Den frie forms frirum på Roskilde Festival 2013
(Keiji Haino. Foto: Rusted Shadows)
Af Rasmus Junge
Søndag kl. 01.00:
Det her skulle have været en optakt, men nu er det søndag nat, og Roskilde Festival er allerede i gang, så det er strengt taget for sent. Så kunne man ellers have skrevet om, at programmet er tyndt i toppen, men at det altid vinder i bredden. At genre-fetichister altid savner mere fokus på netop deres hjørne af musikkortet, at der er al for meget fest på campingområdet, at folk ikke gider bidrager til fællesskabet, kun feste, at Roskilde afspejler en moderne decentraliseret musikkultur. Og så videre.
Men de diskussioner må andre tage, for et andet spørgsmål presser sig på: Hvordan har den frie form det på Roskilde Festival 2013? Hvilke punkter i spilleplanen tilbyder på papiret de bedste muligheder for den transcenderende koncertoplevelse, fra sønderflænsende lydkiropraktik og hypnotisk maskinmusik til spirituelle åndehuller og mellemfolkelig musikudveksling? Her er et bud på potentielle frirum i Roskildes monstrøse spilleplan, ofte væk fra alfarvej, fuldstændig subjektiv og uden genreinddeling, festlige kategorier eller anden form for rød tråd. Altså ud over den frie form – genremæssigt, kompositorisk, tekstligt, tematisk, geografisk, kønspolitisk og hvad har vi. Og på forhånd undskyld til de bands, der allerede har spillet i løbet af søndagen og derfor ikke er med i puljen.
Mandag
Norske Dråpe (billedet) spiller shoegaze af den mere poppede, men ikke desto mindre opløftende slags, med højt til loftet, svulmende og bristefærdige kompositioner med indbyggede forløsningsbrus. De ankommer til Roskilde med debuten ’Canicular Days’ i rygsækken, og om de også er en berusende live-oplevelse, kan man finde ud af mandag kl. 19 på Pavilion Junior. Er man mere til katarsisudfrielse, byder danske Ajuna, der udgiver via det glimrende label Neh-Owh Records, sig til med en indvoldsblævrende fusion af doom og black metal, der også rummer mere melodiøse og postrockede passager. Det går ned kl. 20.30, også på Pavilion Junior.
Tirsdag
Blød start på tirsdagen kl. 14.30 på Pavilion Junior med danske Traveling Tribes’ hallucinerende miks af ’hvid’ folk og messende ’verdensmusikalske’ inspirationer (må man gerne referere til stammedans og trancedans, eller er man så en led kolonialist?). Albummet ’Everything Seems to Change’ udkom i januar og er mikset af Pinkunoizus (som i øvrigt spiller søndag kl. 19 på Pavilion) Andreas Pallisgaard, et band med samme hang til åbne, arabesk-agtige kompositioner. Sangerinde og cellist Lil Lacy er i øvrigt også en del af Valby Vokalgruppe. På samme scene kl. 22 blænder danske Solbrud (billedet) op for deres tusmørkesnigende black metal, kendetegnet ved sangenes lange smidige forløb, der veksler mellem tyste skovsø-åndehuller inden stormen og sanger Ole Luks flænsende vokal sætter ind. Storladent er kun et fattigt ord.
Onsdag
Onsdag spiller en gammel favorit her på bloggen, danske Lower (billedet), op til øretæver på Pavilion Junior kl. 16. Har du ikke oplevet dem live endnu, har du en stram, intens og postpunket oplevelse i vente. Nuff said. I en helt anden blodgade er ligeledes danske Patrick Alexander Bech-Madsen alias Sekuoai, der trods sin unge alder er signet på berliner-pladeselskabet Moon Circle med sine opfindsomme, let abstrakte og delvist sample-baserede kompositioner i grænselandet mellem electronica, house og dubstep og med håndspillede elementer af percussion og guitar. Han spiller kl. 22.30 på Apollo Countdown.
