Ekstrem musik fra Japan – Nuttet harskhed
Ekstrem musik fra Japan – Cherry Music Sakura Festival, 20. april på Odense Musikbibliotek – reportage og billeder af Jon Albjerg Ravnholt
Noise-koncerter med internationale kunstnere på et kommunebibliotek i provinsen må være noget nær det perfekte billede på, hvordan det offentlige kan træde til, når noget ikke kan fungere på markedsvilkår. Den danske producer og musiker Thomas Li har siden 2014 arbejdet med at formidle kontemporær japansk musik, og til sin årlige festival Cherry Music havde han i år hentet dronemusikeren Ko.Do.Na, som også tidligere har spillet på festivalen og på en række af Lis projekter, samt billed- og performancekunstneren Izumi Kawasaki, der for første gang optrådte med sin harshnoise i Europa.
Når kontrasterne trækkes skarpt nok op, kan det komme til at overdøve detaljerne. Det ved enhver, der har fiflet med filtre på Instagram. Og det er lidt den samme oplevelse, når man går gennem Borgerservice og forbi børnebibliotekets fordybelsesrum for at komme ned i det hjørne af Odense Centralbibliotek, som musikbiblioteket har indtaget, for at høre to japanske og en dansk noisekunstner. Ja, vi er virkelig noget særligt i forhold til virkeligheden lige udenfor, os 60-70 stykker, der er kommet for at sidde på klapstole og høre vild smadder. Og det bliver endnu tydeligere, når Izumi Kawasaki smilende står i sort cocktailkjole og laver øresønderrivende skramlelyde med en fjeder, en kæde, en metalbakke og et pedalbræt. Eller for den sags skyld når hun efter at have fræset gennem en god halv times rabalder fniser genert og er ved at snuble over sine egne ben af bare forlegenhed på vej af scenen.
I noise, særligt i Izumi Kawasakis harshnoise, lefles der ikke for den traditionelle musiklytter med sådan noget som motiver, rytmer, struktur eller andet, der åbner lytteoplevelsen.
Ikke at der principielt er noget som helst i vejen med, at musikbiblioteket præsenterer en genre, som byens etablerede spillesteder næppe ville se det store publikumspotentiale i eller overhovedet vide, hvad de skulle stille op med. Men det spøjse ved at sidde og lytte til så radikalt konfrontatorisk musik på så gennemført ordentligt og redeligt et sted som et kommunebibliotek kan komme til at farve lytteoplevelsen lige så meget som performerens fremtræden på scenen, at det fjerner fokus fra selve den musik, man er der for at høre.
Eller den lyd, man er der for at opleve, om man vil: I noise, særligt i Izumi Kawasakis harshnoise, lefles der ikke for den traditionelle musiklytter med sådan noget som motiver, rytmer, struktur eller andet, der åbner lytteoplevelsen.
Det undertrykte
Vestens tilgang til japansk kultur har vel altid ligget et ikke helt vildt smagfuldt sted mellem forundring, latterliggørelse og rå eksotisering. Tænk, at de kan være så mærkelige og fremmede og lave noget så smukt; tænk, at de kan være så høflige og selvudslettende og lave noget så grimt. Tænk, at alt kan være så vildt derovre: Det er en tilgang, der dels reducerer japansk kultur til kitsch, dels forudsætter, at hvad som helst, der eksporteres derfra, må være ekstremt inden for sit felt. Merzbow har en god del af skylden for den gængse opfattelse af japansk noise som særligt voldsom og udfordrende, men også guitaristen Keiji Haino har været med til at tegne et billede af japansk eksperimentalmusik som i særklasse utilgængelig. På den anden side har ikke mindst Pizzicato Five og før dem Yellow Magic Orchestra vist Vesten et fortegnet billede af japansk popmusik som en på én gang klodset og naiv imitation af den vestlige og en spejling af dens klichéer.
“Det er fascinerende, at når man møder dem, er de utroligt rolige og meget imødekommende, men når de står på scenen, er det en enorme energi, der bliver sluppet løs.”
Niels Mark
Faren for eksotisering er Niels Mark bevidst om. Musikbibliotekaren interesse for noisemusik går langt tilbage og har affødt flere artikler i aviser og tidsskrifter – og han ser en klar parallel til de japanske horrorfilm, som han også præsenterer på Odense Musikbibliotek under den årlige Skrækfest:
“For mig handler det meget om attituden. Det er fascinerende, at når man møder dem, er de utroligt rolige og meget imødekommende, men når de står på scenen, er det en enorme energi, der bliver sluppet løs. Det er det samme i deres horrorfilm: De arbejder meget med det undertrykte.”
Navnet på den festival, han sammen med Thomas Li for femte gang arrangerer i år – Ekstrem musik fra Japan – handler heller ikke om at lefle for dem, der finder Japan eksotisk og vildt, forklarer han:
“Det kommer fra en opsamlingsplade, William Bennett fra Whitehouse lavede, der hed ‘Extreme Music from Japan’. Jeg kan godt lide, når det bliver simplificeret på den måde.”
