Når avantgarden er reaktionær – Henning Christiansen og Joseph Beuys genudgivet
Henning Christiansen og Joseph Beuys “Op.50: Requiem of Art” – Anmeldelse af Tobias Ewé
Vores samtid er så gennemsyret af fortiden genoptrykt og efterfulgt, at vi let glemmer at spørge, hvad det er ved nutiden, som gør netop denne fortid interessant? Hvorfor er det interessant at lytte til en performancedokumentation, der foregik for næsten et halvt århundrede siden?
Den nye enkelthed
Det kan være svært at placere Henning Christiansens (1932-2008) kreative virke i én konsistent og håndgribelig kasse – hvilket måske er en af grundene til, at hans navn ikke vækker samme genkendelighed som John Cage eller hans mangeårige-samarbejdspartner, den tyske Fluxus-kunstner Joseph Beuys (1921-1986).
Christiansen arbejdede som billedkunstner, og hans kompositoriske arbejde præges af dybt forskellige stilarter, hvor den næste ofte nærmest var i modreaktion til den forrige. Som mange af tidens komponister drog han i start-60’erne til sommerkurser i Darmstadt, hvor han udforskede Boulez og Stockhausens indflydelsesrige idéer om seriel musik. Christiansen var på samme tid inspireret og dybt utilfreds med kompleksiteten i seriel musik, hvilket ledte ham og danske komponister som Hans Abrahamsen og den nyligt bortgåede Pelle Gudmundsen-Holmgreen under fanen af ‘den nye enkelthed’.
Henning Christiansen skrev endda et svar til Stockhausens engagement i studenteroprøret i Dansk Musik Tidsskrift i 1969: ”I mange år har Karlheinz Stockhausen arbejdet med en gennemkonstrueret musik. En musik som har bevæget sig længere og længere bort fra det menneskelige pulsslag […] Og i nogle gevaldige bravader med misforstået hippiefilosofi flipper han helt ud i germansk åndemanen i et forsøg på at skaffe sig det så eftertragtede alibi for sin kunstnerrolle.” Så på trods af Christiansens egen brug af serialisme havde musikkens politiske og sociale konsekvenser stor betydning for ham.
Et requiem over kunst i 1960’erne
Det er intet under, at Fluxus-bevægelsen og dens metoder tiltalte Christiansen, der havde sin mest aktive periode i samarbejdet med Joseph Beuys fra 1964 og frem til dennes død i 80’erne. Tyske Joseph Beuys var allerede dengang en indflydelsesrig Fluxus- og performancekunstner, hvis udvidede definition af kunst gennem deltagelse og “sociale skulpturer” kunne ændre samfundet. De fandt en fælles passion for performancekunst og dens evne til at frigøre individet med en politisk undertone. Det er på dette tidspunkt i sit liv, at Christiansen komponerer værket på denne genudgivelse.
Henning Christiansen og Joseph Beuys opførte i 1970 “Op.50: Requiem of Art (Aus “Celtic”) Fluxorum Organum II”, som første gang blev udgivet på en dobbelt-LP i 1973; den originale udgivelse akkompagneres af kompositionen “Schottische Symphonie”. Værkets titel hentyder i bogstaveligste forstand til et requiem (på keltisk) over kunst i 1960’erne opført på Christiansens Fluxus-orgel.
Selve opførelsen tager udgangspunkt i en række optagelser, Christiansen gjorde på den jyske hede til filmen “The Search”. Disse optagelser blev samplet ind i orgelmusikken fra filmen “Eurasienstab” sammen med Joseph Beuys under festivalen Strategy: Gets Art. Orgelmotiverne optog Christiansen i en kirke i Düsseldorf på en manipuleret båndoptager, der giver orglet en forvrænget og hypnotisk gentagende lyd.
Forvirrede forventninger
Kompositionen har allerede i sit udgangspunkt forbindelser til en række andre værker af Beuys and Christiansen. Men også selve lydbilledet er fyldt med diversitet på en måde, der næsten er symptomatisk med Christiansens egen karriere. Overordnet set har pladen en stille – næsten spinkel – lyd, som præges af de dronende orgelmotiver, rytmiske anslag af hverdagsobjekter, klagende vokalharmonier, lyden af passerende flyvemaskiner, skrig samt citater af Flaubert oplæst og videredigtet af Ursula Reuter Christiansen.
Stykket er på én gang svært tilgængeligt i sine utallige referencer til Christiansens tidligere værker samt en blanding af, hvad man i dag kunne kalde både lydkunst, støjmusik, ny kompositionsmusik, performancedokumentation, ambient og hørespil. Var det ikke for det informative hæfte med kompositionens farverige visuelle notation, ville der ikke være meget at holde fast i. Men i tråd med Christiansens kompositoriske principper opstår denne utilgængelighed ikke af opblæst kompleksitet, men ud fra en forvirring af forventninger. Christiansen holder sig ikke inden for genrekassernes dogmatiske spilleregler, men udforsker kreativiteten som sådan. Han skærer sin egen sti gennem kunst- og musikhistorien, hvor han plukker idéer og motiver fra de retninger, han finder interessante. Hvor avantgarden ofte giver afkald på fortidens reglementer, ender de fleste kunstnere i en dogmatisk overholdelse af de regler, der adskilte dem fra de forgående. Stockhausen måtte opfinde sin egen serielle kompositionsteknik i reaktion mod Schönbergs tolvtone-teknik, men endte ifølge Christiansen med at skære sin egen rille af unødvendig kompleksitet – for fjern fra det spontane og den menneskelige kreativitet. På samme måde er selv Fluxus gået i historiebøgerne – optaget af sine egne dogmer og ude af stand til at forny sig.
Nysgerrige eksperimenter
Selvom Christiansen allerede her virker mere alsidig og uortodoks, end de fleste kunstnere formår gennem et helt liv, er det i virkeligheden kun begyndelsen af hans karriere, der efterfølgende tager krumspring udi økologi, kommunisme, zoologiske haver og stenlyde indtil hans død i 2008. Nysgerrigheden drev Christiansen og lod ham eksperimentere med og på tværs af de musikalske idéer, der optog ham. Jeg tror, Henning Christiansen søgte denne plastiske kreativitet, der alt for hurtigt størkner og normaliseres. Selv de navne, eftertiden hylder som den fremmeste avantgarde, var alligevel reaktionære i deres kreative overbevisninger om, hvad kunsten skulle og burde være.
Med genudgivelsen af “Op.50: Requiem of Art (Aus “Celtic”) Fluxorum Organum II” og den nuværende udstilling ____ //// /O/O/O på Kunsthal 44 Møen får samtiden en chance for at opleve Henning Christiansens særegne kompositioner og hans unikke opbrud med de dogmer, der stadig præger eksperimenterende kunstpraksisser i dag.
Info: Henning Christiansen-udstillingen er åben frem til 18. september (læs mere). “Op.50: Requiem of Art (Aus “Celtic”) Fluxorum Organum II” kan bestilles her. Foto Joseph Beuys ‘Beuys & Christiansen. Konzert’, 1969 / DACS, 2016.
