E/I – Tværeuropæisk underfundighed
E/I – ”explicit isolation” (mappa, 2024) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard
Den polskfødte perkussionist og komponist Szymon Gąsioreks har gennem de seneste år foldet sig ud i adskillige musikalske konstellationer såvel som solokunstner. Men selvom jeg tilbage i 2022 allerede stiftede bekendtskab med hans musik i form af soloudgivelsen Pozdrawiam, var det kollektive projekt E/I, hvori han også spiller en central rolle, et nyt bekendtskab for mig indtil udgivelsen af deres tredje album, explicit isolation, som udkom tidligere på måneden via det slovakiske label mappa. Det er en glædelig musikalsk oplevelse, for med explicit isolation har Gąsiorek og hans mange bandmedlemmer gjort det meget tydeligt, at jeg indtil nu er gået glip af et inspirerende og overbevisende projekt.
Udover Gąsiorek, der både agerer komponist og musiker med perkussion, shruti box og synth, tæller kollektivet E/I en række internationale musikere fra både Polen, Sverige, Danmark og Italien, der alle mødtes på Københavns Rytmiske Musikkonservatorium: Pauline Hogstrand på viola, Nicole Hogstrand på cello, Asger Thomsen på kontrabas, Gianluca Elia og Jędrzej Łagodziński på tenorsaxofon og Michał Biel på barytonsaxofon. Dertil bidrager slovenske Kaja Draksler og Samo Kutin med hhv. orgel og drejelire og danske Rasmus Svale med tuba på udgivelsens kompositioner. Udgivelsen ulmer af et jazzet feel, som dog i lige så høj grad giver associationer til helt andre stilistiske udtryk grundet kompositionernes dronede lydbillede.
I modsætning til gruppens to forrige udgivelser er explicit isolation ikke et live album. I stedet har de medvirkende musikere indspillet deres dele separat fra hinanden, uden viden om det endelige resultat. Indspilningerne samlede Gąsiorek derefter og lavede de nødvendige edits, der skulle til for at skabe en form for samhørighed. Det er dog en usammenhængende samhørighed, som man måske ikke ville have lagt mærke til, hvis ikke man i forvejen var bekendt med indspilningsmetoden, men som alligevel giver et helhedsindtryk af en til tider lidt løs følelse. Det kommer til udtryk i det første nummer insulation, hvor en drejeliredrone understøttes af en synthdrone, der feder lyden op, mens strygere og blæsere skvulper frem og tilbage som bølger – men i vidt forskellige retninger. Det er svært at finde hoved og hale i, men tempoet er afslappet og ingen instrumenter stikker så langt væk, at de ikke kan finde hjem igen. I hvert fald indtil allersidst, hvor orglet gør sin buldrende entré, og volumen og intensitet tager til. Man kan høre især blæserne blive skingre og overstyrede, mens de kæmper for stadig at komme til deres ret.
Med en spilletid på over 15 minutter er det et nummer, der kræver fokuseret lytning for, at man kan sætte pris på den langsommelige udvikling og de små nuancer, men musikerne mestrer kunsten at føre lytteren gennem deres univers uden hverken at over- eller undervælde.
“Alt føles nidkært afmålt. Alle instrumenter kommer til deres ret uden at træde andre over tæerne.”
På andet nummer, ex, indtager samtlige instrumenter en mere aktiv rolle i lydbilledet. Der er stadig tale om opbygninger på opbygninger, men her oplever jeg en klarere interaktion mellem de musikalske elementer, som i højere grad byder på forskellige melodier og teksturer, som komplimenterer hinanden. Strygerne spiller sig rundt om den dybe baggrundsdrone, mens saxofonerne byder ind med små opadgående, insisterende temaer, der river sig mere fri fra de andre instrumenter, end de nogensinde fik mulighed for i det foregående stykke. Der hersker en form for forvirring over kompositionen, som om musikerne vil det samme sted hen, men er uenige om hvilken retning de skal bevæge sig i. Også orglet og synths blander sig i diskussionen, og midt i hvad der i mange andre tilfælde kunne være endt i ren kakofoni, viser Gąsiorek endnu en gang sit talent som komponist. Alt føles nidkært afmålt. Alle instrumenter kommer til deres ret uden at træde andre over tæerne. De mange bevægelsesretninger viser sig ved nærmere aflytning at resultere i indviklede mønstre af lyd.
Tredje og sidste nummer, in, er som de to foregående baseret på droner, ovenpå hvilke en række instrumenter fletter sig ind og ud af lydbilledet. Sammenlignet med de tidligere kompositioner har denne dog en langt stærkere følelse af hastværk. Dronen er lysere og sinusbølgerne lyder mere komprimerede. Orglet skyller frem og tilbage og stopper så brat, som det indtræffer, hvorefter samtlige musikere nærmest begynder at snakke i munden på hinanden i støt tiltagende tempo. Det er en sjov måde at afslutte et album på, der ellers i en så høj grad netop føles defineret af mådeholdenhed. Kun her snubler kompositionen en smule – den er simpelthen ovre alt for tidligt, og det føles som om, at alle de diskrete sektioner, der udgør nummeret, havde meget mere på hjerte, end de fik lov til at udtrykke.
Den lille hage til trods har E/I med explicit isolation virkelig skabt et underfundigt og forunderligt værk. Det er en musik, der ånder i rummet mellem kontrasterne – det føles ofte tungt på en legende let måde. Uigennemtrængeligt på en umiddelbar og letforståelig facon. De mange instrumenter siger på samme tid så lidt og så utroligt meget. For det er i vekselvirkningerne, at man finder det virkelig værdifulde, måden hvorpå musikerne, til trods for at de jo ikke fik lov til at kende hinandens dele af kompositionerne, alligevel formår at interagere med hinanden. Det vidner om et kæmpe kompositorisk talent hos Gąsiorek og et mindst lige så stort talent hos alle involverede musikere.
Info: ”explicit isolation” er ude nu via mappa.
