Graham Lambkin, Vilde Tuv & Paisajes – En virkelig god aften i sin sammensathed
An evening w Graham Lambkin, Vilde Tuv & Paisajes at Mayhem. 29. november 2018 – Reportage af Claus Haxholm, foto af Yuko Zama www.erstwhilerecords.com
Aftenen startede med Paisajes, der betyder landskaber – og navnet både som klang og betydning passer ganske godt til en ret retrospektiv form for ambient musik – akustiske pianoer, der bliver afspillet over skyer og tåger af støj og mere harmoniske flader. Fladerne bestod dog vist mere af rumklang end synths, der var iblandet lave field recordings, eller måske var det støj fra båndmaskinen. Det var svært at regne forholdet mellem computeren og båndmaskinen ud. Et relativt minimalt set-up med en bærbar og en båndmaskine, begge af flot design. Jeg troede først, der var en skarp konceptuel tilgang til deres forhold, men ret hurtigt viste det sig at være mere poetisk baseret. Det, jeg havde sværest ved i den første koncert, var Paisajes’, i mangel på bedre ord, “underdanighed” i forhold til ambientmusikkens arv.
Jeg havde desværre meget, meget svært ved ikke at tænke på en vis brite, som havde en anden form for narrativ/samfundsrelateret struktur at lægge det hele på. Det manglede lidt, og jeg havde håbet, at der så ville være et tankespil mellem de to teknologiers møde, og det skete også til sidst, da båndmaskinen – utilsigtet, går jeg ud fra – begyndte at brumme, samt at computerens lyd begyndte at fade ud.
Jeg tror ikke, det var planlagt, og ellers var det en pointe, der kom meget sent i forløbet, men lige dér begyndte der at ske noget. Der kom en skuren; et forhold, som stak i flere retninger eller i det mindste imod sig selv; noget, der kunne undersøges. Og så stoppede koncerten, så altså ikke meget Erstwhilesk auditiv materialeforståelse, og fred være med det, om end jeg savnede det lidt. Meget fin og rolig opstart på aftenen, der i øvrigt var ret stille og rolig hele vejen igennem med stolerækker, te og vafler.
Graham Lambkin startede med at fortælle, at til koncerter plejede han normalt kun at gøre én ting, men at i aften ville han gøre tre forskellige/adskilte ting. Han startede med en tekst – et digt kan man vel næsten kalde det – fremført med hans typiske dybe rolige røst, som snart gik over i at blive mere og mere opløst, som rene lyde, uden dog at blive direkte improv-ekspressionistisk.
Så skulle der rykkes på sten, primært mursten, og samtidig begyndte en optagelse af Graham og en ven på en strand. Man hørte bølgerne et sted derude, naturen. Ligeledes hørte man tydeligere, når der trådtes på sand, og at der blev rykket rundt på sten, i den ene virkelighed (vores) blev stenene rykket rundt på en dynamisk og ekspressiv måde, nærmest kantet og demonstrativt, mens de på optagelsen syntes at have et lidt mere tilfældigt og luftigt smidende liv – ligesom i teksten forinden blev der talt om bevægelse, mest igennem skibet som metafor og som et reelt fartøj, bølger og steder. En art associative samtaler.
Mens optagelsen kørte, lavede Graham forskellige handlinger. En flaske blev gledet på vægge og andre objekter, der blev rykket på flere sten, og så tog han en 12-strenget guitar frem og trommede på (guitar-)kroppen – og fra at have ligget og vugget imellem poetisk og en eller anden form for kommenterende adfærd blev koncerten herfra mere og mere poetisk og centreret om klangmaterialet (og altså ikke, at det ikke havde handlet om det før, men der var også andre lag i spil på en anden måde); at det pegede mod et trancemoment, er måske så meget sagt, men det er heller ikke helt ved siden af. Trommen på guitarkroppen med den runde dumpende klang blev ved og ved, og der begyndte at blive rykket lidt på strengene, men fokus var klart på det rytmiske element. Afslutningsvis landede vi med stemmen igen, som kom ind i den sidste del, hvor guitaren blev stillet pænt tilbage igen, og der var mere luft til stemmen i rummet.
