Passive/Aggressive

Fryd Frydendahl & Lars Greve – Vindens lænker og fællesskabets tvetydighed

Blog Kritik September 25 2019
Fryd Frydendahl. Foto: Daniel Hjorth.

Fryd Frydendahl & Lars Greve “Solhverv” (Roulette Russe, 2019) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen

Der er noget ved provinsen, som drager os. Som et åbent sår, vi ikke kan lade være med at stirre på. Incest-sager, vækkelsesprædikanter og rådden banan. De flade landskabers uendelighed. Den vidtstrakte himmel et kanvas at projicere drømme på. Lige dele konkret sted og fiktion. Har man, som nærværende pen, fødderne solidt plantet i den kreative klasse, er der overvejende sandsynlighed for, at man på et tidspunkt er flygtet fra provinsen. En undsluppet straffefange, der for evigt vil kigge sig over skulderen for at se, om man stadig er eftersøgt.

Men provinsen er også nærhed og fællesskab. Den er at blive set. Den er barndommens landskab, hvis kurver for altid vil være aftegnet på øjenlågets inderside. Hver en tankstation, hver en håndboldhal konstellationer på den indre stjernehimmel.

Denne tvetydige uundslippelighed tages der kompetent favntag med i fotograf Fryd Frydendahl og musiker Lars Greves audio-visuelle værk “Solhverv”, som udkom i juni på kunstforlaget Roulette Russe. Værket er en kunstnerisk bearbejdning af deres fælles hjemstavn, den vestjyske kommune Ringkøbing-Skjern, og strækker sig over både fotografi, video og musik. En simultan kærlighedserklæring og kritisk undersøgelse af det lokalunivers og landskab, som uden tvivl præger dem begge. Det er på samme tid en skildring af et meget specifikt lokalområde og en emblematisk meditation over livet langt fra storbyen, og med “Solhverv” vender Frydendahl og Greve tilbage til det sted, de begge var lænket til “inden kunsten blev en udvej – og vej ud i verden”, som de selv beskriver det.

Projektet har taget form over et par år og udgives altså nu i bogformat med tilhørende LP. Værket består af to “kapitler”, hvor første halvdel af både fotografierne i bogen og LP’ens A-side er blevet til i samarbejde med områdets beboere, er anden halvdel og LP’ens B-side Frydendahl og Greves personlige fortolkninger af den vestjyske kommune. Dette giver en fin dynamik mellem det amatøristisk umiddelbare, i form af lokale ensembler og hjemmevideo, og det intime i Greves smukke klarinetkompositioner og Frydendahls grynede collageværker, der veksler mellem det hyper-hverdagslige og det meget abstrakte.

Fællesskab står som værkets ubestridte hovedtema, både på indholdssiden og i forhold til dets tilblivelse. Frydendahl har indhentet visuelt materiale fra buschauffører, fiskere, efterskole- og gymnasieelever, mens Greve har ladet sine kompositioner opføre af eller i samarbejde med lokale grupper som Ringkjøbing Big Band, Videbæk Harmonikaklub, Stadil-Vedersø Friskoles el-guitarensemble, Stok & Steen-koret i Tarm og flere endnu. Rent musikalsk har det givet pote at involvere disse lokale musikere, der bidrager med dynamik til de Steve Reich-klingende kompositioner og en ubehageligt hjemsøgt karakter i særligt blæserarrangementerne.

Det er en gevaldig styrke, at “Solhverv” er blevet til i samarbejde med lokalbefolkningen. Hermed undgår de to kunstnere at forfalde til udkants-fetichisme og ren tilskuerposition og bidrager i stedet aktivt til det kulturliv og det lokalmiljø, de søger at skildre. En gensidig udveksling og et relationelt element, der måske i virkeligheden er den vigtigste del af værket.

Desuden bidrager disse samarbejder til at tydeliggøre en vigtig pointe: Hvor storbyens kulturelle tilbud er præget af professionalisme (eller ambitioner herom), markedsføring og konkurrence, er provinsens kulturliv båret af amatørisme. Ikke nødvendigvis af forhåbninger om karrierer, men af lyst og passion. Et kulturliv, der næres af interessefællesskaber, ikke af individuelle præstationer. Et perspektiv, som er sympatisk, elegant og kunstnerisk vellykket foldet ind i værket.

