Passive/Aggressive

Nick Klein – Repetitive musikalske skulpturer

New Music April 1 2017 1476899886_iqpmoxt

Af Nils Bloch-Sørensen

Den amerikanske elektroniske musiker Nick Klein lagde for et par uger siden albummet ”The Final Elevator” ud på Soundcloud. Det består af fem dragende, minimalistiske numre, der alle benytter gentagelsens kraft til at udvide noget i lytteren.

Der er noget klaustrofobisk over lydbilledet på “The Final Elevator”. Dels i kraft af instrumentvalget, der udelukkende består af synthesizerappegiators, og de få toner, musikken derfor bevæger sig over, og dels fordi numrenes dynamiske og tonale udvikling er nærmest ikkeeksisterende. Ikke desto mindre er numrene ganske forskellige i udtryk: ”Heroin Tent” domineres af fjerlette og nærmest klassicistiske toner, ”Canticles of Ecstasy”s opbrudte akkorder danser legesygt, mens ”White Cliffs of Dover” skyller over lytteren i opløste rytmiske bølger.

Numrenes repetitive strukturer læner sig både op ad technoens pågående insisteren og (i sine blidere øjeblikke) minimalismens hypnotiske gentagelser, som de kendes fra eksempelvis Steve Reich og Phillip Glass. Som hos disse komponister er der noget ekspanderende i “The Final Elevator”s enkelhed, der kan give indtryk af, at numrenes udvikling snarere foregår i hovedet på lytteren end i selve musikken, og jeg blev personligt flere gange i tvivl om, hvorvidt musikkens små arbitrære variationer blot var auditive hallucinationer. Derfor synes også 60’erne og 70’ernes minimalistiske skulpturer at være et muligt referencepunkt (Klein har tidligere studeret skulptur). På samme måde som det er tilfældet her, frasiger “The Final Elevator”s simplicitet sig tydelig iboende betydningsdannelse og fokuserer i stedet modtagerens opmærksomhed på dennes egen kropslighed og situering.

Info: “The Final Elevator” udkom på Soundcloud den 13. marts. Jeg har efter en seriøs omgang online-detektivarbejde ikke været i stand til at finde et pladeselskab, der vil tage ansvar for udgivelsen. Hverken Kleins eget selskab, Primitive Language, eller et af de utallige små labels, hans tidligere plader er udkommet på (Private Archive, Unknown Precept, Alter etc.).