Goodiepal/Kresten Osgood/Maria Laurette Friis – 5e, Vesterbro, 1. december
Af Claus Haxholm
Jeg burde nok fortælle lidt om den første af aftenens to koncerter, da den muligvis bliver et referencepunkt, om end af en vis flydende karakter. Ja, det gør hele denne skrivelse nok. Men Boujeloud spillede friskt, skarpt, mindre Balkan end jeg husker dem fra før, mere zornisk “free” – der var riffs, og der var kung fu og hvad der hører med, men det var medspillende, om ikke andet, hvilket nok ender med at være en nogenlunde vigtig pointe.
Det handler egentlig heller ikke så meget om koncerterne, men om musikalsk grammatik, og hvad man vil give til den musik, man lytter til.
Efter den alt i alt fine første koncert spillede Kresten, Parl og Maria.
Man kunne gøre det utrolig kort og sige, at de spillede en pinligt sløj, straight up (interkonnektionelt) uinspireret koncert. De spillede så dårligt, at vi faktisk kommer over i noget, der kunne minde om det (Albert) oehlenske eller (i sin essens) kippenbergerske maleri, bad painting. En type impro, som ikke er ubevandret land, men som bare sjældent finder sted i netop sådan et “dygtigt” set-up. Man ser det langt mere fra folk som Dennis Naslund eller Cock E.S.P. og lignende fitness-/idiot-/koks-noise, eller fra vores egen danske top-slumhat Eli, der vader rundt i Randers og gør os den tjeneste at fucke op. Som form, som tilstedeværelse, protest og absolut sløj betændthed/bevidsthed.
Men det var ikke det, der var tale om d. 1. december i 5e på Vesterbro.
Der var ikke tale om folk, der igennem deres (mere eller mindre) “musikalske” væren forsøgte at punktere eller udvide nogen form for biokemisk/social (politisk i allerbredeste forstand) virkelighed. Det var musik. Formalisme i sin rene magiske form. Folk, der spiller med hinanden som abstrakt paneldebat eller snak nede på bodegaen etc. etc. Altså: kommunikation (uanset hvor lidt de så ville det).
Dermed selvfølgelig også en type politisk ageren, intentionelt eller ej. Men dét var ikke den generelle vibe ved koncerten netop den aften. Goodiepal spillede hårdnakket sine middelalder-/Dowland-mutationsmelodier, som vel i sig selv er at lægge pænt hårdt ud i en “frit” samspillende trio, om end både Friis og Osgood er stærke i abstraktion og tja … lad os kalde de harmoniske figurer for, ja, figuration. Men det var sikkert også Vesters intention. Play to this, bitches.
De ville uden tvivl (bilder jeg mig ind) kunne hoppe med på en kontrapunktisk basfigur fra MS-10’eren og en type keltisk perkussion fra trommerne med afknækkede grene, der kunne ride ud af horisonterne som soundtracket fra en tidsrejse-sci-fi Z-film fra, hvornår man nu foretrækker sine tidsrammer.
Men det var ikke deres (fælles) vilje. Gudsketakoglov, på sin vis.
Kresten prøvede (så vidt jeg husker) at holde på en vis fri form for regelsætning for koncerten og trak den ene slidte impro-kanin op af hatten efter den anden. Friis forsøgte at lande et sted, der harmonisk spillede med Vester (eller i hvert fald ikke imod), men som klangligt ville være i abstraktionens land, altså på Osgoods ø. Ain’t easy! Altså. Wow. En hest, en gris og en mår, der skal være bedste venner…
Påstår jeg hermed, at man skal være venner for at spille impro? Det er ikke min hensigt. Selvom trioen har spillet sammen før og helt sikkert har (haft) venskabelige tråde imellem hinanden, var det langtfra, hvad der blev fremvist på den aften. Hvilket var fascinerende! Rent mellem-menneskeligt var det meget, meget flot at se tre mennesker med visse ligheder og visse forskelle arbejde så hårdt på at spænde ben og træde på hinanden og alligevel danne noget sammen og spille med hinanden, svare hengivent og ærligt. Bare dét at have villet det må være en type af positiv stemning mod samlingen, somehow. Men alt blev konstant spredt fra hinanden, i individuelle hvirlvinde. Swuuuuush.
At se, hvordan de her meget æstetisk stærke mennesker tydeligvis trådte ind med en handling/musikalsk retning, og så se, hvordan den muterede sig til trods og til kærlighed og sammenspil og til kæphøjhed og arrogance og irettesættelse ikke mindst. Sikke ruter og veje! Det er jo perverst på et helt særskilt dansk filmisk plan. Det er sådan noget, man gør i enerum eller i en Dogme-film – ikke her, på scenen foran andre mennesker, mens man spiller… Altså dog trods alt med sine instrumenter – samtalen foregik altid igennem musikken. Sådan da.
Jeg husker engang, da den schweiziske kunstner Hannah Weinberger spillede en lille koncert på Charlottenborg med Garageband fra sin computer. En type af uironisk arbejde med simulacrum. Ikke som kritik, men som reel emotionel behandling af … musik, fra et ofte udskældt, men til gengæld først for liggende, øhm, “instrument”. Pinlighedens følsomhed, overfladens vibrationer et sted dernedefra, og så stopper vi her!
