Gaia/Drukner – Store stykker brummende træ
Gaia/Drukner “Split-12″” (Virkelighedsfjern, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Riff riffer. Riffer tungt.
Trommer slæber, slæber tungt.
Bas bunder, bunder melodisk.
Vokal drukner. Vokal drukner.
De to danske stoner/doom-bands Drukner og Gaia er gået sammen om en 12″-split og præsenterer på hver deres pladeside deres version af doom iblandet stoner-tendenser og en smule sludge. Og formlen, der spilles efter, er som skrevet foroven. Det kunne man sige om rigtig mange stoner/doom-bands, og der har været mange, siden Kyuss og Sleep destillerede Black Sabbaths lyd tilbage i start-90’erne. Men som rigtig mange andre genrer, hvor man ofte kan koge genrens kendetegn ned til nogle få virkemidler, handler det om krydderierne. Og dér står Gaia og Drukner stærkt op mod hinanden, fordi de har deres tydelige kendetegn.
Drukner har fået A-siden (læg mærke til solidariteten: Gaia får så til gengæld deres navn nævnt først), og spiller en klassisk doom metal, der er tung, massiv og slæbende, men også vemodig via melodiske stykker, der flettes ind i de store stykker træ, som brummer stødvist.
De har to sange, “Discordia I” og “Discordia II”, separeret af mellemstykket “Olmer”. Discordia var romernes pendant til grækernes Eris, stridsgudinden, men som de fleste græske myter har det en helvedes masse medbetydninger. Det er f.eks. også navnet på en religion, hvor man tror på, at kaos er lige så vigtigt som orden, eller navnet på et halvmøl fra Madagascar. Betydningen kan man fantasere sig til, for den hule vokal er trukket langt tilbage i lydbilledet og træder først frem efter tre minutter i det første Discordia-nummer og efter seks et halvt minut i det andet.
Gaia nøjes med to sange, der er knap så tvetydige, “Earthbound” og “Out of the Well”. Det handler i hvert fald om at holde sig til overfladen. Men ‘gaia’ er også græsk for jord, og der har vi dem så igen, de grækere, og jord er skabelse, skabelsen af mennesket, vor moder, livmoder og dermed også forbundet til den kreative proces. Bassens rystelser går jo også i gulvet og dermed jorden.
Gaias version af genren, stoner/doom, hypnotiserer og cirkulerer mere. De starter “Earthbound” med massivt repeterende, hakkende riffs og rytmer i en evighed, inden guitarriffet endelig slippes løs, og nummeret udvikler sig i en opadgående spiral af riffs, rytmer, vokal og feedback. De har dog et melodisk break med let løbende trommerytmer i “Out of the Well”, men den primære mission er hypnosen.
Både Drukner og Gaia tør stille sig frem med få virkemidler og drager på hver sin måde. Ja, det er til en vis grad generisk, men man spiller jo ikke stoner/doom for pengenes skyld, og kærligheden til genren kan tydeligt høres.
Gaia og Drukners split-12″ er udkommet på Virkelighedsfjern.
