Passive/Aggressive

Objekt – Paranoide technoimplosioner og skizofrene houseeksperimenter

Kritik April 5 2017 portrait 3b (_DSC9302 - credit Kasia Zacharko)

“Objekt #4″ (Selvudgivet, 2017) – Anmeldelse af Emil Grarup. Foto: Kasia Zacharko

Den britiske musiker TJ Hertz, bedre kendt under sit alias Objekt, har netop udsendt det fjerde udspil i sin selvudgivede, eponyme white label-serie. Vinylen hedder “Objekt #4″ og er TJ Hertz’ første fysiske udgivelse siden hans på mange måder toneangivende debutalbum “Flatland”, der blev udgivet på Bill Kouligas’ tyske pladeselskab PAN i 2014. Den nye 12″-er udgøres af to skæringer: A-siden “Needle and Thread” og B-siden “Theme from Q”, og den skulle efter sigende være intenderet som en hyldest til den nu hedengange klub Basement Q i Berlins Schöneberg-distrikt, hvor bl.a. Objekt og Call Super var flittige gæster.

“Theme from Q” formår at bevæge sig i enormt mange retninger i løbet af sine lige over syv minutter. Korte vokalsamples, tørre breakbeats, slapbas, en næsten grødet wobblebass og et væv af forskellige synthsekvenser afløser hinanden med korte intervaller og bindes sammen i et lydbillede, der er utroligt organisk, houset og wacky i sin hidsige afvekslen, og hvor den næsten hypnotiserende banale synth-leadlinje indtager en velfortjent position som dirigent. På den måde står nummeret i slående kontrast til eksempelvis numre som “One Fell Swoop” og “Ratchet” fra “Flatland”-pladen, som lyder, som om de er skåret med samme syntetisk- og metalliskklingende præcision som et urværk.

Helt så skizofrent er “Needle and Thread” dog ikke. I stedet mødes vi i løbet af det ni-et-halvt minutter lange nummer af en næsten afdæmpet technoatmosfære, som med sit minimalistiske trommebeat og næsten æteriske klangflader indledningsvis fremstår som et tilsyneladende uskyldigt og kontrolleret bekendskab, men hvis på samme tid fængende og paranoia-skabende lydlandskab for alvor får lov til at implodere i løbet af numrets sidste halvdel: Gennem et autistisk sitrende synthmønster, som akkompagneres af et lige så insisterende synkoperet trommebeat og glimtvis afbrydes af noget, der kunne minde om tonerne fra et klokkespil, skabes et scenarie, der lyder som den tidsløse, let kvalmende følelse af at være fanget i en mørklagt metrotunnel – selvfølgelig på den bedst mulige måde.

De to meget forskelligtartede numre udgør til sammen en meget spændende konfiguration, og især “Theme of Q” er markant anderledes og mere organisk end noget andet, jeg er stødt på fra Hertz’ hånd, og indtager således en tiltrængt position i Objekts oeuvre som repræsentant en varmere og mere uforudsigelig lyd.

Info: “Objekt #4″ udkom 27. marts på Objekts egen white label-serie.