Strøtanker i anledning af nyt urørligt Yo La Tengo-nummer
Yo La Tengo er en slags superhelteband i min verden. Ikke kun fordi jeg har fulgt dem fra omkring årtusindeskiftet, men også fordi det er sådan et band, der kan give sig i kast med et utal af genrer uden at knække nakken – eller miste sig selv i processen. De kan skrive bedårende små 60’er-poppede, vatindpakkede vuggeviser, velturneret alternativ guitarrock, svampepop med marimba, improviseret jazzet flirt med blæs og percussion men også krænge vrangen ud på deres nuttethed med heftige guitarudladninger (deres nussede folkeskolelærer-look til trods er det nok ikke tilfældigt, at de har navngivet et af deres album ’I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass’).
Til januar udgiver Hoboken-trioen deres 13. studiealbum, og i den anledning har de sluppet nummeret ’Before We Run’ løs på nettet med tilhørende billedside. Videoen er en forholdsvis forglemmelig, kunstskoleagtig oplevelse – så lad os gøre det! Men nummeret demonstrerer til gengæld gruppens fortsatte relevans. Yo La Tengo kan skrive overjordisk gode melodier (hør ’Tears Are in Your Eyes’ og dø!), men de kan også male meditative stemningsbilleder et sted mellem dagdrøm og stoflig eskapisme, hvor det melodiske element ikke så meget er en rød tråd som en diskret rejsefører. Sådan hører jeg ’Before We Run’, hvor Georgia Hubley synger sig igennem den omkvædløse komposition med perfekt søvngænger-coolness, og brugen af strygere og blæsere er optimalt doseret.
Den mildt hallucinerende, solblegede stemning fik mig til at genbesøge ’Summer Sun’ (2003), et af de mere omdiskuterede værker blandt gruppens fans. Forstå mig ret, jeg er også dybt forelsket i de overlegne hovedværker ’Painful’ og – ikke mindst – ’And Then Nothing Turned Itself Inside-Out’. Men jeg har også altid elsket ’Summer Sun’ for sin imødekommende varme og den tilbagelænede eklektiske og fredsommeligt trippende tone, hvor der gennem de åbne (bevidstheds)sluser drypper inspiration fra både bossanovaens levende rytmik, krautrockens hypnotiske monotoni og jazzens frie former (’Let’s Be Still’ lyder i sekvenser som noget, Miles Davis kunne have brygget sammen i et fusionsglad indfald – hvis han vel at mærke havde kunnet lade trompeten spille en birolle).
Om ’Fade’ bliver sådan en type album, ved jeg selvsagt ikke endnu. Men ’Before We Run’ har gjort, at jeg pludselig glæder mig overraskende meget til albummet, og sat mig i gang med at genlytte bagkataloget på kryds og tværs. Så meget kan ét lille nummer gøre.
’Fade’ er ude den 14. januar via Matador.
