, da pladen er et sammendrag af gamle projekter, der rækker tilbage til bagmanden Stuart Turners tidligste elektronisk-musikalske forsøg og på den måde peges der i retning af mange af numrenes ekstremt digitaliserede lyd, som var de hentet fra gamle, uopdaterede versioner af Logic Pro-samples. Desuden er computer-distortion et gennemgående træk i flere numre, hvor det rent digitale kæmper mod lyden af en harddisk-hukommelse, der langsomt svigter – på trods af idéen om det digitales uforgængelighed. Læs resten

Mr. Mitch – Grime uden smuds, følelser uden omsvøb

Kritik May 9 2017 mitch

Mr. Mitch “Devout” (Planet Mu, 2017) – anmeldelse af Mikkel Arre

De seneste par år har grime nået et uvant stort publikum, og med opbakning fra megastjerner som Kanye West og Drake er den hårdtslående genre kommet langt uden for scenens epicentrum, London. Det hårde liv i hovedstaden afspejles dog stadig tydeligt i teksterne – med våben, masser af territorieafpisning og generel macho-brovten – og i musikken, der ofte er kold og brutal som masseproducerede lejekaserner i forstæderne.

På den baggrund er “Devout”, det andet album fra London-produceren Mr. Mitch, en kolossal og egentlig også ret befriende U-vending. Her præsenterer han sig som en slags popproducer med en eksperimental indgangsvinkel til sin musik – og en emotionel tilgang til tekster og temaer. Begge dele har hjulpet albummet til at få en hel del medieopmærksomhed især i England, og det har nok heller ikke skadet, at albummet er udgivet af det prominente label Planet Mu (bl.a. RP Boo, Jlin, Kuedo, Traxman og µ-Ziq). Læs resten

RP Boo – footworkens førstearving på den yderste udkant af kropslig funktionalitet

New Music June 1 2013 66146_644206048754_307490_36240362_677984_n_medium_image

Af Andreas Syr

Footworks tilværelse som et obskurt, hyperlokalt fænomen, der kun med besvær kan opstøves uden for Chicagos ghettoer, er endegyldigt ovre. Andreas Korsgaard Rasmussen introducerer genren og anmelder RP Boos første egentlige album “Legacy”.

Genren, der på papiret burde tiltale fans af alt fra abstrakt hip-hop, såsom Dr. Octagons synæstetiske sci-fi eller Def Jux’ aggressive eksperimenter, til den rå ghettohouse hvorfra den har udviklet sig, har med hjælp fra det britiske selskab Planet Mu opnået anerkendelse som en af de mest originale elektroniske nyskabelser, siden dubstep i sin tid muterede frem af UK garage og 2-step. Navne som Traxman, DJ Spinn & DJ Rashad, DJ Nate og DJ Diamond turnerer internationalt og i modsætning til tidligere, hvor det meste af musikken kun forefandtes på mixbånd og trommemaskiner, og altså ikke blev dokumenteret for eftertiden, udgiver de samme producere nu plader, der distribueres bredt.

Footwork er generelt sagt kendetegnet ved skæve, synkoperede trommeprogrammeringer blandet med et væv af opklippede, manipulerede samples, der, oftere end ikke, er planket fra Chicagos lokale, musikalske arv. De bedste footwork-producere anvender samples med en lige så stor originalitet som hip-hoppen i dens storhedstid, og tilføjer ved hjælp af dem tekstur og melodi (og yderligt synkoperet rytmik) til de altid hæsblæsende knækkede rytmespor. Læs resten

DJ Rashad – Velkommen til Chicago

August 14 2012

Af Jesper Buhl, anmelder af elektronisk musik og medlem af Det Sejler I Effekter

Med sine opklippede, MPC-manipulerede vokalssamples og frenetiske beats er den Chicago-bårne genre juke lyden af repitioner ophøjet til kunstart. Ligesom det friske fodarbejde, der gav navn til den battle-baserede dansestil footwork, som juke udviklede sig i tandem med, er kernen de hurtige, ofte abrupte repetitioner i konstant flux.

[Chicago Footwork http://www.youtube.com/watch?v=f06H1ezvjEg]

Juke udspringer af ghetto house og har også rødder i hiphoppen. Det er næsten, som om juke er den naturlige konsekvens af hiphoppens hovedinstrument MPC’ens opbygning. Det er en maskine, som med sine trommepads indbyder til hidsig opklipning, især når den kombineres med et højt tempo, og ghetto housens dansegulvsrettede energi.

En af genrens største stjerner, og vel nok den kunstner, der er nået længst ud over Chicagos bygrænse, er Rashad Harden, DJ Rashad. Springbrættet ud i verden blev det legendariske London-label Planet Mu, ledet af Mike Paradinas, som mange nok kender som µ-Ziq. Paradinas, som på sit label har udgivet prominente folk som Rudi Zygato, Starkey, iTAL tEK, Kuedo/Jamie Vex’d, Venetian Snares og Wagon Christ, lancerede juke i Europa med albums fra DJ Roc og DJ Nate og EP’en “Itz Not Rite” med DJ Rashad, samt ikke mindst de to kompileringer “Bangs & Works vol. 1 og 2″. Her kan nye lyttere let gøre sig bekendt med genrens fascinerende blanding af techno-influeret maskinæstetik, hiphop-inspireret funk-fornemmelse, samplelån fra andre genrer og ren, rå danse-aggression. Læs resten