Julia Holter – Kunst, pop, cembalo og hunde
Af Martin Hjorth Frederiksen – foto: Rick Bahto
Sympatien er essentiel. Når den er etableret, er der basis for tillid. For musikkritikere plejer italesættelsen af det sympatiske imidlertid at være en formildende omstændighed eller en måde at være flink på: ”Det er sgu ikke et mesterværk, du har lavet, men det er et sympatisk forsøg…”
Julia Holter har imidlertid begået en sympatisk og forrygende plade med ”Have You In My Wilderness”. Der er ingen vej udenom, men der er heller ingen direkte veje. Klassiske instrumenter blander sig med synthesizer, jazz bliver til pop og lejlighedsvis kunst. Alt snor sig som ældgamle oliventræer i Agrigento eller beskedne bække omkring Ry. Stort og småt, altid med værdighed: Julia Holters seneste udspil er fyldt med idéer, der bliver doseret så fornemt, at man endog kan tale om (gisp!) hendes mest fokuserede samling sange til dato.
Det betyder hverken, at hun tidligere har været ufokuseret som sådan, eller at der er tale om en egentlig afstikker. Siden 2011 har Julia udgivet musik, der leger med sangstrukturer og stryger rundt ude i periferien af popmusikken.
Det meste stryger. Langsomt. Lidt hurtigere. Små ryk i forskellige retninger. Disse bevægelser spiller en væsentlig rolle, og det skal jeg komme tilbage til.
Det hele starter med førstesinglen ”Feel You”, som hører blandt årets absolut smukkeste sange. Julia har aldrig været bange for at lade nysgerrigheden drive værket, og det er en uventet fornøjelse at høre et cembalo spille så markant en rolle i en popsang. Måske der endda er tale om en kærlighedssang i mere direkte forstand, end det sædvanligvis er tilfældet med den kunstskoleuddannede multiinstrumentalist.
Den stramme trommeproduktion på ”Feel You” skaber et fint fundament for udfoldelsen af de mange stemmer, der alle virker til at tilhøre Julia selv. På den måde akkompagnerer hun sig selv, reflekterer, støtter op med stemmer bag den ene, der får lov at benytte sig af ord. Ikke helt ulig de mere spøgelsesorienterede Grouper og Julianna Barwick.
”Have You In My Wilderness” er Julia Holters hidtil bedste og mest tilgængelige plade. Siden debuten i 2011 har hun stort set udgivet årligt, men efter det mellemstore gennembrud i 2013 tog hun sig længere tid til at finpudse disse 10 nye sange. Som altid er de ganske forskellige, men det samlede udtryk er lysere, hvilket understreges af den finere produktion.
Denne skaber både luft og dynamik, til tider endog formidabelt som i ”Lucette Stranded on the Beach”. Julia Holter kan gå fra det helt vindstille til tankestorme gennem maleriske hvirvelstrømme. Hun er tæt på naturen – også lyrisk – og det giver på sin vis mening, at netop hun kan udgive en single med en titel som ”Sea Calls Me Home”.
Med fokus på naturen er vi tilbage til de særlige bevægelser. I videoen til ”Feel You” sidder en rutineret, garvet og karismatisk hund på Julia Holters skød. Da hun stopper med at spille, springer den ned, og vi følger den løbe rundt. Julia følger trofast med. Hun er fænomenolog og kender til vigtigheden af at gå åbent til værks, møde verden uden fordomme. På den måde findes der ingen dygtigere fænomenologer end hunde, og denne indsigt forfølger hun som nysgerrig kunstner.
”Can I feel you? Are you mythological?” spørger hun i sit studie af sig selv, kærligheden, fænomenerne. Hendes musik er en undersøgelse, og både hun og jeg er ligeglad med svarene. Eller om de findes. Med ”Have You In My Wilderness” minder Julia Holter os om den skønhed, der findes i nysgerrigheden. Og så har hun i øvrigt udgivet en af årets dejligste og mest sympatiske plader.
Info: ”Have You In My Wilderness” udkom i slutningen af september på RVNG Intl. Julia Holter spiller i Lille Vega onsdag d. 4. november (RSVP).
