Passive/Aggressive

Jonas Kasper Jensen – En lydskulptur hørt fra syv forskellige vinkler

Kritik April 25 2017 JKJ_

Jonas Kasper Jensen “Layers of Bridges” (clang, 2017) – anmeldelse af Joachim Haugbølle

Jonas Kasper Jensen er uddannet ved kunstskolen i Frankfurt og har hovedsageligt beskæftiget sig med lydkunst – både under eget navn og som en del af gruppen WULKAN. På hans fjerde udgivelse, “Layers of Bridges”, fornægter hans kunstbaggrund sig ikke, idet albummet beskæftiger sig indgående med lytterens opfattelse af lyd. Det sker ved at lade lytteren møde en lydskulptur, der bygger på en konceptuel tilgang til støj og soundscapes.

Hvert nummer på “Layers of Bridges” er således forbundet til den samme lydskulptur. Skulpturen i sin helhed findes ikke, men numrene skal af lytteren ses som et permanent øjebliksbillede, hvor det er muligt at fordybe sig i skulpturens lyd. Idéen er, at lytterens fokus og fordybelse vil frembringe forskellige aspekter af lydskulpturen under de forskellige numre.

Lydskulpturen er rent tematisk inspireret af broer. Hver titel refererer således til forskellige typer broer og deres bygningselementer. En tematik, der velfungerende gør brug af metallisk brummende og ofte rytmisk støj og droner samt klaver til at skabe billeder af broens metal og beton.

Albummet lægger ud med det nærmest techno-inspirerede “Truss Deck”. Derefter veksles der mellem insisterende lag af repetitive klaverloops som dem, der fylder lydbilledet på “Stay Girder”, og brusende ambient som på “Floorbeam”. De mange lag af klaver og lydflader er en klar force for albummet og folder sig bl.a. ud på netop “Stay Girder”, hvis intensitet fanger lytteren.

Til trods for at albummets numre tager udgangspunkt i samme lydskulptur, bliver der gjort brug af støj på mange forskellige måder, og numrene skifter i udtryk. Ifølge pressematerialet om albummet skyldes det mange forskellige lag og settings, men det kommer også lidt til at fremstå som inkonsistens i konceptet.

Selvom lytning og lyden er i centrum, trænger Jonas Kasper Jensens kunstneriske baggrund og albummets konceptuelle restriktioner sig lidt på. Reglerne og den konceptuelle tilgang til numrene på “Layers of Bridges” er på visse punkter med til at begrænse udtrykket.

Alle numrene på albummet er således eksakt 5 minutter og 30 sekunder lange. Den fastlåste længde kan være en hæmsko for udfoldelsen af hvert nummer, men Jonas Kasper Jensen formår på det meste af albummet at forblive interessant inden for tidsrammerne, om end starten på albummet er en smule træg.

Overordnet er “Layers of Bridges” en solid udgivelse forankret i støj og ambient. Især Jonas Kasper Jensens brug af mangefacetterede lag af lyd og tematik gør ham værd at holde øje med fremover.

Info: “Layers of Bridges” er udgivet digitalt via selskabet clang. Jonas Kasper Jensen er for tiden også aktuel som en en del af udstillingen “On the possibility of life in ruins” i Huset for Kunst & Design i Holstebro.