Passive/Aggressive

RP Boo – footworkens førstearving på den yderste udkant af kropslig funktionalitet

New Music June 1 2013 66146_644206048754_307490_36240362_677984_n_medium_image

Af Andreas Syr

Footworks tilværelse som et obskurt, hyperlokalt fænomen, der kun med besvær kan opstøves uden for Chicagos ghettoer, er endegyldigt ovre. Andreas Korsgaard Rasmussen introducerer genren og anmelder RP Boos første egentlige album “Legacy”.

Genren, der på papiret burde tiltale fans af alt fra abstrakt hip-hop, såsom Dr. Octagons synæstetiske sci-fi eller Def Jux’ aggressive eksperimenter, til den rå ghettohouse hvorfra den har udviklet sig, har med hjælp fra det britiske selskab Planet Mu opnået anerkendelse som en af de mest originale elektroniske nyskabelser, siden dubstep i sin tid muterede frem af UK garage og 2-step. Navne som Traxman, DJ Spinn & DJ Rashad, DJ Nate og DJ Diamond turnerer internationalt og i modsætning til tidligere, hvor det meste af musikken kun forefandtes på mixbånd og trommemaskiner, og altså ikke blev dokumenteret for eftertiden, udgiver de samme producere nu plader, der distribueres bredt.

Footwork er generelt sagt kendetegnet ved skæve, synkoperede trommeprogrammeringer blandet med et væv af opklippede, manipulerede samples, der, oftere end ikke, er planket fra Chicagos lokale, musikalske arv. De bedste footwork-producere anvender samples med en lige så stor originalitet som hip-hoppen i dens storhedstid, og tilføjer ved hjælp af dem tekstur og melodi (og yderligt synkoperet rytmik) til de altid hæsblæsende knækkede rytmespor.

Som det er tilfældet med så mange andre (elektroniske) genrer, har udviklingen af footwork, efter at den udkrystalliserede sig i en nogenlunde fast form, delt sig i et kommercielt og et mere eksperimentelt spor. Begge spor arbejder med genrens vedtagne konventioner, omend på vidt forskellige måder: Det poppede spor formaliserer og forsimpler genrens kendetegn til en mere letfordøjelig festmusik (som man fx. så det med dubstep, hvis ikoniske drop efterhånden må være det mest trættende musikalske fænomen på denne side af autotune), imens det eksperimenterende spor forsøger at udvide genrens grænser, ved at tage dens elementer ud i det ekstreme. Det er naturligvis en yderst grov forsimpling, men ikke desto mindre er det en velkendt udvikling, hvor begge spor i øvrigt historisk har nogenlunde lige gode chancer for at stagnere kunstnerisk.

The greatest Chicago producer you’ve never heard of

RP Boo (aka. Record Player Boo aka. Kavain Space) indtager en lidt akavet plads i dette billede: Selvom han efterhånden er bredt anerkendt som footworks fader, og dens vigtigste innovator, står han på en besynderlig facon uden for genren og dens udvikling. Det har taget ham over et årti at få udgivet opsamlingen Legacy, som man, hans status som the greatest Chicago producer you’ve never heard of taget i betragtning, nemt kunne forestille sig fremstillede et nogenlunde repræsentativt tværsnit af footwork. Men snarere tværtimod indeholder den noget af det mest radikale og udfordrende, genren overhovedet har at byde på:

Hos RP Boo er rytmikkens rygrad efterhånden så brækket, at den på det nærmeste er ikke-eksisterende, og ofte er elementerne så synkoperede, at det knapt giver mening overhovedet at tale om synkopering længere. Paradoksalt nok er det stadig umiskendeligt dansemusik – det rykker simpelthen hårdere end stort set alt andet, samtidig med at det er så rytmisk udfordret, at det konstant er lige på nippet til at implodere under vægten af brutalt cuttede lydstumper, pneumatisk hakkende bas og snublende beats. Denne balancegang er et grundlæggende vilkår for hele genren, men det er næppe taget længere ud end på Legacy, hvor grænsen for, hvornår abstraktionen gør musikken decideret uforståeligt, konstant er i spil, hele tiden næsten er overskredet.

