Kara-Lis Coverdale – Elektroakustisk minimalisme i opløftelsens tegn
Kara-Lis Coverdale “Grafts” (Boomkat Editions, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen
Den canadiske komponist og musiker Kara-Lis Coverdale har udgivet flittigt siden 2014: tre plader og for nylig en EP. Først kom den sample-opbyggede “A 480”, der måske bedst kan sammenfattes som en selvkritisk øvelse i kompositions- og tidsbrud. Coverdales stilarter spænder meget vidt, så det er svært med ord at tegne et generelt overblik, men pladen “Aftertouches” (fra 2015) er en glimrende indfaldsvinkel til de øvrige værker, idet den på overbevisende vis trækker på Coverdales tydelige smag for både minimale kompositioner og automatiserede nedbrydninger af dem.
Coverdales nye EP, “Grafts”, består af ét stykke i tre dele og er på overfladen en mere direkte og minimalistisk affære end de tidligere værker. Coverdale opgiver med andre ord forgængernes fokus på progressioner og opnår dermed en stærkere intuitiv fornemmelse af lydlig lethed, som hvis lydbølgerne vitterligt var frosset fast og i stedet oscillerede uendeligt i et fikseret rum. Her er ingen angreb, overraskelser eller andre stærke drejninger af musikken. Til gengæld opstår der minimale variationer undervejs, der indføres så naturligt, at de let kan overhøres og med det samme bliver tilgivet. Jeg skriver ’tilgivet’, fordi den førnævnte fiksering kan synes næsten hellig, i den forstand at al overlagt forandring virker som et slags overgreb på lydbilledet. Ikke at der dermed er meget plads til forudsigelighed; af og til står melodierne ligefrem på kanten til klimakser, lidt tøvende inden det endelige spring, men det synes aldrig at blive gennemført.
De akustiske og elektroniske elementer forenes helt sømløst, hvilket ellers kunne have skurret meget i en lyd, der dvæler så meget ved sig selv. Selv når der er flere instrumenter og maskiner i gang på samme tid, står de yndefuldt frem som enkeltelementer i et større hele. Når det samlede lydbillede har en sådan lethed, kunne det hurtigt føre til sløret baggrundsambience, og det er egentlig her, Coverdales styrke som minimalist står klarest frem, idet hun giver præcis nok spænding til at holde interessen. De subtilt varierede pianostykker får i virkeligheden deres egentlige liv foræret af de omkringliggende elementers højtidelige opløftelse, således at hvert øjeblik virker som en unik sammensætning.
Overfladisk set virker det hele til tider for tilbageholdende; man får en flig af forventning til, at der bliver brudt ud. Personligt gør det for mig numrene meget spændingsfyldte på en måde, hvor der ikke er nogen bestemt navngivet følelse, der kan rumme det alene – det kunne være en længe ventet nyhed, forelskelse, angst eller bare en forventningens glæde og vished om, at der findes en mulig fremtid. Men jeg tror ikke, at nogen for alvor vil sidde tilbage med en følelse af uforløst fortvivlelse – lyden er for åben og rumlig, og selv de dvælende elementer inviterer ikke til indadvendt selvgranskning, men til udblik. Netop dét er vel det minimales reelle virkning på sin omverden – altså at åbne sig for omgivelsernes blikke og lade sig udfylde af disse, frem for at overfalde alt omkring sig med sanseindtryk.
Info: “Grafts” udkom i slutningen af april. Kara-Lis Coverdale spiller i Danmark til oktober, hvor hun optræder ved Phono Festival i Odense.
