Lars Greve – Et magisk realistisk zoom fra konkret musik til Husby tur-retur (premiere)
Af Simon Christensen
Musiker/komponist Lars Greve har rejst verden rundt i diverse jazzkonstellationer via blandt andre Barefoot Records-grupperne og Girls In Airports; åbenbart for at finde inspiration til at rejse hjem til sin fødeegn for at lave sit første album. Det er heller ikke jazz, men trækker i langt højere grad på musique concrète og lydkunst (Lars Greve har blandt andet også spillet musik med Jacob Kirkegaard og Sven-Åke Johansson) og er lavet i samarbejdet med producer/troldmand Aske Zidore. På sin vis kan duoen minde om samarbejdet mellem Jon Hassell og Brian Eno pga. af mødet mellem akustikeren og produceren.
Albummet føles som en collage af et gentagende Steve Reich-pulserende tema spillet på klarinet, instrumentale improvisationer og en stribe feltoptagelser fra skoven og stranden. I udforskningen af lyd oplever man, hvad man normalt vil betegne som fejllyde, dvs. vi hører mundstykket vibrere, skæve skrigende toner og saxofonens tangenter klappe. Det giver et zoom ind, hvor lyden både mærkes og høres. Men samtidig er rummet så stort, fordi pladen er optaget i det fri, at der er et zoom ud, hvor skovbunden opleves som et åbent kirkerum med en undertone af magisk realisme – som trukket ud af en Tarkovsky-scene.
Passive/Aggressive transmitterer premieren på soloalbummet “Breidablik” i de næste 14 dage op til udgivelsen. Lyt til A-siden i sin fulde længde her.
P/A: Hvad var planen med pladen, og hvordan er den kommet til verden?
Lars Greve: Der har været mange projekter, jeg har overvejet at udgive – så der har været et mangeårigt tilløb.
Over de sidste år har mine egne projekter drejet sig om fri improvisation. Det er, som om ånden i en komposition meget let fordufter, når kompostionen skal genskabes – så hellere starte fra bunden hver gang, hvor alt handler om nu og her.
Men jeg har det ikke på samme måde, når det handler om at indspille en plade, fordi jeg selv meget let mister live-fornemmelsen, når jeg hører den slags plader. Så ideen med “Breidablik” var at lave en improvisationsplade, hvor jeg i stedet for at improvisere med en anden musiker ville improvisere med en producer. Lave improvisationer, som var skræddersyet til at skulle udgives og høres alle mulige steder.
Jeg kendte Aske Zidore lidt i forvejen, fordi jeg spillede horn på Oh No Onos sidste plade. Aske er virkelig god til at mærke musik, finde essensen og dyrke den, så det var oplagt at hooke op med ham. Vi mødtes et par gange, og på trods af ret forskellige musikalske baggrunde lyttede vi til den samme musik og var begge optaget af at skabe ny musik. Så det var en oplagt konstellation at gå videre med.
P/A: Albummet er optaget i Vestjylland. Hvorfor er det interessant at forholde sig til en skov, naturens lyde, afstande som på dette album?
Lars Greve: Jeg tror, at de lyde, man er omgivet af som barn, til en vis grad er definerende for ens musikalske udtryk. Jeg er vokset op i en skov ud til Vesterhavet, og lydene derfra fylder ekstremt meget i mig og er senere dukket op i mit spil.
Aske og jeg talte om at tage væk fra Københaven for at optage pladen, og Aske foreslog hans forældres sommerhus i Vestjylland. Han vidste ikke, hvor jeg kom fra, men det sommerhus, hans forældre købte, da han blev født, er nabo til det sted, jeg blev passet som barn. Det er virkelig syret, men vi har forbundet specifikke steder i området med den samme fornemmelse og akustik, fra vi var børn.
Vi optog derfor improvisationer på forskellige steder, som bragte os i en stemning – hvor rummet var medskabende. Vi optog forskellige steder, blandt andet dalen foran udkigstårnet Breidablik om morgenen, inde i Tvinds vindmølle, og ud over skoven og havet om natten. Det er ekstreme akustiske forhold, som er helt umulige at få i et studie. Det fik mig til at lytte og reagere anderledes – alt blev mere lavmælt end det, jeg før havde indspillet solo.
Alt på pladen er saxofoner eller klarinetter, men mange gange ligger der klange lag-på-lag. Vores metode var, at når vi kom et nyt sted hen, spillede jeg lidt og sporede mig ind på, om det var fedt at opbygge kæmpeklange eller bare holde det helt nøgent. Efter hver session havde jeg forløb inde i hovedet, som Aske og jeg så satte sammen, da vi kom hjem. For at få så mange lyde som muligt optog vi resonansen fra kirkeklokker med kontaktmikrofoner, spillede i toppen af vindmøllens elevator og optog det i bunden, optog basklarinetter i en slags surround i skoven, satte kontaktmikrofoner på min hals og meget andet. Vi havde kun vores computer med som strømkilde, så hver gang vi optog, havde vi kun en time, inden computeren døde.
Det er de ubetinget mest ekstreme og intense rammer, jeg har indspillet i, og det er mit håb, at en brøkdel af det kommer ud af dine høretelefoner.
P/A: Hvad betyder dette soloalbum for dig i forhold til fremtiden?
Lars Greve: Det har gjort mig endnu mere bevidst om, hvad jeg har optur over og derfor fokuseret mit udtryk mere. Alt er ret åbent lige nu, så i første omgang håber jeg, at musikken bliver hørt af en masse forskellige mennesker. Det har været både min og Askes ambition at skabe en forudsætningsløs plade. Altså noget, som enhver kan forholde sig til, men dermed ikke sagt, at det er easy-listening. Det er musik, hvor der er efterladt plads – til lytteren.
Info: Lars Greve “Breidablik” udkommer den 9. juli på Hiatus.
