Mr. Mitch – Grime uden smuds, følelser uden omsvøb
Mr. Mitch “Devout” (Planet Mu, 2017) – anmeldelse af Mikkel Arre
De seneste par år har grime nået et uvant stort publikum, og med opbakning fra megastjerner som Kanye West og Drake er den hårdtslående genre kommet langt uden for scenens epicentrum, London. Det hårde liv i hovedstaden afspejles dog stadig tydeligt i teksterne – med våben, masser af territorieafpisning og generel macho-brovten – og i musikken, der ofte er kold og brutal som masseproducerede lejekaserner i forstæderne.
På den baggrund er “Devout”, det andet album fra London-produceren Mr. Mitch, en kolossal og egentlig også ret befriende U-vending. Her præsenterer han sig som en slags popproducer med en eksperimental indgangsvinkel til sin musik – og en emotionel tilgang til tekster og temaer. Begge dele har hjulpet albummet til at få en hel del medieopmærksomhed især i England, og det har nok heller ikke skadet, at albummet er udgivet af det prominente label Planet Mu (bl.a. RP Boo, Jlin, Kuedo, Traxman og µ-Ziq).
Med “Devout” vender Mr. Mitch vrangen ud på snart sagt samtlige grime-konventioner: Tempoet rammer aldrig de 140 bpm, og de beskidte, isnende produktioner er afløst af et noget nær højglanspoleret synth-univers. De aggressive beats er næsten helt væk og efterlader de fleste numre uden klare markeringer af rytmen. Og med en enkelt undtagelse er vokalerne ikke rap, men derimod følsom sang om børn, kærlighed og troskab.
For Mr. Mitch (alias Miles Mitchell) selv er “Devout” dog ikke nogen 180-graders-manøvre. Hans modvilje mod grime-normerne blev allerede tydelig i 2013, da en række kunstneres udgivelser af såkaldte war dubs fik ham til at svare igen med det, han selv betegnede som peace edits. Den blide, eftertænksomme stil fortsatte han på det eminente debutalbum “Parallel Memories”, hvor beklemmende synths, bed(r)øvede vokalsamples og slæbende beats demonstrerede, at klassiske grime-elementer kunne bruges til at fremmane en indadvendt melankoli, der var en sjældenhed i genren.
Lydbilledet på “Devout” er lige så nedbarberet og præget af tomrum som debutpladen. At synthmelodierne er mere glatte og rene, gør det imidlertid endnu tydeligere, hvor sparsom musikken faktisk er. Især i numrene “Fate” og “Pleasure” med gæstesangerinderne Denai Moore og Py er det som at høre 90’er-r’n’b skrællet for alt andet end vokalen og et par afpillede synthlinjer (en slags endnu mere underspillet Kelela). I et interview har Mitchell da også fortalt, at han fandt det lidt pinligt at opdage, hvor få spor numrene reelt bestod af, da han sendte dem til mastering.
Man kan bestemt diskutere, om “Devout” egentlig er et grimealbum; det er nok snarere en grimeproducers bud på et finpudset pop-/r’n’b-album. Og når Mr. Mitch lykkes med det forehavende, lykkes han virkelig. Den halvdel af numrene, der har vokal, har alle en eller anden form for hook, der bider sig fast, og især “VPN” med gæstevokal fra Palmistry og luftige synths viser, at springet fra Rinse.fm til P3 (i en ideel verden) ikke burde være ret langt.
Det, der for alvor gør pladen interessant, er dog, at Mitchell gør intimitet, nære relationer og henførte følelser til den tematiske kerne. I et år, hvor grime-stjerneskuddet Stormzy har rappet om sin depression, gør også Mitchell sit for at udvide rammerne for, hvilke typer maskulinitet genren kan rumme. Og ganske betegnende handler pladens eneste nummer med rap om, hvor fantastisk det er at blive far (“hearing him call me dad, that’s the vibe / (…) F being shot or stabbed, that’s a hype”). På den måde er der sket en hel del, siden en af de første store grime-singler, Dizzee Rascals paranoide “I Luv U”, skildrede graviditet som en af mange farer i et dysfunktionelt teenageparforhold.
“Devout” er så langt ovre i den modsatte grøft, at Mr. Mitch med imponerende effekt bruger store dele af det centrale nummer “My Life” på et dybfølt autotune-mantra: “It’s yours, it’s yours, it’s yours” – og så kan man så selv tolke på, om det er hans liv, der tilhører hans livsledsagerske, eller om han måske kigger på sit nyfødte barn (der kan høres andetsteds på pladen) og prøver at få sig selv til at fatte, at det lille abevæsen dér virkelig er hans søn.
Selv for en blød anmelder, der kan identificere sig med Mitchells faderkærlighed, kammer “Devout” lidt over med sporadisk babypludren og megen sødme. Godt nok er der afvigelser, men pladens primære fokus er – også i instrumentalnumrene – på det gode og rare. Man kan roligt sige, at den del af forældrelivet, der rummer søvnløse nætter og bekymrede ture til skadestuen, er ude af syne og sind.
Hørt som et helt album lægger “Devout” sig et sted mellem less is more og less is a bore med sine lige vel ensformige synthlyde og mangel på modhager. Men den gode halvdel af numrene er rigtig god, og rent tematisk er “Devout” interessant at spekulere over. For med tanke på, hvor meget børn fylder i forældres liv, er der forbløffende få plader, der udforsker forældreskabet. Er det, fordi det er for kedeligt et emne? Antageligvis – men er det så kriterierne for, hvad der er spændende, der er noget galt med? Eller fylder selvoptagede børneforældre allerede rigeligt alle andre vegne?
Info: “Devout” udkom på Planet Mu i slutningen af april.
