Mono No Aware (もののあわれ) – Skønheden ved altings smuldren
Af Alexander Julin
“Mono No Aware (もののあわれ)” er den første kompilation på PAN og præsenterer ny og hidtil uudgivet musik fra bl.a Pan Daijing, HVAD, TCF, AYYA, Malibu, Yves Tumor, Helm, Sky H1, Bill Kouligas samt adskillige andre nye navne. Selvom flere af bidragyderne til udgivelsen primært har beskæftiget sig med andre elektroniske stilarter, er de i alt 16 artisters numre på “Mono No Aware (もののあわれ)” ambient.
“Mono No Aware (もののあわれ)” er kurateret ud fra et tematisk holdepunkt om skønheden ved forgængeligheden i alt. Titlen kan oversættes til “tingenes patos” eller “en empati over for tingene” og kan derfor forstås som et kunstnerisk bud på en værdsættelse af tilværelsen; ikke på trods af dens forgængelighed, men i kraft af den. Det afspejler sig i, at hovedparten af bidragene netop har karakter af at være forgængelige fra start.
Al musik (med forbehold for kunstneriske modeksempler eller andre definitioner af musik) stopper før eller siden, men størstedelen af musikken på kompilationen bærer slet ikke kompositionelt præg af nogen form for fremdrift. I stedet dvæler numrene ved deres egen forgængelighed; som om de konstant trækker sig selv ud for at forsvinde ind i sig selv igen eller loopes, til de forgår. Temaet er altså ikke blot en ramme, men giver også genlyd i flere af artisternes numre. Her nedprioriteres fremdrift til fordel for en dvælen, hvor al bevægelse blot er en cirkulation eller en stilleståen ved en følelse.
Kompilationen er imidlertid ikke blot interessant på grund af de mange – nogle allerede kendte på PAN, andre mere eller mindre nye – unikke bidrag, men på grund af helhedsudtrykket. Det er, som om der hersker en indforstået forståelse mellem de forskellige artister om, hvordan kompilationens tematik skal artikuleres. Det betyder ikke, at HVAD, TCF og Yves Tumor pludselig lyder ens, eller at alt nivelleres til ét udtryk, som alle indordnes under. Det betyder blot, at en stilistisk diversitet nedprioriteres til fordel for en musikalsk konsistent meditation over altings impermanens.
De 16 numre står ikke blot som hvert deres bud på artikulationer af en følsomhed for en flygtighedens skønhed, men taler også til hinanden. De taler til hinanden og taler til mig og peger med dette (ofte) ordløse sprog på tilværelsen som dét, der netop altid forsvinder, og derved også det, der konstant mister sit navn. Af den grund hverken kan eller skal det benævnes, men måske nærmere berøres – i en eller anden forstand – med musikken.
Info: “Mono No Aware (もののあわれ)” udkom oprindeligt i 100 eksemplar på LA Art Book Fair og er nu også til salg via PAN.
