Passive/Aggressive

Funeral Future – Tordnende techno bygget af sparsomme grundsten

Kritik February 4 2016, af passive/aggressive Side_B

Funeral Future “You Hold the Body” (Count 0, 2016) – Anmeldelse af Mikkel Stensgaard Christensen.

Det danske label Count 0 er blot et år gammelt, men har allerede nået fem udgivelser. Den femte, der netop er udkommet i denne uge, er “You Hold the Body”, en 12″-vinyl fra Funeral Future. Bag det navn gemmer to af mændene bag Count 0, Adam Askov og Alexander Salomonsen.

”You Hold the Body” starter hæsblæsende ud med ”Glass View” – et tordnende techno-nummer, som ikke lyder som meget andet fra Danmark. Det skulle da lige være CTRLS aka Troels B. Knudsen, som er den sidste mand bag selskabet.
”Glass View” er både dynamisk og dystopisk og bliver drevet frem med en voldsom kraft til trods for de sparsomme og simple elementer, den er bygget op af. Brugen af effekter er det, som i høj grad skaber energien og samspillet/modspillet mellem nummerets melodiske og rytmiske elementer.

Det samme gør sig på sin vis gældende for pladens anden skæring, ”400 kW”, som har et mindre aggressivt musikalsk udtryk, men på mange måder er bygget op af de samme grundsten. ”400 kW” leder dog i langt højere grad tankerne hen mod tidlig minimal techno såsom Plastikman.

Funeral Future formår dog at holde deres eget udtryk, samtidig med at de beviser deres håndværksmæssige kunnen bag knapperne: Selv om numrene er enkle, er de stadig yderst medrivende.

”Leichenstarre” og ”Threnody”, som udgør pladens anden halvdel, bygger i højere grad bro til selskabets tidligere udgivelser, hvor industrial og EBM har været en tydelig inspirationskilde. Effekt-indhyllede synthesizere får lov til at overtage opmærksomheden fra første halvdels allestedsnærværende og dominerende kicks, og den faste rytme brydes. Funeral Future formår her – som på resten af udgivelsen – at skabe rigtig meget med lidt, og musikalsk trækkes der tråde mod udenlandske labels som eksempelvis Jealous God eller Aufnahme + Wiedergabe.

Med “You Hold the Body” har Count 0 og Funeral Future fået endnu en stærk udgivelse på CV’et, og Count 0 stadfæster samtidig sin position som et label med sin egen plads på den danske scene.

Info: “You Hold the Body” udkom i d. 1. februar på Count 0. Releasefest den 12. februar på Stengade (RSVP).