THE END – Reportage fra Unsound Festival 2012, Kraków
Af Tobias Corell
Efter tidligere i år at have flyttet festivalen til New York for en stund, var den 10. udgave af Unsound vendt tilbage til moderskibet Kraków, Polen. Festivalens musikprofil er umulig at definere, men den er nogenlunde delt op i lige dele lydkunst, dansemusik og forskellige muterede undergrundsgenrer. Unsound 2012 var udstyret med den kryptiske undertitel ”The End”, hvis formål var at agere overskrift og gennemgående tema for de forelæsninger, udstillinger, workshops, filmfremvisninger, fester/efterfester, utallige DJ-sets og koncerter, som ugen bød på. Det var en ganske stor mundfuld at sluge, men hvis man var tilstrækkeligt sulten, fik man serveret otte dage med enestående indtryk af den ypperste kvalitet.
Det hele gled i øvrigt meget lettere ned med fadøl til 6 złoty (ca. 11 kr.) og rigelige mængder honningvodka.
Ugens koncerter var spredt ud på 14 forskellige lokaliteter, de fleste så unikke, at det efter et par dage føltes ganske naturligt at gå fra en intim burlesque-restaurant til en kæmpe biografsal, for sidst på aftenen at lande til fest i et nedlagt luksushotel. Mere om det senere. Festivalens åbningskoncert blev spillet i en tidligere togremise, nu et teknisk museum i Kazimierz, Krakóws jødiske bydel. Duoen KTL, bestående af Peter Rehberg fra pladeselskabet Editions Mego og Stephen O’Malley fra Sunn O))), spillede halvanden times tordnende hård drone, inden de pænt bukkede og efterlod publikum med en flabet ”velkommen til Unsound”-agtig ringen for ørerne. Efter denne øredøvende start på festivalen havde man følelsen af, at være forberedt til ugens kommende koncerter, men den fornemmelse viste sig hurtigt at være et falsum.
Fra mandag til torsdag foregik aftenkoncerterne på Manggha, et japansk kunstmuseum på bredden af Wisla-floden med udsigt over til det gotiske slot Wavel på den anden side. Opsætningen på museet var simpel: pladebutik i galleriet, bar på første sal og koncerter i auditoriet. Ugens højdepunkt på Manggha var uden tvivl et trehovedet monster af et lineup der fandt sted allerede mandag aften. Amerikanske Kevin Drumm åbnede med modulerede, svævende sci-fi frekvenser, der langsomt byggede ovenpå hinanden for til sidst at slutte af med et brag af et elektroakustisk klimaks. Derefter fulgte Vatican Shadow, et ambitiøst technoprojekt med Dominick Fernow, kendt fra Cold Cave og Prurient. Forventningerne var høje, men blev også hurtigt indfriet da de iørefaldende rytmer spredte sig til det japansk-polske trægulv og Fernow leverede i det hele taget en overraskende dansabel omgang minimaltechno med knytnæveløftende overskud. Overgangen fra 4×4-techno til japansk noiserock lyder måske ikke så elegant, men der var nu heller ikke meget elegance over Keiji Hainos forsøg på at smadre et spotlys med sin vandflaske få minutter inde i Fushitsusha koncerten. Ikke desto mindre spillede han og resten af bandet eventyrlig og kompromisløs syre-støj i omkring 2 timer og var hjernen ikke allerede helt smeltet efter de to første acts, havde den nu fået samme konsistens som den sukkersøde hindbærsirup, som baren på første sal tilbød at komme i ens fadøl, hvis man ønskede at gøre øllen sødere og mere letdrikkelig.