Nå, men det var en lignende form for “emotionel appropriation”*, der foregik mellem Friis, Vester og Osgood. Selvom man tit blev i tvivl om, hvorvidt de selv var klar over det. Eller… Jeg tænker, at det må det havde været. Det er i al fald således, jeg ofte tænker på at retfærdiggøre koncerten i dens mangel på med-vilje eller anden form for sammen-spil. Måske var det netop denne “mod-vilje”, der var kernen, en anden måde at gå til samtalen på…
Og så alligevel, der var også humoren. Det er jo en Pandoras æske, det her! En mønsteropvisning i realtime transmutation. Humoren var der skam – Krestens nok hidsigste move var at afspille en børnehistorie fra en Fisher Price-båndoptager, mens Goodiepal imiterede en ældre radiostemme, der fortalte oveni med visse sammenkoblinger til historien på båndet. Det virkede oprigtigt sjovt på en slapstick-måde og var en ok spændende narrativ tilføjelse til koncerten og improv-pakken. Det ændrede sig fra at være pinligt til sjovt til ubehageligt, da begge blev trætte af deres valg, og der gik en noget bitter smag i tricket, men med den bitterhed også en dejlig reel fortvivlelse.
Men altså, der var skam momenter med svært handicappet sammenspil. Men hey igen, hvem sagde, at det skal være pensionist-old school-sammenspil? Det er måske noget af essensen; lad det nu ligge, om det er dit eller dat. Lyt og se. Tænk.
Simon Roy gav en fin vinkel på de tanker, jeg havde omkring koncerten: Når man har spillet så meget straight improv (med alle de underliggende regler, der er) som de har, så begynder man også at kunne bevæge sig ud over dem eller at ville lege med dem – eller bare fucke med dem. Klart nok! Op med det! Distance! Der er ingen regler – jo, der er – det er der jo i og for sig ikke, selvom man tit indordner sig visse sociale (høflige) konventioner i håbet om at komme et bestemt sted hen. Men det er musik. Grammatik, altså. Det er et system, og improv/intuitiv musik, as well. Et system er et objekt, der kan manipuleres med og ændres eller bare ignoreres, ligesåvel. Det er ikke, fordi man skal, det er bare, fordi man kan, og man kan, hvad man vil, og jeg har svært ved at se Krestens utrolige surface-improv-valg som andet; impro’ens Garageband. Følelser(“intuition”) som objekter, der kan udsættes for lidt af hvert; systemkritik, andre objekter, hån eller pure big love.
Moodiepal var vist mest bare moodie og kørte vognen således – og fair nok med det, dog med det konceptuelle bagland, han nu engang har bevæget sig i – berørt & smittet af den omkringliggende kultur, vel.
Friis var nok den mest involverede (= mindst distancerede) og den, der klart havde sværest ved at spille. Bearbejdning. Beslutninger; valg, der skulle omregnes. Hun havde ingen kaniner at trække frem, ingen platheder, ingen konceptuelle referencer, blot sig selv og sin intuition – ikke umulig-Moodie og Krestens til trods for deres … ja … fuck, mand. Hun var ude og skide. Wow.
Cliffhanger. Man holdt vejret, så de bekymrende pandefolder, de punkterede strategier, lysten, viljen, forvirringen.
Jane Austen & Michel Serres. Uhyggeligt! Smukt også, på den der pinlige måde. De der Phil Niblock-film … rent arbejde! Work work work.
Hun brugte det mest af koncerten på at indstille sin MS-10 på det, hun syntes passede til den givne situation, men da hun var klar og sang en enkelt tone (hun havde sluttet en mic og en pedal til MS-10’eren, tror jeg), så var helheden forrykket, og hun måtte starte forfra. Sikke et syn. Tit sad hun også bare. Som om hun enten ikke gad eller havde lyst til at bidrage til den situation, de to, øh, hanner havde frembragt. Hvilket var fuldt ud forståeligt.
Selv har jeg det til tider sådan, at når man er et sted, der ikke fungerer så godt, så holder jeg ikke op med at spille, men prøver at spille anderledes eller at skubbe til de andre på en anden måde for at komme væk fra det sløje sted. Men det kunne være, jeg kunne lære noget der. Kviksandsmetoden. Hvorom alting er, virkede det til, at det ikke var et dårlig valg, selvom det så lidt trist/ubehjælpsomt ud. Hvilket jo af og til ikke er så kønt et syn. (Der har vi den der hyper-æstestik igen! Skal det død og pine være et kønt syn?)
Var der tale om en art musikalsk fortolkning af Game of Thrones? Det kommer jeg pludselig i tanke om. Der er lidt for mange brikker, der falder på plads, hvis det bliver det konceptuelle anker. Men hov, taler vi ikke om intuitiv musik? Den her koncert syntes at åbne et utal af døre, og stadigvæk syntes der bare at være to gange til alle de døre.
Den har bragt så mange dejlige diskussioner ind i mit sind. TAK!
De to måder at se det på var: Enten var det en dårlig koncert (ikke nødvendigvis for os, men for de spillende; de var trætte eller gad ikke eller havde bare ikke lyst … eller noget andet (højst sandsynligt)). Eller også lavede de et virkelig vildt overskudsslag til impro-musikkens forstokkethed i dens påstand om frihed. De var dog ikke så overbevisende i deres levering i så fald, men de er jo heller ikke skuespillere.
Eller?
Jeg kommer også til at tænke på, at måske er det ikke de to muligheder, det gælder om, men om lytteren. Jeg har givet meget til den her koncert, som formentlig slet ikke var der, men som igennem koncertens dynamik alligevel har kunne give mig et meget ambivalent og (på bedst mulige måde) forundret syn og tanker om musikken/situationen, jeg hørte og oplevede.
* som i, at et konceptuelt greb mister sin distance og vedkender sig sit menneskelige/følsomme ophav.
