Kvartalets bedste singler #10 – Daxofon, kastagnetter og en barmhjertig hundekidnapning

Blog June 30 2018, af mikkelarre o_p_n

Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg – med afsæt i en udvælgelsesstrategi, man roligt kan kalde ekstremt subjektiv – op på en bunke af de nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har gjort mest markant indtryk på mig i det forgangne kvartal. Herunder får du en blanding af oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Her er mine varmeste anbefalinger fra et skoldhedt kvartal.

Tirzah “Gladly”
Jeg har længe haft optur over den britiske sangerinde og sangskriver Tirzah. Sammen med veninden og musikgeniet Mica Levi (Micachu & the Shapes) hun skrevet og produceret musik over et par ep’er, og nu er første single fra Tirzahs kommende debutalbum sluppet. ”Gladly” er en sødmefuld kærlighedssang, der bygger på et simpelt, spacey klaver-sample og slæbende trommer – langt fra ep’ernes mere sprudlende, men ligeledes inciterende udspil. Sangens haltende tempo og minimalistiske tilgang skjuler på ingen måde, at vi har at gøre med sangskrivning af absolut verdensklasse, og Mica Levis tilbageholdende produktion lader sangen ånde og skaber en lethed, der spidder sjælen og får tid og sted til at blive opløst i de tre minutter, sangen varer.

Oneohtrix Point Never “Black Snow”
Ved første lyt kan man snildt blive lidt (skeptisk) overrasket over den Bon Iver-klingende autotune, men ligesom hos Tirzah skaber Daniel Lopatins less is more-tilgang her en omvendt proportionel gennemslagskraft ved gentagne lyt. Kølige fingerknips, en diskret tre-toners-basgang, og en elegant, asiatisk bambusfløjten danner i sangens første halvdel det eneste bagtæppe til Lopatins sjældent hørte sangstemme. Han beviser, at han ikke ”bare” kan puttes i en kasse som ”eksperimenterende” musiker, men at han ligesom i sit oversete synthpop-projekt Ford & Lopatin har en skarp melodisk tæft – når han er humør til det. Anden halvdel af nummeret indledes af et lille daxofon-jam og lidt vokalharmonier leveret af Anohni, inden Lopatin byder velkommen til endnu afart af den digitale støj, som han har manipuleret og forvrænget på snart alle tænkelige måder over ni plader og soundtracks.

Rolling Blackouts Coastal Fever ”An Air Conditioned Man”
Rolling Blackouts Coastal Fever er et debuterende australsk orkester, der fornemt viderefører den stolte arv fra nabolandets jangle-rock-fødselshjælper, New Zealand-selskabet Flying Nun. På tredjesinglen fra deres debutalbum forstærkes fortiden med krautrock-vibes og tre forskellige guitarfigurer, der på fiks vis kæmper om pladsen i en sang, der i bandets egne ord handler om ”the slow burning panic of a salary man.”

First Flush ”Laissez-faire”
Med spansk guitar, kastagnetter og country-violin føjer danske First Flush nye dimensioner til deres i forvejen fantasifulde lydbillede. Det klæder dem at holde nallerne fra auto-tune knappen, og selv om instrumenteringen på papiret lyder som et postmodernistisk og småironisk greb, er det ikke andet end en følelse af ærlig- og inderlighed, man sidder tilbage med, når man har hørt dette gennemførte nummer.

Shy Boys ”Take the Doggie”
The Feelies har ikke levet forgæves, kan man konstatere efter denne korte dynamitstang af et postpunket powerpop-knald, der på halvanden minut imponerer med en perfekt kombination af modstridende sangstrofer, men stramt koordinerede riffs. Og som den ultimative hundeelsker kan jeg virkelig relatere til sangens lyriske længsel om at kidnappe en hund for at give den et bedre liv.

… og til sidst én fra gemmerne

Martin Dupont “He Saw the Light” (1987)
Hver gang jeg lytter til HBO-jinglen – og det gør jeg ofte for tiden (tak, ”Westworld”) – får jeg lyst til at lave den næsten direkte tonale overgang og sætte ”He Saw the Light” på. Nummeret er en ørebasker af et fransk new wave-track fra 1987. Martin Dupont, der synger på næsten overbevisende engelsk, fortsætter mere eller mindre i samme musikalske tre-sekunders industrial dance-loop, der lever op til den gyldne regel ”if it ain’t broke, don’t fix it”. Kun lidt unødvendig slap-bas (som vel pr. definition næsten altid er unødvendigt?) rykker lige lytteren ud af sangens groove i ny og næ, men det kan ikke stoppe den energiudladende eufori, jeg fyldes hver gang sangen (eller HBO-jinglen) starter.