Ø – Lyden af Mika Vainio, eller god musik at høre højt
Af Hans Frederik
Mika Vainio er fra Finland. Nu bor han i Berlin, hvor han med godt 20 års erfaring stadig laver musik af den elektroniske slags. Så meget ved vi. Men siden det finske label Sähkö Recordings i 1993 udgav hans første plade, “Röntgen”, under navnet Ø, har hver af hans følgende udgivelser bidraget til et evigt voksende tillægsordskatalog; en forvirrende række mesterværker inden for den litterære genre, jeg kalder Pitchfork-haikuer: avant-techno, minimaldrone, psykedelisk-analog-techno, noise-house-ambient-electronic. Vainio selv har vist en enkelt gang kaldt det horsemeat rockabilly.
En del af denne genre-skizofreni skyldes Vainios eksperimenterende tilgang; han forsøger at finde noget nyt og lader anmelderne om at finde ud af, hvad det hedder. Jeg foretrækker at kalde det god musik at høre højt, hvilket vil sige: musik, der ikke kan træde i baggrunden. Musik, som er en allestedsværende oplevelse.
Sideløbende med sit arbejde som Ø og under eget navn dannede Vainio sammen med Ilpo Väisänen duoen Pan Sonic (der måtte fjerne et ‘a’ fra deres oprindelige navn for at undgå retsforfølgelse fra Panasonic), hvor man finder mange af Vainios mest interessante udtryk.
Pan Sonic giver tydeligst plads til en fascination med en form for ‘tingslighed’, som måske netop er en årsag til, at det er svært at definere hans lyd. Der er strøm i hans instrumenter, lyden kommer til os igennem en højtaler, men det er tydeligt, at Vainios lyd gør opmærksom på tingen selv – selve frekvensen af det materiale, der spilles på.
Denne analoge modsætning til, hvad vi normalt forstår som elektronisk musik, tog i 90’erne bl.a. form i en lang række hjemmelavede instrumenter som f.eks. synthesizer/skrivemaskine-fusionen ‘Typewriter’, det seks meter lange infrasoniske tubeorgel “John Holmes” samt “Sexophone”, som jeg desværre ikke ved, hvad bestod af.
Et af Vainios mest spændende greb er, at hans musik på en måde handler om, hvor musikken kommer fra. Altså at afsenderen, instrumentet, er en del af det lydlige motiv. Det er nok det, jeg mener, når jeg skriver, at musikken er tilstedeværende; den gør opmærksom på sig selv. På den måde er han i familie med folk som Charlemagne Palestine og Moondog, der også forsøger at fortælle os om deres instrumenter gennem den lyd, de laver. Men Vainio larmer også nogle gange. Et passende eksempel er en Pan Sonic-koncert i London i 1995, hvor duoen afviklede koncerten ved hjælp af et ‘Audio Weapons Armoured Car System’, et lydvåben monteret på taget af et pansret køretøj, der bruges mod uønskede folkemængder.
Senere har den produktive Vainio bl.a. samarbejdet med Suicides Alan Vega, Keiji Haino og Stephen O’Malley, og finnen fortsætter stadig med at ændre sin lyd, dog for det meste med mindre instrumenter end dengang.
Info: Pan Sonic er gået i opløsning, men har i 2014 udsendt “Okstasis”. Mika Vainios seneste udgivelser er “Kilo” samt Mika Vainio / Joachim Nordwall – “Monstrance”.
Du kan (og bør) opleve ham til Touch Label Night i København mandag d. 23. marts, hvor han spiller sammen med Hildur Guðnadóttir og Thomas Ankersmit. (RSVP)
