Hauntology – En introduktion til Mark Fisher og mislyden af den umulige fremtid
Af Emil Grarup – Photo courtesy of Repeater Books.
Det var ikke indtil for ganske nyligt, at jeg stiftede bekendtskab med den britiske kulturteoretiker og musikskribent Mark Fisher (1968-2017), også kendt som k-punk. Jeg læste det norske kulturtidskrift Vagants nekrolog i forbindelse med hans nylige død og stødte her første gang på begrebet ‘hauntology’ i forbindelse med hans bog “Ghosts of My Life”, en samling essays og blogindlæg fra hans hånd, udgivet af det britiske forlag Zero Books i 2014.
‘Hauntology’ er en neologisme, et koncept, som har sin oprindelse hos den franske filosof Jacques Derrida, en sammensmeltning af ordene “haunt” og “-ontology”. Med Derrida kan man sige at hauntologien forsøger at afdække rummet mellem det værende og intetheden, at hauntologien undersøger mødet med det fraværende. I musikkens tilfælde kan man tale om at høre dét, der ikke er der, at fremmane det fraværende som en slags genfærd.
I et interview med dubstep-kunstneren Burial for The Wire i 2007 karakteriserer Mark Fisher vores tidsånd i det senmoderne som værende “essentially hauntological”. Vi præges af hjemsøgelsen af de begivenheder, som ikke har fundet sted, og de beslutninger, vi ikke har traf, og af de “tabte fremtider”, som aldrig får lov til at materialisere sig: Hjemsøgelsen minder os om umuligheden af det andet, om den fremtid vi ikke kan forestille os.
Denne idé om den tabte fremtid beskæftiger Mark Fisher sig indgående med og binder det op på sit koncept om ‘capitalist realism’ som et paradigme, der dikterer, at der umuligt kan findes et alternativ til kapitalismen. Netop derfor tager han også fat i James Kirbys The Caretaker-projekt og dennes album “Theoretically Pure Anterograde Amnesia” fra 2005 som et eksempel på denne hauntologiske musikalitet. På det 72-numre lange udspil fordelt på seks cd’er tematiseres den fremtidens umulighed ved at lade melodistykker fra 20’ernes og 30’ernes ballroom-musik nærmest blive fortæret af de knitrende støjlandskab, han lægger som grund på pladens numre.
Denne fortæren er netop en billedliggørelse af det ‘anterograde’ hukommelsestab, en tilstand af ikke at være i stand til at danne nye minder, og derfor ikke kunne komme videre fra de gamle: At blive fanget i retrospektionen. Men er dette ikke den senmoderne tilstand par excellence, spørger Fisher: Er tilbageblikket ikke vores primære måde at anskue verden på, når vi lever i en verden så ustabil, at den er urepræsentérbar?
Hauntologien er altså ikke så meget et spørgsmål om et fælles musikalsk udgangspunkt, men mere omkring en fælles sensibilitet, en fælles måde at bearbejde sin samtid på, som især er præget af en allestedsnærværende melankoli og en fascination af, hvordan teknologien materialiserer hukommelse på, og hvordan den tilslører, at tiden er gået af led. De kunstnere, som Mark Fisher nævner: The Caretaker, William Basinski, Burial, Mordant Music, Philip Jeck blandt flere, repræsenterer alle en praksis, der på forskellige måder har ladet materialiteten inficere deres lyd.
Netop derfor giver det også mening at fælleselementet for den musik, som Mark Fisher kalder hauntologisk, er knitren fra det medie, vi møder musikken igennem: ‘the crackle’, som han kalder det. Hvad denne knitren gør, er at afsløre en slags ‘temporalpatologi’, som vi i en tid domineret af digital lyd er blevet fremmedgjort overfor: Illusionen om at vores samtidighed med musikken, at musikken er immateriel. På denne måde bliver denne knitren en insisteren på musikkens materialitet, en insisteren på at geninstallere den mulighed for tab, den skrøbelighed, som digitaliseringens replikationsparadigme har udraderet ved sin arkivvirksomhed. Derfor er historien om William Basinskis “Disintegration Loops” fra 2002 næsten ironisk, mener Fisher, idet at det er i transformationen fra analogt til digital, at tabet – nedbrydelsen af båndet – sker, er næsten for godt til at være sandt.
Således giver det mening at kæde hauntologernes fascination af det analoges materialitet sammen med deres musiks melankoli, fordi man kan læse denne fascination som fremprovokeret af en mangel: De vender sig mod det fortidige, netop fordi de ikke kan andet.
Info: Hvis man vil læse mere om Mark Fisher, henviser vi til hans udgivelser på Repeater Books og Zero Books samt websitet k-punk.
