Monte Burrows & Escape Hatch – I kassettebåndets knusende, snævre lydrum
Af Mads Kjeldgaard
Falt er et xerox-/kassettebåndslabel med hovedsæde i Marseille i Frankrig. Her duplikerer den tyske bagmand hvert eneste af selskabets bånd på sin egen båndoptager, båndets label skrives på skrivemaskine, og omslaget kopieres på kopimaskine.
Falt har indtil videre kun udgivet fire værker, men er allerede det fremmeste eksempel i Frankrig på den ultimative DIY-ånd, som kassettebåndsmediet muliggør. Man kunne argumentere for, at der er et element af kitschet medie-fetischisme i denne tilgang til at udgive musik, men der er virkelig også nogle brutale og fine kunstneriske pointer i lofi-processens knusende sammenpresning af lyde og visuelle indtryk. Og på Falts seneste to udgivelser – amerikanske Monte Burrows’ ”Skua” og Escape Hatchs ”Carbon Copy” – forstår kunstnerne at udforske og udnytte dette særlige forhold.
Monte Burrows-båndets to sider består af to ekstremt minimalistiske kompositioner, som begge fornægter stort set alle musikalske parametre for komposition. Med andre ord: Her står tiden stille.
På den første side hører vi en hyletone, der kunne minde om en bakkende lastbil. Ved en kombination af rumklang og mikrofonafstand placeres lyden langt fra lytteren. Hyletonen filtreres langsomt, den åbnes og lukkes næsten umærkeligt. Indimellem dukker en stemme op, nederst i lydhierarkiet. Den er lav, justeret ned i fart, så dens budskab ikke kan anes, hæmmet af ikke-tiden, som gør det umuligt at ytre sig i det her statiske rum.
På båndets anden side er vi ladt alene med noget, der kunne lyde som vand, der fortrækker sig og bruser frem på en strand. Men mediets dårlige kvalitet gør, at selv havets universelle lyde bliver abstrakte – der kan lige så vel være tale om en støjgenerator, der filtreres op og ned. Igen sker der ingenting i selve kompositionen; kun denne brusen, som var det verdens første lydoptagelse fra en strandbred.
Dermed arbejder begge sider af Monte Burrows’ bånd med en abstraktion, der grænser til det nihilistiske. Alt og intet bliver kunst, når det indrammes. Eller som i dette tilfælde, når det spilles over på et kassettebånd, som i sig selv er en nihilistisk abstraktionsproces, hvor lyde sidestilles i deres fælles tab af kvalitet.
Det første, der slår én, når man sættes Escape Hatchs bånd i sin afspiller, er et lydunivers, der minder om Pierre Schaeffer og Pierre Henrys allerførste eksperimenter med konkretmusik. De blev umiddelbart draget af lyden af kasseroller og jernbanetog, som blev optaget over på plader, der automatisk kørte i hak og gentog sig selv rytmisk. Og her 69 år senere er der noget lignende på spil.
Båndet lyder som resultatet af en række improvisationer på et køkkenbord, hvor komponisten skraber en kop henover eller slår med en ske. Men det er umuligt at sige, for der er tale om rene, konkrete lyde uden genkendeligt ophav, der looper i en hård, maskinel gentagelse uden tilstedeværelsen af menneskelig synkopering. Og det er det, der gør dette værk så uhyggeligt: Vi kan næsten genkende lydene, men det er en maskine, der præsenterer dem for os med en kunstig intelligens’ sensibilitet (eller mangel på samme). Dette forstærkes kun af, at Escape Hatch ligesom Monte Burrows arbejder med en fjernhed i lydrummet, der i sig selv placerer lytteren på afstand af lyddetaljerne.
Info: Begge udgivelser er udkommet på Falt, og ”Skua” er ganske tæt på at være udsolgt i kassettebåndsversionen.
