Kevin Morby – Et langsomt tog ud af New Yorks fortabelse
Af Niklas Langeland Pedersen
Måske kender du allerede Kevin Morby, eller måske kender du ham allerede, som det var i mit tilfælde, uden at være helt klar, over at du kender ham. Morby har gennem de sidste år været en integreret del af den organisme, som New York-labelet Woodsist har udviklet sig til, med grene, der vikler sig ind og ud af hinanden og knopskyder i nye projekter. Han har både fungeret som bassist i Woodsist-pionererne Woods og er desuden guitarist, sangskriver og sanger i et andet Woodsist-band, The Babies.
Den 26. november slap Kevin Morby sin stille solo-debut “Harlem River” løs, ligeledes på Woodsist. Pladen er først og fremmest en ode til New York. En bittersød, langsomt brændende kærlighedserklæring til hans nu tidligere hjemby. En by, som Morby efter eget udsagn stadig elsker, men som tærede på ham, og derfor måtte han, med en episk kliché, forlade den for at kunne fortsætte med at elske den.
Ligesom New Yorks Harlem River kom til at fungere som Kevin Morbys eget rolige tilflugtssted og ”safeplace” i byen, bliver nummeret “Slow Train” tilsvarende et nærmest terapeutisk værn mod byens rasende tempo, upåvirkelige kulde og larm. Det føles som en uvægerlig del af Morbys rejse væk fra byen. En rejse, hvor han distancerer sig fra byen uden at forlade den. “Slow Train” er en introspektiv og hypnotisk ballade, ensom men nostalgisk afklaret, som en blaffetur på en støvet landevej i en lilla og orange solnedgang. Ensomheden føles som et for længst accepteret vilkår indtil slutningen af nummeret, hvor Cate Le Bons blide og alligevel upolerede Nico-croon som det mest naturlige i universet omfavner Morbys vokal og vuggende groove.
Selvom rejse-tematikken ligger ligefor, er “Slow Train” også en sang om stofmisbrug, om de tragiske historier og fortabte eksistenser, som byen flyder over med: Slow train won’t you know my pain / swim through my veins on a slow train. Nummeret er som et varmt tæppe om kaosset, der ikke neutraliserer, men sløver tilpas, så man overhovedet er i stand til at forholde sig til byen. Det er som én af de mulige former for selvmedicinering mod den råhed, der er en uundgåelig og uundværlig del af byens skønhed:
”Music is a big part of my therapy. I have a chaotic mind that moves at a radical speed, and music has always helped slow it down, helped me breathe. I’ve always had an affinity to folk, country, jazz, reggae, and instrumental music for this reason. Generally slow, inviting music, made by troubled people, for their troubled minds.” (Kilde: interview)
Info: “Harlem River” er ude nu på Woodsist.