Til trods for at flere af elementerne i sig selv virkede lettere akavede (dog rimelig intenderede), må jeg bare sige, at det blev fremført med en ærlig jordbundet attitude, der trak det væk fra en kunst-magisk højstemthed til en ganske særlig britisk type eksperimental musik-attitude, jo ofte blander den matte domestiske gråhed med vis lune, vilje og poetik. Det gjorde, at det bare virkede – altså at vi alle, som publikummer, ville det her, hvilket også gjorde, at “koncerten” eller “performancen” (alt efter hvor man er i sit liv) bar mere præg af en mærkelig slags læringtime.
Det handlede for mig på mange måder mere om forståelse (altså som “tolerance” og ikke analyse) end om et hermetisk lukket tidsligt objekt, som vi kunne stå og kigge på og nyde og så gå hjem igen.
Ikke at det ikke var æstetiske handlinger, men der var altså også andre ting på spil, som gjorde oplevelsen helhjertet og problematisk; der var noget, der blev spurgt om, kommenteret og ikke mindst forhandlet. Rigtig, rigtig dejligt at se og være med til.
Sidst, efter et par vafler og at snakken havde gået, spillede norske Vilde Tuv en mærkelig koncert. Altså, det var ikke mærkeligt som sådan. Det var et klart og utvetydigt koncertformat med Vilde Tuv på gulvet med sin computer, guitar, fløjte og mikrofon og et lille fint tæppe, og var der også lidt stemningspynt/talismaner/support-objekter? Nå, men det mærkelige bestod måske mere i den meget personlige og ret harske blanding af new age-musik og 90’er-trance-mellemstykker. To typer musik, der har haft revival de sidste par år, hvoraf den sidste nok ikke helt er brændt ud endnu, og dermed fungerer disse genregreb som kulturforbrugerens halvkolde rester. En slags zombie-kannibalistisk musik? Men ud over at have den funktion, som jeg er i tvivl om var bevidst eller ej, så virkede det hele også stærkt sentimentalt – hvilket lydmaterialet taget i betragtning nok ikke var så mærkeligt.
Men også fordi Vilde Tuv synger sange over på. Sange, der tydeligvis betyder noget for hende og er følelsesladede på en måde, der gør, at jeg det meste af tiden stod og lige dele grinte, tænkte og fældede vemodstårer for så at tænke og smile af det meget umage par, der udklang foran mig. Fin, fin musik, om end igen lidt mærkeligt forbundet med Parsajes’ retrospektive holdning, tør man sige “undersøgelse”? Nok ikke rigtigt, men dog med meget mere på spil, både personligt (hvilket ikke nødvendigvis er bedre i sig selv) men også igennem dét, at hun potentielt i hvert fald bruger sin egen historik, nok ikke så meget i forhold til new age-musikken, men jeg kan snildt forstille mig, at der har kørt halvgamle trance-baskere på en storebrors værelse eller noget i den dur, som på den måde er kommet ind og blevet en del af cocktailen Vilde Tuv.
Tja, måske en lidt grov analyse og lytning, men der var absolut en eller anden semiotik, der blev spillet med, og i kombinationen med følelsesladede sange blev det en ret dejlig/mærkelig/uforløst rebus, man kunne stå tænke lidt over.
Alt i alt en virkelig god aften, og noget, som jeg synes fortjener også at blive kommenteret, er selv arrangementet, som på en sjov måde var som selve aftenen – fuld af minder, mere avantgardiske tendenser, smuk og mærkelig i sin sammensathed.
Vi skal efterhånden ret langt tilbage, før jeg husker et program, der var været så uensartet, uden at der gik idioti i den. Samtidig passede alting nydeligt sammen, alting lettere ambient osv., men bevæggrundene for hver af de optrædende virkede (jeg ved jo ikke, om de reelt er) himmelvidder fra hinanden. Så dermed vil jeg bare sige til Alfredo Benutti og Frans Ibon: Supergodt set og booket, sat sammen og lavet og ryddet op (håber jeg!). Det var fornemmelsen af en venners aften, som formåede at række længere ud end vennekredsen, og så synes jeg, det er helt fint at bruge dem, man kender og holder af.
Hvis jeg skriver flere koncertanmeldelser, tror jeg, at jeg vil begynde at se meget mere på programkurateringen; det gav den her aften mig i hvert fald lyst til med sin lige dele intellektuelle og poetiske balancekunst.
Info: Graham Lambkins seneste udgivelse udkom på det amerikanske eksperimentallabel Erstwhile den 24. november, “Green Ways” af Áine O’Dwyer/Graham Lambkin.
