Passive/Aggressive

Jomi Massage – Et uddybende interview om et kunstnerisk nu / nu

Feature May 26 2014, af passive/aggressive
jomimassage foto_wundergrund

Af Simon Christensen. Foto af Wundergrund.

Signe Høirup Wille-Jørgensen er under sit alias Jomi Massage (også Speaker Bite Me og Dråbers Logik) – om hun vil det eller ej – blevet ét af de mest relevante symboler på en kvindelig eksperimenterende instrumentalist og komponist i forlængelse af kønsbalance-debatten, som har konkluderet, at langt de fleste musikbranchefolk og musikere, i særdeleshed instrumentalister, er mænd. Heldigvis er symbolikken som sådan ikke forceret i [oplevelsen af] Jomis musik, for hun er i hele sin udtryksform først og fremmest optaget af det konkrete kunstneriske output og vokalen som instrument. Der er nemlig en tendens til at være på samme tid ude på herligt dybt vand og særdeles nede i stoffet, også selvom det kan balancere på grænsen til det fortænkte til min personlige smag. Vi har på Passive/Aggressive en subtil idé om at skrive om kunstnere, der enten er blevet underset, eller skrevet meget, men ikke tilstrækkeligt oplysende om.

Desuden har Signe Høirup Wille-Jørgensen for nyligt startet The Being Music – et koncertarrangerende DIY-label, der inkluderer Jomi Massage, violinisten Birgitte Alsted, bandet We Like We, videokunstneren Anna Maria Hellgadottir og samarbejdsprojekter med blandt andre Maria Laurette-Friis, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Mette Rasmussen.

P/A: Hvad var visionen med “Primitives” (der udkom i 2013), og hvad handler pladen om?

Signe Høirup Wille-Jørgensen: “Vision/mission var at skabe et rum, hvor kontrasterne – lille/stor, høj/lav, støj/stilhed, konstruktion/dekonstruktion – blev udlignet til at være samme felt, og at der på tekstsiden blev skabt en dvælen ved det fortabte og forhåbningsfuldheden. Fra helvede til zen var intentionen. Den kom stille og roligt over fem år. Egentlig er det en konceptplade, men jeg dvæler ikke ved koncepterne/dogmerne. Bruger dem kun i skabelsesøjeblikket. Jeg har arbejdet med rabiate skæbner som inspiration til min egen frustrerede gang på denne jord. Skrevet fiktive dagbøger og lænet mig op af min intuitive formåen, når det kom til lydsiden. Lyden skulle være velkommen og frastødende. Derfor denne lette kollageform af melodi og lydkunst.”

P/A: Hvordan ser du din egen kunstneriske øh åndelighed, altså levevej og kunstneriske valg? Hvad er det, du går efter som musiker (lever du som fuldtidsmusiker, fx)?

(SHWJ): “Jeg er en stolt komponist og musiker. Jeg gør en lidt overdrevet ære ud af at sige, at kreative mennesker skal acceptere, at vi har en finger oppe i himlen og derfor pligt til at videregive denne form for magi til virkeligheden. Jeg lever af min musik, men kan i perioder, hvor det ikke er pengegivende projekter, der tumles med, arbejde som massør. Jeg uddannede mig tilbage i 2006, da jeg fik det treårige arbejdslegat fra Kunstfonden – og tog et kørekort. Det er min måde at undgå at skulle sige ja til opgaver, der kunne føles som et idealistisk tab, som fx reklamefilm eller andre mærkeligt virkelige ting. Nu mangler vi kun en eller anden form for pensionopsparing. Det er et sejt træk at kaste sig ud i at ville leve af sin kunst, men jeg var heldigvis ung og tankeløs, da jeg startede, og nu kan jeg ligesom ikke forestille mig andet, lige meget hvor mange børn der skal have mad i munden etc.”

P/A: Din remix-plade “ReActs On Primitives” involverer en række – efter min mening – superspændende kunstnere, som sætter kunsten foran omtalen/hypen/mediehjulet. Hvordan ser du modsætningen/kontinuummet/adskillelsen mellem musik og mediepositionering?

(SHWJ): “Jeg tror ikke, jeg kender nogen, der sætter mediehjulet før kunsten/musikken… [I beg to differ, red.] Og de medvirkende er alle mennesker, der er musik, helt i knogleform. De er mennesker, som jeg respekterer og beundrer. Det var en selvfølge at spørge dem og en stor glæde, at de alle sagde ja. Det skulle jo være mennesker, der var med på at tage remix-tanken et skridt videre. At lave en lydlig reaktion med helt frie tøjler. Deres reaktion på Primitives som helhed. Stemningen. Nogle valgte flere spor fra forskellige numre, nogle var mere nummerfikseret, nogle har genskabt numre i deres egne fortolkninger. Jeg synes, det er en vild plade, i sig selv, som selvstændigt værk.

P/A: Hvad er din begrundelse for at arbejde sammen med hhv. Søs Gunvor Ryberg, Nils Gröndahl og Mette Rasmussen?

(SHWJ): “Kort sagt: Fordi jeg synes, de alle har et genkendeligt vovemod og interesse i lyd, som kan vække spejlingsrefleks i mig.