Torsdag
Er det bare os, eller er torsdag præget lidt præget af ’nå, skal vi lige i gang, men først for alvor i morgen’-stemning? Det er i hvert fald ikke problemer med overlap, der præger dagens program, men der er selvfølgelig fikspunkter. Zambianske Mokoomba virker som et udmærket udgangspunkt kl. 17.30 på Cosmopol med positiv afropop, baseret på Tonga-stammens rytmiske traditioner, men også med inspiration fra funk og latin. Kendrick Lamar er måske ikke skolebogsdefinitionen af ’fri form (men hvad er det?), men han stod immervæk bag et af sidste års stærkeste hiphop-album, så sving da lige forbi Arena kl. 20.30. Stadig inden for hiphop-paradigmet, men langt mere grænsesøgende bliver det kl. 22, når queer rap-fænomenet Mykki Blanco (billedet) gæster Pavilion. Produktionerne er rå, skurrende og minimalistiske og leveringen lysår fra bling-bling og Cristal med sin fokus på performance-elementer, queer-teori og korte kjoler. Must see. Ligesom syrepophovederne fra Animal Collective, der godt nok virker lidt fejlplaceret på Arena, men som ikke desto mindre altid er et lyt værd.
Fredag
Fredagen sparkes brat i gang af Synd Og Skam, der vist efterhånden ikke behøver nogen nærmere introduktion. Stikord: lummer beatrock, spastisk punkfunk, skinger ’free form’ og ungdommeligt overmod. Tid og sted: Kl. 12 på Pavilion. Her efter lokker engelske Andy Stott kl. 14 på Gloria, hvor lyset forhåbentligt bliver skruet ned til et minimum, så vi kommer nærmere det eksistentielt rungende mørke, som hans dunkle techno er præget af. Drøn derefter fluks af sted mod Odeon kl. 15, hvor Tuareg-ridderen Bombino med stor sandsynlighed vil begejstre fans af Tinariwens afrikanske guddommeligheder. Dagens legender er engelsk/australske Dead Can Dance, der dannede skole i 80’erne med deres synth-drevne, neo-klassiske dark wave, hvor new wave og gregoriansk munkekor blander blod på et køligt loftskammer. Prætentiøst som bare fanden, men også med isnende smukke øjeblikke iblandt. Se giraffen kl. 15.30 på Arena. Brasilianske Felipe Cordeiro, der spiller på Cosmopol kl. 16, har vi ikke lige fået lyttet ordentligt op på, men hans kitschede take på tropicalia med rytmeboks og overskæg lyder som et godt soundtrack til en eftermiddagspapvinsbrandert. kl. 20 kan man fange det lidt underkendte amerikanske band Suuns, der blandt andet lufter numrene fra det glimrende album ’Images du Futur’ fra i år. Vi har tidligere beskrevet deres musik som ”underlæggende uhygge og med en sans for psych-proggy drama”. Hør, hvordan det lyder kl. 20 på Pavilion. Og så er det ellers bare at tanke op og stille sig klar til Rihanna, der fra kl. 22.30 knepper Dyrskuepladsen med et glamourøst ’larger than life’ popshow, brygget på lige dele EDM, S/M og digitalt distanceblænderi. Be there or be square, som man siger. Kl. 24 står valget mellem det herlige garagerock-outfit King Tuff og kinesiske avantgardepop (jo sgu!) fra Dawanggang (billedet), der ifølge programmet lokker med et miks af Scott Walker og Beijing Operaen. To timer senere er der dømt post-industriel techno fra Lower- og Vår-sideprojektet Age Coin, der har udgivet et par kasettebånd via Posh Isolation. Det bliver forladt, fremmedgjort, en anelse angstprovokerende og forhåbentlig sært hypnotisk. Og så godnat.