”Steamidity” åbner overbevisende pladen med tilsodede, blysorte strygere, metronomiske beats, samples af souldivaer der driver løsrevent i vinden og Spaces insisterende ”I see the smoke coming / keepin’ it real”. Når det kommer til tung, ildevarslende intensitet, står det her står ikke tilbage for selv det ledeste gangsta. Det gør ”No Return” heller ikke, først og fremmest fordi det er bygget op omkring det samme ikoniske sample fra filmen Shogun Assassin, der starter GZAs ”Liquid Swords”. Modigt valg af Space, der i det hele taget ikke er bleg for at sample alt fra Justin Timberlake til Phil Collins (sidstnævnte på den mesterlige afslutter ”Area 72”), og som i dette tilfælde resulterer i et af pladens mest benhårde, kantede og maniske numre.

Et andet nummer, der er helt derude hvor få producere have gone before, er ”There U Go Boi”: Det er, i sammenligning med andre af pladens mere leddeløse skæringer, et indledningsvist relativt lige-på-og-hårdt, hektisk blippende electrotrack, ikke fjernt fra hvad DJ Stingray går og roder med i Detroit. Det er dog blot kernen i et nummer, der derfra udvikler sig til et komplet kaotisk væld af abrupte trommeprogrammeringer, vokalsamples pitchet til heliumhøjder med tydelige ekkoer af starthalvfemserne, og Boo’s egne shout-outs (der er et fast indslag hele pladen igennem). Forpustet forvandler det sig fra noget relativt tilforladeligt til noget komplet kuldslået og næsten arytmisk, og når det foregår ved de 160 bpm, der er standard i det meste dansegulvsorienterede footwork, er det ganske enkelt overvældende: Som om den vakkelvorne, tyngdekraftfornægtende konstruktion af synkoperede rytmer, der udgør alle Spaces tracks, endelig her falder sammen, og truer med at begrave én under de sammenstyrtende lydbrokker.

Den tynde linje imellem kropslig funktionalitet og det avantgardistiske

To af de mest uimodståeligt fysiske numre, på en plade der ellers indeholder meget få muligheder for at puste ud og få vejret, må være ”Battle In The Jungle” og ”Speakers R-4 (Sounds)”: Førstnævntes anvendelse af Johnny Weissmullers berømmede tarzan-brøl (der interessant nok lyder ens afspillet både for- og bagfra) er decideret magisk: Det umenneskeligt changerende skrig væver sig over og igennem den monotont pumpende bas, og bygger tracket op til næsten ulidelig intensitet, uden at tilbyde nogen endelig udløsning. Sidstnævnte viser til gengæld Space fra sin mest kantede og rytmisk rudimentære side. Den besynderlige hybrid af bas- og ghettogenrer der her har fundet sammen til et usandsynligt, fremmedartet og komplet originalt og idiosynkratisk udtryk, burde, hvis der er nogen retfærdighed til i verden, ende med at stå som et af de bedste eksempler på (den eksperimenterende) footworks kvaliteter. Fuldstændig mindblowing.

Mange vil nok mene, at det er en hektisk og udmarvende oplevelse at høre Legacy igennem fra ende til anden. RP Boos musik er genstridig som få andres, men den er også usædvanligt rytmisk avanceret og uhørt hårdt rykkende, når det passer ham. Nogle gange bevæger han sig ud på et så hæsblæsende overdrev, at det kan være svært at følge med, men langt størstedelen af pladen befinder sig lige, hvor den skal, i den yderste udkant af dansegulvet, på den ultratynde linje imellem kropslig funktionalitet og det decideret avantgardistiske.

INFO: RP Boo “Legacy” er ude nu på Planet Mu. Stream pladen her i sin fulde længde (indtil videre).