Søs kender jeg ikke personligt, men har altid fulgt med i hendes gøren og nydt, at jeg aldrig kunne blive klog på, hvor langt hendes tanker må drive for at få de idéer, hun får. Da jeg modtog hendes bidrag, var det endnu en gang en fest, jeg ikke helt vidste, om jeg ville føle mig tryg ved. Så alt var godt.

Nils Gröndahl er en gammel ven. Jeg har fulgt hans opbygning af sin soloside og nydt det i fulde drag. Jeg har selv spillet en tre timers lang improvisationkoncert med ham, og efter det ved man, at man kan alt sammen. At høre min musik fortolket af en mand, der synger tysk, var overraskende, men det føltes helt beslægtet.

Mette Rasmussen er jo ikke med på pladen, men har været med ved en koncert i Jazzhouse. Jeg har kun set hende spille på videoer og mødt hendes brændende sind en enkelt gang. Jeg er fascineret af, at et instrument med så heftig og lang en historie som saxofonens endnu en gang kan føles som en førstegangsoplevelse. Sådan havde jeg det med hende. Hun gør mig tryg i al hendes afsøgning. Giver mig tro på verdens gang.”

P/A: Hvorfor er “ReActs” overhovedet interessant for “Primitives” som ‘værk’?

(SHWJ): “Alt, hvad der kan prikke til menneskers unikheds-bavl, interesserer mig. Jeg synes jo som udgangspunkt, at al lyd er ens, men det handler om måden, komponisten takler det på. Der er intet, der længere kan opfindes. Det handler om at opfinde måder at forstå og udvikle. Hvorfor skal et stykke musik kun leve på ét plan i sit udgangspunkt? Jeg har aldrig forstået det og altid kigget misundeligt på den traditionelle jazz, hvor et nummer kunne få hundrede forskellige former. Jeg har selv indspillet musik i flere former med Jomi, lavet en decideret hyldest til inspirationskilder med Speaker Bite Me “Action Painting”, og “ReActs” her er endnu et lille prik…”

P/A: Kan vi komme nærmere ind på, mere konkret, rent musikalsk på din plade, hvad tænker du over mht. stemmeføring / brug af vokal / alsidig brug af stemmen som udtryksform? Komposition > masser af rum og plads og bund og dissonans?

(SHWJ): “Jeg har aldrig været på udkig efter ”min” lyd/”min” stemme. Jeg søger, hvad der passer til de ord og den musikalske bund/top, der ligger i nummeret. Det er naturligt for mig at finde på ting, jeg ikke formår, og derfra lære det. På “Primitives” er der tilpas mange forskellige skæbnesfortællinger, til at jeg måtte indse, at et fælles vokaludtryk ville være absurd at forfølge. Derfor håber jeg meget, at man føler, man møder både mænd og kvinder på pladen, selvom jeg er kvinde, fx.

Jeg har arbejdet meget med klang på denne plade, fordi det gik op for mig, at jeg meget sjældent selv lytter til verden som tør, og da det gik op for mig, at det måske kun er i musikstudier, man arbejder med tørt (grundspor), og så arbejder man klangen frem bagefter, gik det op for mig, at jeg skulle arbejde med klang fra starten. Og meget af det. I dårlige mikrofoner, hvis de føltes bedre mod læberne end den dyre etc. Det skulle være en fysisk behagelig omgang at indspille. Psykisk er altid en anden snak…”

P/A: Jeg har ikke helt tal på, hvor mange plader du har lavet i diverse grupper, men hvis du tog en status lige nu, hvor ville du så sige, at du er, og hvad har været definerende i din karriere for dit “nu”?

(SHWJ): “Jeg er simpelthen bare stolt og glad for at få lov til at lave så forskelligartede ting, som jeg gør. Andres opgaver, mine egne idéer, store institutioner, con amore-projekter, film, udstillinger, radio etc. Det er lykkedes at få en idealistisk og konventionsrystende indgangsvinkel til det at lave musik til at skabe genklang, der kan bruges i alskens kulturelle rammer. Bare det bliver ved.”

P/A: Ser du dig som “kunstner”/”musiker” eller som hvad?

(SHWJ): “Jeg ser mig selv som komponist. Men vel også musiker, kunstner, kurator og anden almen initiativtager i mange af livets små sammenhænge…”

P/A: Hvad er planen med The Being Music (er det et label som sådan?) – og hvorfor var det nødvendigt for dig?

(SHWJ): “The Being Music er et selskab, en platform i mangel på et bedre ord. Den er kurateret af mig, hvilket vil sige, at jeg er en formgiver og inspirator, der bliver formet og inspireret af de mennesker, jeg inviterer til at medvirke, udgive, skabe etc. The Being Music blev skabt for at se, hvad jeg ville skabe, hvis jeg havde et sådan selskab. Tanker om et sted for musik, der reagerer på omverdenen, men nok er for smal til at nå helt derud.

Der er flere ting på vej, og så har vi i øvrigt lige fået en håndfuld støttekroner til at få Birgitte Alsteds bagkatalog overført til digitale filer og gjort tilgængelige, og så skal We Like Wes første studiesession udgives: ”The New Age of Sensibility ”. Det er intet mindre end et klassisk opråb om en plads til ny oplysningstid fra en gruppe unge damer. Det kan man jo ikke andet end at byde velkomment.”

Info: “Primitives” og “ReActs” er ude nu. Følg The Being Music på beingmusic.com.