Ducktails – brune blade på blomstervejen
Af Niklas Langeland Pedersen
Real Estate-guitaristen Matt Mondaniles solo-projekt har været under konstant udvikling – måske netop imod forestående plade – siden han for seks års tid siden begyndte at udgive sine musikalske eksperimenter på kassettebånd. Ducktails’ output er stort og uoverskueligt, med et væld af obskure kassettebåndsudgivelser i næsten usynlige oplag, inden den første selvbetitlede LP, der opsamlede tidligere numre, blev udgivet på Not Not Fun i 2009. Samme år udkom “Landscapes”, der lød som et resultat af en sommerferie-lang jamsession med en usynlig fyr, der spiller rimelig meget NES og ellers ikke har særligt travlt – på den gode måde naturligvis. I 2011 udgav Woodsist den seneste LP “III: Arcade Dynamics”, der uden helt at kompromittere bagkatalogets minimalistiske æstetik, alligevel bød lidt flere mennesker indenfor med en mere alsidig instrumentering, klarere produktion og opjustering af de fængende melodilinjer.
Frem imod debutudgivelsen på Domino, har Ducktails fået band på, som man siger, og udtrykket har bevæget sig fra de tidlige udsvævende og repetitive instrumentale improvisationer, over videospilsromantik, soveværelsesproduceret lediggangs-lo-fi med drengerøvstemaer til noget, der nu – hvis man skal dømme ud fra albummets titelnummer – lægger sig tæt opad det, Real Estate diskede op med på deres vidt berømmede og overraskende pænt producerede “Days”-plade sidste år. “Days” introducerede en ny højtidelighed i bandets sangskrivning, hvor et Felt-cover – med Mondanile på vokal – midt i livesettet, pludselig ikke syntes helt upassende. Når man lytter til forløberen for “The Flower Lane”, fornemmer man at Mondaniles (ex-)soloprojekt måske kan være nået til samme punkt, hvor drømmen om at lave en plade med rigtige popsange, om end det foregår med tilbagelænet Ducktails-signatur, for første gang tages helt alvorligt.
Hvis titelnummeret er en rettesnor for resten af pladen, er det ikke utænkeligt, at hardcorefans vil synes, det hele er begyndt at lugte lidt for ambitiøst og ty til klassikere som; det gamle var federe, eller mindre klassisk; hvad blev der af ”pizza time”? Man kan på den anden side også bare glæde sig over, at fremragende Big Troubles som backingband virker som et ideelt match, og at “The Flower Lane” er et noget nært perfekt soundtrack til, at det er blevet efterår, og bladene er begyndt at dale ned fra træerne, svingende i luften: En nostalgisk, varm og tyk flannel skjorte af en sang, man trygt kan vinke farvel til sommeren sammen med.
Info: “The Flower Lane” udkommer 29. januar næste år på Domino Records.
