Passive/Aggressive

Erik Enocksson – En vemodets sagnkreds

Kritik October 16 2017, af emilgrarup 0006169289_10

Erik Enocksson “Farväl Falkenberg” (Posh Isolation, 2017) – anmeldelse af Emil Grarup

Siden genudgivelsen af det mesterlige “Apan”-soundtrack på Posh Isolation i 2015 har den svenske komponist Erik Enocksson været et navn, jeg har været opmærksom på. Posh Isolation har også udgivet et album med optagelserne af uropførelsen i Hellig Kors Kirke af Enockssons musik til filmen “Man tänker sitt” (2009), og nu er turen så kommet til Enockssons første album fra 2007, “Farväl Falkenberg”. Det blev oprindeligt skrevet til instruktøren Jesper Gansladts film af samme navn fra 2006 og udkom første gang via Göteborg-selskabet Kning Disk.

“Farväl Falkenberg” indledes majestætisk smukt med “The Joy of D.H. Lawrence”, hvor fløjten, tunge klaverakkorder, spartanske klapperytmer og westernguitar symbiotisk afveksler hinanden, så det er umuligt ikke at blive godt og grundigt sørgmodig, når man lytter. De samme instrumenter figurerer igen på “The Breaking of Waves”, og det primære guitar-ostinat kunne til en forveksling lyde som på “The Joy of D.H. Lawrence”, men hér får guitaren ikke på samme måde lov til at udfolde sig. I stedet indgår dette konstant afbrudte riff i en række musikalske bølgegange, der med sit fine klokkespil og sin repetitive piano-strumming leder tankerne hen på minimalistiske komponister som Philip Glass og Charlemagne Palestine, selvom det dog afbrydes af en kort, kaotisk kor-sekvens mod slutningen, som går igen flere gange på albummet.

Selvom de fleste numre i højere grad gør brug af de samme instrumenter, er der dog stor forskel på, hvilke instrumenter som bliver accentueret. På “The Nylon Waltz” er det klokkespillet i stedet for guitaren, nummeret er bygget op omkring, og både “What Drove Her Shivering Into the Cold, Cold Sea” og “The State the Sea Left Me In” er begge tungtklingende orgelhymner, hvor det førnævnte korstykke også figurerer på sidstnævnte. Udgivelsens sidste nummer, “The Lingering Procession”, er dog det eneste, hvor vokalen, der som nævnt mest optræder i bidder, får lov til at udfolde sig i et tindrende smukt korstykke akkompagneret af klassisk fingerspil og vemodige orgelakkorder.

At sekvenser fra ét nummer optræder på et andet, er noget, der går igen flere gange i løbet af albummet og bevirker, at man kan tænke albummet nærmest som en slags myte- eller sagnkreds, hvor klange resonerer ud og ind hinanden på samme måde som elementer i en række scener. Det er i høj grad sådan, jeg oplever og lytter til “Farväl Falkenberg”: Som en slags landskab, hvor elementerne er konstante, men deres placering omskiftelig – eller som et filmisk forløb. Uden at have set “Farväl Falkenberg”-filmen kan man næsten forestille sig de uhyre motivdrevne stykker udfolde sig over en tilsvarende intens billedside.

Min eneste anke over for udgivelsen er faktisk selve re-mastereringen, da udgivelsen i processen har mistet noget af den organiske, varme og åbne lyd, som karakteriserede den oprindelige version. Remasteringen klinger i højere grad rent og poleret, hvilket desværre får albummets lydbillede til at virke mindre frit og levende og desværre tilsvarende mindre intenst og rørende.

Info: “Farväl Falkenberg” er blevet genoptrykt på Posh Isolation og er ude digitalt og på vinyl d. 27. oktober.