Kuren mod denne cerebrale tilstand, smeltet hjerne, kunne man finde torsdag i Sankt Katarzyn katedralen. Julia Holter havde skrevet fire sange specielt til festivalen, og de blev akkompagneret af en strygekvartet fra Krakóws symfoniorkester. De fragmenterede folk-kompositioner var vellydende og yndefulde, men hun spillede kun 20 minutter og imponerede ikke synderligt. Da Tim Hecker og Oneohtrix Point Never aka Daniel Lopatin straks efter indtog scenen i deres debutkoncert som duo, var årets festival-tema ”The End” ikke længere latent tilstede i baghovedet, men fysisk mærkbart i både de oprejste hår på armene og i hårene på hovedet, der blev landingsplatform for de århundreder gamle cementflager der kom dalende ned fra katedralloftet i løbet af koncerten. Bygningen skælvede under den altomfattende synth-meditation der forløb over 60 minutter. Julia Holter fortalte næste dag med et blink i øjet, at hun frygtede for sit liv, da hun så koncerten under de dirrende malerier på væggen, mens Tim Hecker mente, at han og Lopatin havde gjort den katolske kirke en tjeneste ved at fjerne de allerede løse cementflager fra loftet uden at opkræve betaling. Skulle man have lyst til at prøve dette på eget loft, udkommer resultatet af duoens studieoptagelser på albummet ”Instrumental Tourist” d. 20. november på Software Records.
Eftermiddagene i løbet af ugen bød på forelæsninger om alt fra filmhistoriens fortolkninger af jordens undergang, til en introduktion til og gennemgang af den elektroniske booty-rystende musikgenre Miami Bass. Musikmagasinerne The Wire og Resident Advisor var mødt talstærkt op og kuraterede også en håndfuld af forelæsningerne. Derudover var der småkoncerter spredt ud over byen, alle sammen programsat så man teoretisk set kunne nå at se det hele. Det viste sig dog umuligt at få alt med, hvis man engang imellem ville foretage sig menneskelige ting, som at spise et måltid eller købe en flaske vand. Fordelen ved denne konstante bevægelse rundt i byen var, at man hurtigt blev bekendt med Krakóws forskellige distrikter og al denne aktivitet fik også tiden til at gå hurtigt og lige pludselig var det weekend igen.
En bizar dobbeltkoncert i biografen Kijow udgjorde opvarmningen til fredagens fest. De Berlinbaserede englændere fra V/VM blev båret ind i to kister, mens tv-billeder fra Winston Churchills begravelse rullede på det store lærred. Den ene mand rejste sig fra kisten og begyndte at mime en slags døds-karaoke til Michael Jacksons Earth Song og kort efter stod Leyland Kirby aka. The Caretaker op fra den anden kiste og mimede til Billy Idols White Wedding, afspillet i dobbelt tempo. Sådan fortsatte ”koncerten” den næste halve time, mens flere og flere af V/VMs kumpaner bidrog til showet iført dyremasker. Et mindretal af publikum var begejstrede og 20 minutter inde i koncerten virkede størstedelen højest lidt ligeglade med de besynderlige krumspring der foregik på scenen. Efter en kort pause trådte to pionerer inden for dark ambient, Lustmord og Biosphere, til. De to herrer havde, i modsætning til V/VM, taget deres seriøse ansigtsudtryk på, da de spillede uropførelsen af ”TRINITY”, et live-show blandet med feltoptagelser fra deres research-tur til New Mexicos atomprøvesprængte ørken. Stemningsfulde fotografier, der gennemgik atombombens historie, prydede det store biograflærred og billederne var faktisk så medrivende, at man ofte glemte at fokusere på musikken.
Derefter startede begyndelsen på enden: første dag med fest på Hotel Forum – et brutalt bygningsværk, der i sin tid tog 11 år at bygge og som kun lige nåede at åbne, inden Sovjet faldt i 1989. Efter at have døjet med oversvømmelser i mange år, blev hotellet endeligt lukket i 2002 og siden da har det stået tomt, skulende ned på årsagen til disse oversvømmelser; den ellers så rolige Wisla-flod. Fredag aften trådte omkring 1500 ærefrygtige gæster ind på de uspolerede gulvtæpper i lobbyen og fordelte sig mellem scenerne, bardiskene og kantinen inde i den enorme monolit.
Midt i uoverskueligheden blandt de 15 optrædende på 3 scener fredag aften, var der et par bemærkelsesværdige koncerter bl.a. med Interplanetary Prophets, en superduo med Chicago house legenden Hieroglyphic Being og den unge Not Not Fun upcomer Ital. Ultraydmyge Jamal Moss/Hieroglyphic Being havde dagen inden fortalt: ”I’m just gonna lay down the beats and let this guy do what he does” og med Itals insisterende rå synth og ekstra trommelag fungerede det langt hen ad vejen. Theo Parrish sluttede fredag nat af med et overbevisende skizofrent dj-set, der lokkede flere og flere folk til dansegulvet, indtil nøglen til hotellet blev drejet om kl 6 og gæsterne tog hjem for at lade op til næste dag, næste fest.
