Den signede dag med Television “Days”
Af Andreas Melchior
Days – be more than all we have. På Televisions andet album, “Adventure” fra 1978, synges der tilsyneladende om noget så trivielt som dagene, der går. Den melankolske betragtelse af tiden, der allerede ikke er mere, erkendes på en bakketop, hvorfra storbyens hast og jag på en gang fremstår både latterindgydende og urovækkende. Umiddelbart kredser teksten altså om den fortløbende tid, hvis ustoppelighed blot forstærker den generelle følelse af meningsløshed. Ved nærmere eftersyn bærer den lidt banale lyrik imidlertid på et løfte om noget mere, som ikke blot lader sig reducere til materielle besiddelser eller et håb om en større grad af mening eller indhold i den daglige trummerum. Der drejer sig altså ikke alene om et, bevares, legitimt ønske om, at der i kortvarige glimt vil hænde mere i løbet af en kedsommelig hverdag.
Up on the high, high hills – with my floating friend –
Watchin’ all the silver – no one can ever spend
I feel the touch of her hand and all it will erase;
These footprints I followed tho they followed my every pace –
Days, be more than all we have.
No matter how much I cross I always see the same stream.
I’m standing up on these bridges that are standing in a dream.
– Richard Lloyd/Tom Verlaine
Det forekommer oplagt, at se den flydende ven, floden, som tiden, der bevæger sig stødt fremad, uanset fra hvilken vinkel den anskues. I de to-foldige cirkulære guitarfigurer afspejles den evige reproduktion af dagene, der gentager sig. Heri ligger imidlertid også en genkaldelse af noget, der er hørt før, i form af en reformulering af guitarintroen til The Byrds’ “Mr. Tambourine Man”. I “Days” vendes Roger McGuinn’s oprindelige Bach-inspirerede Rickenbacker-signatur om, og skaber dermed et nyt udgangspunkt. På denne måde tager Television noget eksisterende, tildeler det ny betydning og tager på den måde tiden tilbage.
Sangen starter, stopper og starter forfra igen og afspejler således det liv, der forudbestemmes af lønarbejdets ensformighed, som sætter dagsordenen for enhver relation. Den lette berøring af ledsagerskens hånd forsøger at bygge bro over den afgrund, mennesket omgives af. Det er denne afgrund, floden løber gennem, og det er herfra, de drømme, der holder folk oven vande, udspringer. Den melankolske længsel opstår, fordi drømmene netop er forankret i floden, der synes at være i bevægelse, men ikke desto mindre træder vande og kontinuerligt udmunder i det samme, prædestineret og skæbnesvangert.
“Days” er en bønfaldelse om at bryde med dette kredsløb og slette tidens spor. Det, som er hemmeligheden bag en sådan bøn er, at det potentielle brud er iboende, i kraft af, at situationen allerede gemmer på sin egen katastrofe. Uden varsel er floden i stand til at gå over sine breder og skylle bropillerne væk under dig. Den fremadstormende strøm forandres til en syndflod, der nådesløst ligger landskabet i ruiner og skaber en ny betydning af de genstande, der var. I “Days” appelleres der til en ubevidst kollektiv erindring af noget, som endnu ikke er oplevet. Den kan anes i sollysets sølvskær i vandet, hvor to af hinanden uafhængige elementer forenes og hver især opløses. Dette forunderlige naturfænomen skaber et fortryllende, næsten overnaturligt fænomen, hvis flimrende essens ikke lader sig indfange i en vare eller afsætte på markedet, men kun forgæves kan forsøges reproduceret på et fotografi eller ytres i en popsang.