Lørdag
Kan man forestille sig en bedre måde at forsage tømmermændene end minimal-legenden Steve Reichs hypnotisk ringlende ’Music For 18 Musicians’? Formentlig ikke, så vi lægger fra land med danske Ekkozones opførelse af værket kl. 12 på Cosmopol. Kl. 15 skal der pogodanses til Parquet Courts‘ hyperenergiske opkog af postpunk, garage- og slackerrock med uduelige guitarsoloer og tyndslidt tamburin på Pavilion, hvorefter Cosmopol kl. 16 præsenterer et interessant tværsnit af den boblende kontemporære amerikanske hiphop-scene i form af Action Bronson, Flatbush Zombies, Joey Bada$$ og Danny Brown, inden amerikanske Vatican Shadow kl. 17 på Gloria. Bag det dystre pseudonym gemmer sig Dominick Fernow, der har en baggrund i noise, men som nu har bevæget sig over i dystre elektroniske soundscapes, der lyder lidt som et fjernt og bedrøveligt rave i slow motion. Så i fuld firspring til Arena, hvor Iceage kl. 18 skal forsøge at sparke deres flintrende og komplekse punkhymner ud i alle afkroge af det enorme telt. Kl. 21 kan man hvile ørene til australsk/newzealandske Unknown Mortal Orchestra, der spiller sær og sjov psykedelisk, 60’er-klingende pop med overraskende soul-elementer, inden man igen kommer op i gear til Badume’s Band & Selamnesh Zemene, der kl. 22 på Cosmopol sætter spotlyset på Etiopiens gyldne periode i 60’erne og 70’erne, hvor Addis Ababa var arnested for en helt distinkt sammensmeltning af funk, afrobeat, jazz og soul. Kl. 24 står det eksistentielle valg mellem Sonic Youth-guden Thurston Moores nye, ok kompetente gruppe Chelsea Light Moving på Odeon og den engelske Dead Rat Orchestra stærkt stemningsfulde, delvist improviserede folkemusik, fremført på aparte instrumenter som økse, balloner eller hvad de nu har ved hånden. Så er der lagt i ovnen til en minderig natrockkoncert, når svenske Goat (billedet) kl. 1.30 holder messe på Pavilion med deres fabelagtige opkog af voodoo, funk, afrobeat og svampehallucinerende psychrock iført farvestrålende gevandter og masker. Det kan næsten ikke gå galt. Og hvis man ikke allerede er kokset helt ud, kan man få det sidste nyrestød fra engelske Uncle Acid & The Deadbeats og deres tungt trækkende, olmt groovy og Black Sabbath-klingende hardrock.
Søndag
Det sidste seje træk indledes med håndklap, håndholdt tromme og nubisk fællessang i selskab med Nubanours kl. 14 på Gloria, inden man kan få ørene i maskinen hos engelske Dead Fader, der kl. 16 indhyller Apollo i distortede loops og tonstunge, hektisk kværnende beats. Et potentielt industrielt eftermiddagsmareridt, hvis man er til den slags ’ud af kroppen’-oplevelser. Kl. 17 får den frie improvisation fuld skrue hos, hvad mange nok vil betegne som en supertrio: Nazorania, bestående af den japanske støjlegende Keiji Haino bakket op af australske Oren Amarchi og Stephen O’Mailley fra Sunn O))). Fortsat ingen hvil til ørene. Så er det tid til en af tidens allermest interessante elektroniske kunstnere, amerikanske Laurel Halo (billedet), der har udgivet via Hippos in Tanks og Hyperdub og har fundet sin egen sære niche et sted mellem pop, avantgarde, samplede lydbidder og obskur techno. Nogen gange instrumentalt, andre gange med hendes distancerede sirenesang i centrum. Det går ned kl. 18 på Apollo. Samme sted kan man kl. 20 opleve Holy Others gotiske r’n’b-mutationer med hjemsøgte spøgelsesvokaler og ekkoer af et eksistentielt tomrum. Med mindre man vil overvære den brasilianske tropicalia-ener Marcos Valle øse ud af sine gyldne melodier samme tid på Cosmopol. Og ja, så er der vist kun et styk levende musikhistorie tilbage i form af Kraftwerk og deres afsluttende 3D-show på Orange. Hvis der stadig er energi nok i kroppen til at stå oprejst. Vi tvivler.
