Francois Bayle og Christian Zanési – Bølgende variationer og tusind små detaljer
François Bayle “Tremblents…” (Editions Mego, 2018) / Christian Zanési “Grand Bruit/Stop! L’horizon” (Editions Mego, 2018) – Anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen
Nu, hvor Editions Mego har udsendt deres 19. og 20. udgivelse i genudgivelsesserien Recollection GRM, står det efterhånden klart, at Groupe de Recherche Musicales (GRM), det franske kollektiv for elektroniske musikere, der blev stiftet af Pierre Schaeffer i 1958, har et tilsyneladende uudtømmeligt arkiv. Denne gang er det “Tremblents…” af François Bayle og “Grand Bruit/Stop! L’horizon” af Christian Zanési, der er blevet hevet frem fra gemmerne, og de to plader følger op på den meget overraskende samling af Jaap Vinks værker fra 2017, der syvdoblede mængden af tilgængelige stykker fra den hollandske komponists hånd.
Både François Bayle, der første gang blev udgivet på Recollection GRM med den omfattende kompilation “L’Experience Acoustique” (2013), og Christian Zanési har begge været ledere af, og meget aktive i, GRM, så man kan ikke sige, at disse genudgivelser kommer som en lige så stor overraskelse som Jaap Vinks kompilation.
På “Tremblents…” finder man de to stykker “Tremblent de terre très doux” (‘Meget blidt jordskælv’) fra 1978 og “Toupie dans le ciel” (‘Snurretop i himlen’) fra 1979. Stykkerne har, på hver deres måde, en meget langsom fremdrift, grænsende til det cirkulære. “Tremblent de terre très doux” er primært bygget op om lyse toner fra en modular-synthesizer, der varieres ud i det uendelige i en bestemt tonerække, mens nogle meget lave bastoner suser forbi i det fjerne. Undervejs bliver denne ellers meget stabile sammensætning afbrudt af blandt andet små bidder af kvindekor, døre, der smækker og fodtrin. Der er næsten ingen lyde i “Tremblent de terre très doux”, som kun optræder en enkelt gang. Alt vender tilbage før eller siden.
Bayle beskriver dog selv stykket på en måde, der undergraver denne umiddelbare cirkularitet: “This piece’s trajectory could also be a representation of the dramatic unfolding of a day – of a life […] A whole concrete ‘story’.” Denne historie er ikke lige til at spore i stykkets beskedne variationer, men de konstante afbrydelser af modular-synthesizerens lyse toner giver alligevel en fornemmelse af, at stykket søger fremad.
“Toupie dans le ciel” har ikke på samme måde en diskret fremdrift, hvilket Bayle også selv hentyder til: “A wave is swaying on two minor thirds. This constantly uniform yet constantly varied swaying revolves in a swarm of sharp designs that blink on and off in a layer of growing density and mobility.” Her er det mere stabile loops, der er udgangspunktet, og stykket er en smule mere roligt end “Tremblent de terre très doux”, så selvom de forskellige lag “bølger” mellem hinanden i forskellige tempi, falder stykket aldrig fra hinanden. Uanset hvor mange metalliske, udefinerbare lyde disse “bølger” blandes med, vender de altid roligt og tålmodigt tilbage.
Det rolige er på ingen måde udgangspunktet i Zanésis to stykker, tværtimod. Både “Grand Bruit” (“Stor støj”) fra 1991 og “Stop! l’horizon” fra 1983 er i konstant bevægelse fremad: For det meste uden at se sig tilbage. “Grand Bruit” kan bedst beskrives som en samling ugennemskuelige lyde. Pludselig hører man en stump af, hvad der godt kunne være et blæserensemble eller en pitchet vokal, mens der samtidig er forskellige droner, der stiger og falder i lydstyrke. Stykket består af en enkelt optagelse på 21 minutter, som Zanési har behandlet som ét stort ‘lydobjekt’, han dernæst har “processed and enhanced […] as a photographer would have done, immersing it in successive ‘baths’”. Hvilken type optagelse Zanési har gjort brug af, og hvordan den er blevet redigeret, det står ikke klart, men resultatet er et stykke, der har en mere lineær struktur end de to Bayle-stykker. Det ender ud i et hektisk forløb, hvor lagene ikke altid kan adskilles, hvilket hænger meget godt sammen med Zanésis ide om et samlet lydobjekt.
“Stop! l’horizon” åbner med knitrende droner, pitchede optagelser og noget, der godt kunne være lyden af et gevær, der bliver affyret. Ligesom i “Grand Bruit” er intet dog sikkert, og Zanésis beskrivelse af stykket gør kun konceptet mere kryptisk:
“I have the very distinct feeling that music is merely a “great noise”, chiselled inside with a thousand details. It opens up like a living organism to let my hearing wander across it. A magnetic relation quickly occurs and all the sounds that constitute this great noise draw me towards the East.
I accept this direction.
Later, much later, I reach a distant point on the horizon which pulls me towards it.”
Denne kommentar siger virkelig lidt om selve stykket, men Zanésis forestilling af musik “with a thousand details” er et godt udgangspunkt for en gennemlytning af “Stop! l’horizon”. I modsætning til “Grand Bruit” og de to Bayle-stykker, er stykket ikke et samlet hele, men tusind små detaljer. Som lytter skal men gå i dybden med hvert enkelt lille bid af lydbilledet. Zanésis udgangspunkt i de to stykker er altså fuldstændigt modsatrettede, men alligevel kan man godt komme langt med at lytte efter de tusind små detaljer i “Grand Bruit” ligesom men også godt kan se “Stop! l’horizon” som et stort lydobjekt.
Oprindeligt var det min intention at komme med en overordnet kommentar til de to plader, eftersom jeg har valgt at skrive en samlet artikel om dem. Jeg er dog kommet frem til, at det i stedet er bedre at lade de to gennemgange stå alene, for hver gang jeg er faldet over en lighed, bliver den som regel hurtigt placeret i en kontekst, der stiller spørgsmålstegn ved et eventuelt fælles udgangspunkt for de to komponister. Selvom “Tremblents…” og “Grand Bruit/Stop! L’horizon” er blevet genudgivet samme dag af det samme pladeselskab i den samme genudgivelsesserie, så er de først og fremmest værker, der på hver sin måde bidrager til Recollection GRM-serien med noget distinkt nyt.
Info: Både “Tremblents…” af François Bayle og “Grand Bruit/Stop! L’horizon” af Christian Zanési udkom på Editions Mego som en del af serien Recollection GRM d. 28. februar 2018. Fotografiet er et portræt af François Bayle under optagelserne til “Toupie dans le ciel”.