På både A- og B-siden er LP’ens numre inddelt efter årstiderne sommer, efterår og vinter. Begge sider beskriver ganske smukt bevægelsen fra lys til mørke og fungerer som en måde at synliggøre naturens indflydelse på livet i Vestjylland. Naturen er på en anden måde nærværende derude i det flade, vindblæste landskab, end den er i byerne. Den har historisk formet Vestjyllands karakter og siger nok lige så meget om lokalsamfundet, som religion og foreningsliv gør. Derude dominerer himlen det flade vidtstrakte landskab. Det gør den også på “Solhverv”, hvor særligt vinden er allestedsnærværende. Både i fotografier og videoværker, hvor den griber vindmøller, fugleflokke og vegetation, og i Greves kompositioner. A-sidens “Vinter” piber af dissonante toner, vinden overstyrer mikrofonen på B-sidens “Efterår”, og en synth-arpeggio på samme sides “Sommer” blæser retningsløst rundt mellem tonerne – en enorm fremdrift uden et specifikt mål. Klarinetten er i denne sammenhæng et fantastisk instrument, der er i stand til at imitere vindens hæse piben, dens dramatiske rusken i træer og buske og til at overvælde lytterens øre med næsten ubehagelige svingninger, som trykker sig mod trommehinden. Som den kolde vind, der fryser et blottet øre.

Generelt er numrenes dynamiske opbygning organisk og ikke ulig den måde, et uvejr kan bygge sig op på. Gradvist. Rumlende på horisonten og pludselig altomsluttende. Man mærker den råkolde regn ved Vesterhavet. Man mærker mørket sænke sig og kulden bide i kinderne. Man mærker den indvirkning, vejret har på psyke og krop: Den trykkende synth på A-sidens “Vinter”, kvælende som stilheden i mørket, eller B-sidens ditto, hvor den lettere lakoniske klarinet synes at spejle kroppens rastløshed, når kulden har lænket den til sofaer og senge.

Både visuelt og auditivt dyrkes de lokale fællesskaber. Vi ser billeder af børn og voksne i den lokale sportshal, af unge mennesker på vej til gymnasiefest. Folk samlet om det knitrende Sankt Hans-bål. Vi hører lyden af Videbæk Harmonikaklub. Langsom vals med harmonika og trommer. Fællessang og foreningsliv.

Frydendahl og Greve påstår selv, at første halvdel af værket handler om fællesskab og samarbejde, mens anden halvdel er en personlig bearbejdning af deres hjemstavn, men så simpelt mener jeg faktisk ikke, det kan stilles op. Blot resonerer fællesskabet på en anden mere subtil måde gennem B-siden. Greve har nemlig valgt at opføre sine kompositioner i rum, der har enorm signifikans for lokalmiljøets historie: Lyngvig fyr, Lønborg Kirke og Munks Plantage. Økonomiske, religiøse og sociale omdrejningspunkter.

Lars Greve. Foto: Lærke Posselt

Fællesskabet er dog ikke en entydigt positiv størrelse på “Solhverv”, men beskrives snarere som en simultan inkluderings- og ekskluderingsmekanisme. En indbygget spænding, der ofte findes i små samfund. Den skildres visuelt i form af enlige mennesker og tomme veje og auditivt i en fornemmelse af rumlig afstand. Det er koret, der forvrænges gennem væggen på B-sidens “Sommer”. Det er den fjerne “Danmark nu blunder den lyse nat”-fællessang omkring bålet. Over afstand. Måske afstanden mellem at stå udenfor og indenfor.

At fællesskabet kan være både omfavnende og udelukkende, ekspliciteres på A-sidens “Sommer”, hvor en lokal herre med jysk lune fortæller voldsomme historier om alkoholisme, om at lade musikken overtage alkoholens plads, om at miste et barn i en trafikulykke og om at bryde med et fordømmende Indre Mission. En historie, der minder os om, at fællesskabets favntag nogle gange kun gælder, så længe man retter ind efter de mere eller mindre uskrevne regler. Passer du ikke ned i kassen, bliver du smidt på bålet.

Det er også et af de steder, hvor værket overgår fra at beskæftige sig med en slags “generisk” provins/barndommens land og bliver mere stedsspecifikt. Vi er i Vestjylland, og Indre Mission står stærkt derovre. Religionen er derfor også et centralt motiv i Solhverv. Kirkeorgel og kirketårne. Det er nok ikke helt tilfældigt, at layoutet på selve bogen læner sig noget op ad det, man kender fra salmebøger: Titlen gylden og forsænket i omslagets mørkeblå lærred.

På “Solhverv” formår Frydendahl og Greve i lyd og billeder at rumme kompleksiteterne og spidsfindighederne ved livet langt fra hovedstaden. Fællesskabets dynamikker, vejrets formgivende kraft og kedsomheden, der kan være drømmenes legeplads.

Info: “Solhverv” udkom i juni på forlaget Roulette Russe.