Passive/Aggressive

Kvartalets bedste singler – Kølig båndsalat, sangskrivning i 3D og hellig musik finansieret via kirkeskatten

Blog April 7 2018 Kolb

Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg – med afsæt i det, man vel i lærebøger om videnskabelig metode ville betegne som en ekstremt subjektiv udvælgelsesstrategi – op på en god håndfuld af de nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har sat det tydeligste præg på mig i det netop afsluttede kvartal. Herunder får du en blanding af oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Her er de højeste højdepunkter fra første fjerdedel af 2018.

Amen Dunes ”Miki Dora”
Amerikanske Damon McMahon har de seneste 10 år skabt vedkommende og dvælende musik med sit Amen Dunes-alias, og med sit nye album, ”Freedom”, der er hans mest umiddelbart iørefaldende og mest instrumenteventyrlige, er han godt i gang med sit fortjente folkelige gennembrud. Ligesom det foregående par plader rummer ”Freedom” nogle særdeles skarpt skrevne sange med albumlukkeren ”L.A” og ”Miki Dora” blandt de allerbedste. Sidstnævnte hylder surferikonet af samme navn, mens den bumler af sted med gyngende, lyse bastoner og underspillet blues-soli leveret af den kamæleon-agtige guitarist Delicate Steve (også kendt for sit Zach Hill-samarbejde).

Profligate ”Lose a Little”
Denne på én gang småcreepy og gennemsmukke duet mellem Philadelphia-noisemusikeren Noah Anthony og Los Angeles-digteren Elaine Kahn er en spændende ekskursion ud i et uforudsigeligt og ulmende terræn, hvor de ujævne båndsalat-synthtoner giver genlyd af This Heat-udspringeren Flaming Tunes og britiske Broadcast. Der bliver både sunget om solen og januar-vinde, hvilket passer perfekt til sangens vekselvirkning mellem på én gang varme, medmenneskelige undertoner og de mere isnende, industrielle brudflader.

Tilebreaker “Shores”
Tålmodigt og længselsfuldt er de umiddelbare beskrivelser, der springer frem på nethinden, når jeg lytter til aarhusianske Tilebreakers glimrende fuldlængde-debut. ”Shores” domineres af to guitarer, der enten vikler sig sammen i sart melankolsk klimpren eller bryder ud i fælles-distortede og bastante drone-figurer. Med en fortid i bl.a. Cola Freaks og Snaredrum er det en smule overraskende, hvor utroligt vellykket kvartetten slipper af sted med at løfte foden fra speederen og lade lytteren synke ned i det afgrundsdybe univers.

Ought ”These 3 Times”
Jeg har skamlyttet de to første album fra amerikanske Ought, men var umiddelbart en anelse skuffet, da deres nye album, ”Room Inside the World” udkom. Men hen over de sidste uger har jeg alligevel fanget mig selv i at vende tilbage og opdage finurlige detaljer, mens flere og flere sange fra pladen vokser voldsomt ved gentagne lyt. Bl.a. den komplekse art-rockede ”Take Everything” og ikke mindst ”These 3 Times”, der præsenterer bandet i mere syntetiske og strygerbårne omgivelser end vanligt samt blotlægger en mere tredimensionel sangskrivning.

Kolb ”Car Song”
Kolb er en amerikansk musiker, der begyndte som operasanger, men flyttede til Brooklyn og blev indrulleret i byens DIY-scene. Dette miskmask af verdener kommer spøjst til udtryk på ”Car Song”, der ganske apropos lyder som noget, The Cars kunne have lavet i slut-70’erne. Powerpoppen krydres med skæve indslag som overraskende akkorder, digital dobbeltpedal, en spruttende guitarsolo og ikke mindst Kolbs småteatralske vokal. De forskellige elementer går overraskende godt i spænd på denne besynderlige lille pop-perle.

Westerman ”Confirmation”
Jeg ved endnu ikke, om jeg på sigt kan abstrahere fra, hvor absurd meget både musik og stemme her minder mig om Arthur Russell. Men indtil videre lader jeg tvivlen komme Westerman til gode, fordi der er noget dragende ved de sofistikerede produktioner, og der er et udtryk, som er svært at sætte i bås – ikke at det skal afholde mig fra at prøve: ”Confirmation” minder mig nemlig en smule om Westermans britiske artpop-forfædre i XTC – bare i slow-motion og med de kantede guitarer slebet helt ned til udglattede flader, der giver sange en næsten hymnisk new-age-feel.

…og til sidst lidt fra gemmerne:

Diverse Sacred Harp-hymner
Kor- eller gospelmusik har aldrig tidligere sagt mig noget, men det var, indtil jeg faldt over den amerikanske sangtradition Sacred Harp, der med sin firstemmige og komplekse harmonier nogle gange synges i kanon og altid a cappella. Musikken har rødder helt tilbage i 1700-tallet, men spredte sig fra de protestantiske kirker i New England til de fattige i syden, hvor de især blev indkapslet og foreviget af musikantropolog m.m. Alan Lomax gennem et halvt århundredes ture gennem USA. Ud over at det er svært at vælge en favorit blandt de hundredvis af smukke hymner (jeg stemmer for gratis månedlige Sacred Harp-koncerter via kirkeskatten!), så er det også svært at stoppe, når man først går i gang med at lytte til dem. Så her er et par favoritter at vælge imellem – optaget mellem 1942 og 2009:



Andre opturssange:
M.E.S.H. ”Inspired by a True Story”
Frigs “Talking Pictures”
Anna McClellan “Heart of Hearts”
Dungen & Woods “Turn Around”
700 Bliss “Ring the Alarm feat. Moor Mother & DJ Haram”
Parquet Courts “Almost Had to Start a Fight / In and Out of Patience”
Rival Consoles “Unfolding”
Forth Wanderers “Nevermine”
Serpentwithfeet “Bless Ur Heart”
A.A.L. “I Never Dream”