Klein – Auditiv ustabilitet og fremmedgørelse
Klein “Tommy” (Hyperdub, 2017) – anmeldelse af Alexander Julin
Den engelske producer Klein havde et produktivt ‘opstartsår’ i 2016, der både talte de to digitalt selvudgivne albums “Lagata” og “Only” (senere udgivet på USB, LP og CD) samt den digitale EP “Bondage 007” på NON. I år har der imidlertid været stille på udgivelsesfronten, indtil hun for nylig udsendte EP’en “Tommy”, hendes første udgivelse på Hyperdub.
Rent stilistisk lægger “Tommy” sig i forlængelse af Kleins to forrige udgivelser: Enkelte melodilinjer holdes i korte og begrænsede loops og akkompagneres af vokalsamples, der enten får lov at ligge i front som et mere dikterende element i musikken eller i baggrunden under de simplistiske klaver-samples. Udgivelsen fremstår mere koncentreret end forgængerne, fordi det virker, som om sangene er mere nøje udvalgt. Men grundessensen af Kleins musik er det fragmenterede udtryk af enormt minutiøse sample-strukturer, der enten får lov til at være konstante eller udvikle sig ganske begrænset i løbet af numrene. Ofte pitches de blot og forgår så siden hen.
Det er også i den forstand, at Kleins musik kan forstås som et simpelt kaos. Selvom ikke alle elementer i Kleins musik er lige fragmenterede, så føles det i den umiddelbare lytning umuligt at orientere sig i, hvordan at hvert enkelt nummer ikke falder fra hinanden. Ligeledes kan man både spore genremæssige kendetræk fra hiphop, soul, gospel, r’n’b og jazz, men alt lyder mærkværdigt fremmed, når det indgår i Kleins anarkistiske collage-cut-ups.
Alt falder altså fra hinanden eller overgår til en ny modifikation af det hidtidige udtryk, ofte uden nogen tydelig kompositionel grund, fuldstændig blottet for retningssans. Det er et helvedes-loop, hvor jeg som lytter mister min orienteringsevne i musikken. Den eneste retning musikken bevæger sig, er i ring (med enkelte abrupte sidespring) – for så at stoppe lige så pludseligt, som nummeret er begyndt.
Det er også disse (anti?-)kompositionelle valg, der er med til at gøre sindsstemningen på Kleins udgivelser så unik: Hvad skal man føle? Hvad skal man stille op med det her? Klein demonstrerer en fetichisme for auditiv ustabilitet, der kommer til udtryk i cut-up- og looping-entusiasmen, men også måden, hvorpå vokal- og klaver-fragmenter ofte fordrejes så meget, at de mister næsten enhver essens af emotionalitet. Det mest åbenlyse eksempel er “Cry Theme”, der ligeledes er et godt soundtrack til det tilbagevendende mismod og frustration over det danske efterår og kommende vinter.
Tilbage står en følelse af et så godt som uidentificerbart vanvid, hvor man ikke desto mindre kan spore en genkendelig grundkerne af sårbarhed og sentimentalitet, der er blendet ind i et artistisk take på hyperfuturistisk r’n’b-sampling.
Info: Klein “Tommy” er ude nu på Hyperdub. Alle tre udgivelser kan høres i fuld længde på http://klein1997.bandcamp.com/.