Endnu mere simplificeret bliver det, da jeg inden koncerten prøver at interviewe de to japanske kunstnere. Det foregår med Thomas Li som mellemmand og en elektronisk oversætter, som vi skiftes til at tale ind i med så enkle sætninger som muligt, fordi hverken Ko.Do.Na eller Izumi Kawasaki taler engelsk, og jeg taler ikke rigtig japansk. Så det får jeg ikke meget mere ud af, end at de er glade for at spille her, at det for Izumi Kawasakis vedkommende er første gang, hun spiller i Europa, og at selvom Niels Mark har talt varmt om japanske klubber for noisemusik, er det også i hjemlandet en lillebitte scene, hvor de sjældent spiller for så mange, som der er kommet på biblioteket i aften.
Gøglerskoven
Det kan man på sin vi godt forstå, for lige så imødekommende de to er, lige så lukket om sig selv er Ko.Do.Na, når han på scenen står sammenkrummet om en trompet, der er kørt gennem så mange effekter, at den lyd, der skyller ind over, ikke på nogen måde er genkendelig som et blæseinstrument. Til gengæld er den heller ikke så konfrontatorisk, som noise kan være det: Ko.Do.Na gør det i en dronebåren ambient, der flere steder er lige på grænsen til det, man traditionelt vil opfatte som musik med struktur og rytme.
Det er faktisk decideret smukt og meditativt, og derfor er det i første omgang ærgerligt, da han med en forhåndsoptagelse af oversætter-devicen annoncerer, at de næste ti minutter skal vi selv spille med, og så begynder at dele knirkeklodser og trækfløjter ud til publikum, som vi skal spille så heftigt på, som vi kan. Ærgerligt, fordi det punkterer oplevelsen og tilføjer et unødvendigt element af gøgl til en koncert, som sagtens kunne hvile i musikken – men også kun i første omgang, fordi der af al den knirken og fløjten udfolder sig en fortryllet skov af dyrelyde, som Ko.Do.Na spiller på bibliotekets piano henover.
Ko.Do.Na – med det borgerlige navn Kazutaka Kuroki – har flere gange tidligere spillet som en del af Cherry Music, og hans samarbejde med Thomas Li kan høres både på hans egen CD, “Riunione Dell’Uccello”, og på boxsettet “Inkubation”, som Thomas Li har lavet sammen med Martin Hall.
Performancen som distraktion
Anderledes uforsonlig er Izumi Kawasaki. Hun arbejder også som billedkunstner og er mere fokuseret på performance-aspektet af koncerten end på at skabe noget, der er bare tilnærmelsesvis genkendeligt som musik i nogen traditionel forstand. Det er heller ikke en performance, der inddrager publikum: Vi sidder tilbagelænede på klapstolene, mens kæder rasler henover metalplader, og en fjeders dirren forplanter sig gennem os i bølger af støj.
Det er skærende, det er grimt, og det er fascinerende at sidde midt i, uden at det rigtig når dertil, hvor man som lytter opgiver at finde mening eller musik i det og bare giver sig hen til støjen for støjens skyld og lader vanviddet regerer uhæmmet.
Ude i højre side sidder Motorsaw og fortolker musikken med visuals, der giver øjnene noget at beskæftige sig med undervejs uden at stjæle fokus fra lyden. Det gør de først, da han til aftenens sidste set akkompagnerer Thomas Li, men det skyldes lige så meget, at Thomas Lis noisedronende ambient virker mindre vedkommende og lettere at abstrahere fra end de to japaneres koncerter. Lige så meget som performancedelen hos dem var med til at bryde ens fokus på lyden, holdt den ens fokus rettet mod koncerten. Hos dem fornemmede man mennesket i støjen, hos Thomas Li mærker man snarere intentionen bag musikken end musikken selv.
Som producer har Thomas Li siden 90’erne tilføjet et større lydrum fyldt med på én gang rugende og rolige detaljer for musikere, der næsten ikke kunne ligge længere væk fra aftenens noise: Udover Martin Hall Hanne Boel, Palle Mikkelborg, Souvenirs og flere. Det skal på ingen måde holdes imod ham som musiker i egen ret, men jeg kan godt savne en tydeligere kunstnerisk vision med den musik, han laver.
Det grimme, det smukke og det sære
Som kulturformidler udgør Thomas Li sammen med Niels Mark til gengæld et stærkt match. Hans intention med at skabe Cherry Music Sakura Festival, som denne koncert er en odenseansk aflægger af, var at bruge det korte fokus, der årligt er på japansk kultur i Danmark, når kirsebærtræerne blomstrer, til at vise en anden side af den japanske kultur – og vel også vise, hvordan grimhedsæstetikken hænger sammen med det skønhedssøgende.
Der er umiddelbart bredere appel i at vise japansk musikkultur som noget med skæv og nuttet J-pop og så noget drømmende ambient, der hviler i zen.
Noise står i skærende kontrast til det trygge og rolige såvel som til hyper-nuttetheden. Men igen i aften står det klart, at den samtidig rummer alle de andre elementer i sig.
