Passive/Aggressive

Neil Ardley – Kaleidoskopiske regnbuer i syv suiter

Blog March 15 2015, af mikkelakongstad

Colin Richardson with Neil Ardley and musicians from Kaleidoscope of Rainbows

Det glemte guld – en serie af Mikkel A. Kongstad

Den engelske komponist/pianist/forfatter Neil Ardleys “Kaleidoscope of Rainbows”, er et vildt og sprudlende værk fra 1976, der arbejder med jazzens grænseløshed, nedbryder rammer og formulerer nye retninger i musikken. Pladen blev remasteret og genudgivet efter hans død i 2004.

Albummet er i dag en milepæl i den britiske jazzhistorie, men da det udkom blev der på jazzscenen rystet på hovedet af Ardleys kosmiske amalgam af udtryk og genrer. Tilsyneladende blev det ikke betragtet som “rigtig jazz”, at skille samtidens mangeartede musikalske strømninger ad og samle dem på ny i et banebrydende og fremadrettet udtryk.

“Kaleidoscope of Rainbows” rummer alt fra kosmisk fusion, protoelectronica, kraut og prog til jazzrock, funk, klassiske og big band-skvulpende overtures. Henover syv velorkestrerede suiter udfolder Neil Ardley sammen med sit orkester et overvældende og eventyrligt landskab af grooves og stemninger, der er både smukke, intime, storladne og decideret omkuldslående. Altsammen i en række vidtvoksende arrangementer, der giver plads til nogle forbløffende solo-forløb og improvisationer fra nogle af den britiske jazzscenes varmeste navne, deriblandt Ian Carr og Tony Coe fra Nucleus og Barbara Thompson, som Ardley tidligere spillede i New Jazz Orchestra sammen med.

Hop ombord på dette kaleidoskopiske værk, der bruger jazzen til at samle Miles Davis, Kraftwerk, Can, Soft Machine og Donald Byrd i et storslået, forførende udtryk.