Kvartalets bedste singler #11 – Wellness-boblebad, stram jangle-rock og tysk eksorcisme

Blog October 1 2018, af mikkelarre saloli

Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg – med afsæt i det, man med god ret kan kategorisere som en ekstremt subjektiv udvælgelsesstrategi – op på en god håndfuld af de nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har sat det tydeligste præg på mig i det netop afsluttede kvartal. Herunder får du en blanding af oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Her er de højeste højdepunkter fra en sommer, der nærmest var uden ende.

Saloli ”Barcarolle”
Bag navnet Saloli finder vi pianisten Mary Sutton, der for første gang har komponeret musik til analoge synthesizere og indspillet det hele live uden over-dubs. Sangene fra den kommende plade blev tilmed skabt for at blive opført live i et wellness-center(!) i Portland, mens publikum lyttede nedsænket i afslappende boblebade. Albummets lyd, tilblivelse og stedsspecifikke uropførelse trækker paralleller til modularsynth-pioneren Suzanne Cianis banebrydende new-age og reklamemusik, men Saloli finder sit eget ambient-udtryk, der ikke har meget muzak over sig. Sangens drømmende komposition føles som at blive trukket ned i et kalejdoskopisk undervandsunivers af flygtige varmer og former, så man glæder sig gevaldigt til resten af albummet ”The Deep End”, der udkommer på Kranky d. 25. oktober.

KYO ”All the Same Dream”
Under de industrielle og maskinelle konstruktioner som Hannes Norrvide og Frederik Valentin skaber på det glimrende minialbum, ”All the Same Dream”, gemmer der sig et fundament af kød og blod. Det skyldes til dels tilføjelsen af den amerikanske sanger Jeurus rørende autone-vokal, men også lydbilledet i sig selv udfolder ved gentagne lyt en varm dimension, som der kommer bedst til udtryk i albumåbneren ”To All My Future Lovers” og albummets titelsang. En spændende rejse – uden et klart a til b – hvor den gennemtrængende maskinelle lyd midtvejs overlader scenen til blide synthmelodier og guitarfigurer.

The Woolen Men ”Brick Horizon”
På den første sang fra det nye album, ”Post”, rammer Portland-bandet bullseye med sin stramme, postpunkede jangle-rock, der her lyder lidt som en krydsning mellem The Wipers og The Soft Pack. Bandet har eksisteret i 10 år, men har ikke tidligere rumsteret synderligt på min radar. Det er ikke musik, der kigger i den musikalske krystalkugle og udser sig nyskabende veje for indierocken, men man bliver hurtigt træt og kynisk, hvis man altid forventer, at rockbands skal opfinde nye dybe tallerkener. Alt er i hvert fald tilgivet, når man smækker så god en sang sammen som denne.

Julia Holter “I Shall Love 2”
Det er ikke, fordi Julia Holter her føjer overraskende nye farver til sin kunstneriske palet, men sangen indkapsler på genial vis meget af det, som er så respektindgydende ved hende. Blide strygere og cheesy klarinet kissemisser nænsomt med mærkværdige akkordskift og atonale strengepluk, således at der – ligesom hos Jenny Hval, som Holter synes inspireret af her – ingen klar vinder er i kampen mellem det skæve og melodiske. Kun kærligheden står som sikker sejrherre til sidst i sangen, hvor Holter udbasunerer sangens titel i et crescendo af kaotisk vellyd.

Tanukichan ”Hunned Bandz”
Tanukichan er fra San Francisco og debuterer med et album proppet med døsig, længselsfuld shoegaze. Første sangstrofe på favorit-sangen “Hunned Bandz” lyder, som var den nappet fra en anden sang in medias res, og den udviskede linje mellem vers, b-stykke og omkvæd fungerer fremragende. En virkelig god sang fra en overraskende godt debutalbum, der tåler sammenligninger med Beach House og My Bloody Valentine.

… og til sidst én fra gemmerne:

Nico ”Janitor of Lunacy” (1970)
Kort inden Nico skrev sit tredje album, ”Desertshore”, var hendes mor gået bort, hendes søn sendt væk, og hun var begyndt at tage heroin i store doser. Albummet er da heller ikke ligefrem et sprudlende festfyrværkeri, men alligevel er det mere en gennemtrængende følelse af mystik og ikke patos, der fremmanes. Åbningssangen ”Janitor of Lunacy” var angiveligt en hyldest til hendes ven, Rolling Stones-musikeren Brian Jones, der var druknet året forinden (tragedierne stod simpelthen i kø), og Nicos dybe røst og ulmende harmonium-spil står helt alene i denne exorcisme af en sang. Selv om en anden genialitet som ”The Falconer” føjer lidt flere stemninger til det ensporede lydbillede – bl.a. takket være minimale instrumenteringer fra John Cale – så kommer jeg til kort i forsøget på at beskrive, hvordan hendes kraftfulde stemme gennemborer mig fra albummets første strofer.