Sent lørdag eftermiddag var Unsound tilbage hvor det hele startede, nemlig det tekniske museum i Kazimierz. Der var ca. dobbelt så mange mennesker som til KTL for en uge siden, hovedsageligt fordi det var aftenen, hvor aTelecine skulle spille deres debutkoncert. Frontkvinden i dette relativt ukendte band var nemlig Sasha Grey, den tidligere pornostjerne og nuværende undergrundsdarling. Koncertren var en ensformig og banal affære, men det afholdt ikke samtlige pressefolk fra at være på plads på første række for at knipse billeder af det omdiskuterede multitalent.
Den polske aften var tåget og tankerne lå nok også et helt andet sted end hos Sasha Greys dunkle flimmermusik. For klokken nærmede sig 23 og gæsterne bevægede sig atter hen mod Hotel Forum. Hotellet havde mistet sin wow-effekt fra aftenen inden til fordel for en underlig tryg og behagelig fornemmelse. Dette skyldtes nok til dels de altid velopdragne, sobre polakker og de overraskende mange hensynsfulde briter og tyskere, der var ankommet senere på ugen end andre gæster. I det hele taget var det én af festivalens største bedrifter, at kunne tiltrække så sympatisk et publikum, der var på festival lige så meget for musikkens skyld som for festens.
Lørdagens største oplevelse var Room 3, en scene dedikeret til musikere fra det berlinske pladeselskab PAN. Metasplice spillede primal og grovkornet techno og ledte perfekt op til Heatsick, der ved midnatstid begyndte et sublimt 3-timer lang live-set, der tog udgangspunkt i hans nye plade ”Intersex”. Britiske Ben UFO sluttede festen af med et velmenende og letfordøjeligt dj-set, der sugede den sidste energi ud af det ellers så danseivrige publikum. Kl. 7 om morgenen, da gæsterne med dvaske lemmer vandrede ud af hotellet, var det med blandede ansigtsudtryk, for selvom Unsound ikke er som nogen andre, kunne man ikke sige sig fri fra den melankoli, der som regel rammer én når en god festivaloplevelse lakker mod enden. Unsound havde på en uge forvandlet verdens undergang til en farverig fest og er det ikke også sjovere at fejre den kommende apokalypse på et dekadent kommunistisk hotel, end at sidde i en kælder og spise beskøjter og drikke pulvermælk?
Arrangørerne af Unsound 2012 formåede ikke bare at præsentere et spændende musikprogram, men udfordrede både publikum og de optrædende ved at sætte veletablerede kunstnere i uvante rammer og sammensætte mere eller mindre legendariske musikere i nye, debuterende konstellationer. Festivalen led dog på visse tidspunkter under hvad man kan kalde en overdosis af god smag – en gang imellem kammede den fyldige lyd over og man fik mest lyst til at se en lo-fi koncert skille piedestalen ad med en håndfuld simple sange, der ikke nødvendigvis var ”komponeret til lejligheden”. Selv amerikanske Ducktails, som ikke er ukendt med soveværelsesoptagelser, spillede et alt for vellydende og dubbet set, som lå meget fjernt for det han gør bedst på sine optagelser. Man savnede DIY-æstetikken, der figurerede på sidste års program i skikkelse af bl.a. Maria Minerva, Hype Williams og LA Vampires.
Ikke desto mindre viste Unsound et kæmpe overskud og folk med interesse for denne udefinérbare scene burde krydse fingre for at festivalen vender tilbage næste år. Rygterne gik nemlig hele ugen på om titlen ”The End” også betød, at dette ville være den sidste Unsound. Spørger man festivalens bagmand, Mat Schulz, fortæller han, at det ikke er besluttet om der kommer en festival i 2013. Men i hans svar fornemmer man samtidig en uanet mængde kærlighed til Unsound og den slags kærlighed kan, heldigvis for os andre, være meget svær at give slip på.
Tobias Corell er medarrangør af Festival Of Endless Gratitude. Besøg også Unsounds hjemmeside for mere information festivalen.
