Indånder kvælstof producerer ideologi – med Reverie, Thulebasen og Jonas Okholm i Sejerø Arkivet (interview)
Af Simon Christensen
Sejerø Festival har i de seneste fire år præsenteret musik, kunstværker og skabt en ramme om koncerterne derude på øen, som arrangørerne tidligere har kaldt “et monument over en følelse”. Hvert år har de haft diverse videooptagelser og billeder med hjem fra festivalen som dokumentation – og i år har Sejerø Arkivet udvidet sendefladen med både radio, koncertoptagelser og tekster.
Passive/Aggressive har været i Sejerø Arkivet og fundet tre udvalgte optagelser med Jonas O., Thulebasen og Reverie herunder, som du kan høre nederst. Se hele Sejerø Arkivet her: http://sejero-festival.dk/archive/
P/A: Hvorfor har I lavet Sejerø Arkivet – og hvorfor på den distinkte måde, fx med videoptagelser fra et rum ved siden af livekoncerten? Hvorfor er der også “tekster” med i arkivet?
Thomas Buhl Wiggers: “Alle begivenheder har jo et arkiv på en eller anden måde. Nogle gange bare i folks hjerner – som minder. Måske det bedste arkiv?! Andre gange bliver det jo brugt mere eller mindre bevidst til at lade den allerede skete begivenhed fortsætte ud i evigheden/intetheden. Vi forholdt os til, at vi havde behov for at dokumentere det, der foregik, samtidig med at vi ikke havde lyst til at gøre det ved at vise jublende publikummer, kysseri, overlegenhed, lykke, inderlighed (det værste) etc. Så ligesom med det meste andet herovre lader vi det finde sit udgangspunkt i det lille/store dilemma, der er indlejret i ethvert sekund. Men nogle gange er der et øjeblik der bare er kønt og det kommer også med engang i mellem. I år har vi spurgt folk, der arbejder med andre medier, om at lave dokumenter over festivalen/øen. Theis Ørntoft har skrevet en lang tekst, og vi går tålmodigt og venter på, at radioholdet sender deres, som vi glæder os utroligt meget til.”
Digter/musiker Theis Ørntofts bidrag til Sejerø Arkivet er bemærkelsesværdigt. “Indånder kvælstof producerer ideologi,” kalder han det at være til stede på øen. Han skriver blandt andet også rørende om Reverie:
“Lørdag nat overværede jeg koncert med orkestret Reverie. Det unge blackmetal-orkester, Reverie, som jeg aldrig har hørt om. Jeg havde været alene ude og gå lidt rundt i natten, på jagt efter nogle smukke og rørende oplevelser. Kiggede lidt på stjerner nede fra stranden, stødte ind i Kristina i mørket på tilbagevejen, vi satte os ned og talte om ting der var hændt i hvert vores liv.
Nu kan jeg se toppen af koncerten hen over hovederne på resten af publikum, tre kroppe med langt sort hår i forgrunden, okseryggen de har spiddet på en pæl og sat midt på scenen, gennemlyst, orange og hvid. Trommeslageren er usynlig for mig.
Hvis nogen bad mig nævne en egenskab, ved et menneske eller ved et fællesskab, som skal være til stede før jeg for alvor kan interessere mig for det, ville jeg nævne dødsdrift. Jeg har haft det fint under festivalen; jeg har siddet i solen og drukket mig fuld, jeg har hørt musik fra det gamle Afrika, haft overskuelige psykoser og været nede og natbade. Jeg har haft det fint og forventeligt, men er ikke stødt på dødsdrift.
At jeg fik tårer i øjnene under Reveries koncert, ved jeg, har sine årsager i dette. Al min ulykke forsvandt med det samme de begyndte at spille, det var en mærkelig gråd, jeg blev aggressiv af den. Reverie kom og dannede en lille sort prik i min psyke, og inde i den prik spandt de et solsystem med tusind kældre, de kloakerede min bevidsthed og ledte alle minder ud i regnskov og rumrejse. En gruppe spørgsmål meldte sig, men de flaksede op og forlod min hjerne så snart jeg forsøgte at besvare dem: Er det spædbørn eller chimpanser der skriger bag min barndom? Bebor jeg kroppen som en turist i bakterierne? Verdenshadet, det gamle Had, som lyser rødt i sit omrids og flakser væk i mørket hver gang nogen griber ud efter det; man tror det kan tæmmes med kærlighed og accept. Men det vil ingen forsoning. Det vil ingen ende.
Hvorfor tager folk ikke tøjet af hvorfor er livet så kort
hvorfor opstår der ikke orgie i laden når nu vi bare kan gøre det
her er kun os der betragter
en hellig løgn i vragstumperne en hares flugt i billygterne
det røde brag
hvorfor graver ingen sig ned ude på engen
når man kan trække vejret gennem sugerør og havet er så nær hvorfor flyver bierne rundt og bestøver sig selv
hvorfor, hvorfor, hvorfor.
Der findes mennesker man ikke behøver at sige noget til, for man udsender den samme sonar, man har set den samme barndom. Man sidder og spiser et måltid sammen i en støvet, kinesisk handelsgade, man er færdig med at spise, man kigger på hinanden, og smiler. Smilet er nok, eller gråden. Det er så befriende ikke at skulle forklare sig.
Senere på natten mødte jeg trommeslageren udenfor, han sad alene og røg, jeg sagde: Tak for koncerten, du, den var god. Men dette var allerede alt for meget, det var overflødigt, det var slet ikke nødvendigt at tale.”
