Øhavet festival 2024 – helende oplevelser fra Ærø
Tekst og fotos: Mathias Schønberg.
Sidste år spurgte Passive/Aggressive en af arrangørerne bag Øhavet festival, hvad de gerne ville opnå med den lille festival på Marstal havn på Ærø. Mads Ravnsbæk Sørensen udtalte dengang, at “den danske alternative musikscene aldrig har lydt bedre” og at Øhavet “drømmer om at lave en festival, der præsenterer alle de bedste herboende kunstnere, der ellers kun får spilletid på Roskilde Festival”. Jeg tog afsted i år, fordi det virkede lovende. Fordi jeg selv altid har savnet en lille festival et andet sted end en storby, hvor man ikke er lukket inde på et græsareal et sted langt fra alt, og hvor godt kunstnerisk indhold måske kunne forenes med følelsen af sommerferie i ø-idyl.
Og netop sådan er Øhavet. Festivalpladsen er en historisk havnegrund, hvor man står blandt gamle joller, skibsdele, kæder og ankre midt i Marstal. Man kan sidde på en bedding af stål dækket i indtørrede malingklatter og se direkte op på scenen eller lade blikket glide langs et sæt skinner til havnen lige ved siden af en, hvor publikum sidder enten på et gammelt skib, på broen, eller langs de rødmalede skure ved motorfabrikken, som er indrettet til barer.
Programmet vekslede mellem performancekunst, litterære oplæsninger og forløsende popkoncerter og blev svejset sammen på midten af en række nærværende instrumentalkoncerter med plads til improvisation, og hvad der føltes som at have al tid i verden til rådighed.
Romantiske rammer og følelsen af frihed
Jeg tog afsted med en lidt usikker følelse i kroppen. Jeg var ikke på et rul af ferie-eufori, men derimod en anelse tilbøjelig til at knuge en serviet mellem hænderne, som jeg havde fået til min automatkaffe på færgen fra Rudkøbing til Marstal. Tjekke telefonen igen. Være sikker på, at min camping-booking på Teglværkspladsen var gået igennem. Som om sommerens regnvejr og en række uforløste forventninger havde gjort konturerne omkring mig selv utydelige.
Men da jeg gik i havn i Marstal og spiste frokost på den dansk-inspirerede restaurant China House i den lille gågade overfor kirkegården og lyttede til snakken fra de andre borde gennem en knasende højtaler med muzak og fik en enkelt rituel fadøl, faldt mine skuldre ned i takt med solen, der denne weekend hamrede ned over den gamle havneby.
Det er egentlig skægt at tænke på, hvor meget omstændighederne gør for en musikoplevelse. Der er virkelig forskel på at opleve noget et sted frem for et andet. Ligesom med alt muligt andet sætter det sig i én på en særlig måde ud fra det sted, man oplever dem. En bog, man har læst på en togtur i Sverige, en sang der blev spillet i bilen, en kommentar fra en ven på en gåtur en særlig dag osv.
På Øhavet vidste man godt lidt, mens det skete, at dette ville komme til at sætte sig i én på en særlig måde, når musikken blandede med lyden af en skrigende måge, og festivalens rustikke rammer kastede sit romantiske skær af sig. Man kunne selv indrette sig og finde ud af, hvor man gerne ville stå, eller hvad man gerne ville læne ryggen op ad, og i modsætning til andre, større festivalers mere designerede publikumsarealer med kvæghegn og anviste områder, gav det en følelse af en slags form for, ja, frihed faktisk.
Sømandssang og mærkelig performancekunst
Inden festivalens egentlige program åbnede med performancen ‘Det store Maskefald’, skabt og fremført af Clarissa Connelly, Mija Milovic, Helene Due og Skjold Rambow, gik sømandskoret Marstal Småborgerlige Sangforening på den store scene og sang festivalen i gang med et udvalg af sømandssange og en fadøl hver i hånden. De sang ikke ret godt, men til gengæld var det rart at se et fællesskab af mandlige seniorer hænge sammen, selvom de ikke længere går på arbejde.
Det er også sjovt, som der altid i den slags grupper, især ude i de små samfund, er én, der har brugt måske lige lovlig meget tid på nettet og har en ting eller to at sige om f.eks chem-trails eller Joe Biden. Da festivalens konferencie havde snublet lidt i ordene og præsenteret dem som “Marstals nulevende sømænd”, muntrede korets formand sig over dette i en lille fuldkommen usammenhængende rant om, hvorvidt Joe Biden er nulevende eller ej, inden de gik i gang med at skråle en sang om at have hjemme i Marstal.
“Da korets formand præsenterede John Mogensens alt andet end woke evergreen ‘Mennesker blir’ spist i Polynesien’, var det med en besynderlig appel til ikke at efterlade chem-trails på den smukke danske himmel ved at flyve til fjerne steder, hvor vi kan risikere at blive spist af “de skrækkelige mennesker, der bor der”
Et af sangforeningens næste valg var lidt morsomt taget i betragtning af publikum, hvor der var en overvægt af unge voksne fra København, måske nærmere bestemt Nørrebro, i det kreative og humanistisk uddannede segment. Da korets formand præsenterede John Mogensens alt andet end woke evergreen ‘Mennesker blir’ spist i Polynesien’, var det med en besynderlig appel til ikke at efterlade chem-trails på den smukke danske himmel ved at flyve til fjerne steder, hvor vi kan risikere at blive spist af “de skrækkelige mennesker, der bor der”. “Hoolalaloolalaj, Hoolalaloolalaj”.
Festivalens intentioner om at skabe “møder mellem generationer, mennesker og kulturer, som giver potentialet for nye perspektiver og forhåbentligt gør verden til et lidt sjovere sted”, var indtil videre lykkedes.
Performancen ‘Det store Maskefald’ var annonceret som en musical og foregik i Værftshallen, hvor sceneområdet var en lille rydning på gulvet mellem maskiner, hejseværker og materialer til vedligehold af skibe. Stråler af naturligt lys faldt ind gennem huller i taget, og publikum sad på skamler eller stod op langs stabler af brædder. Musikerne Clarissa Connelly og Mija Milovic, kunstneren Helene Due og danser, performer, skuespiller mm. Skjold Rambow havde lavet en forestilling om livet som stagehand – dem, der arbejder bag scenen med at slæbe gear ud og ind af lastbiler til koncerter og bakse med alt det tunge arbejde.
“Performancen afslørede måske lidt ufrivilligt et interessant dilemma mellem på den ene side at ville give anerkendelse til det oversete arbejde og på den anden side tildele det egne værdier.”
I ens crew-t shirts sang de små sange om den fine koreografi i disse menneskers oversete arbejde, dansede med koste og andre redskaber, mens Mija Milovic sommetider gik til klaveret, og Skjold Rambow brillerede med nogle fantastiske dansebevægelser. Ånden i at kaste lys over dette arbejde var meget sympatisk, men jeg tænkte også over, om de mon egentlig selv havde arbejdet som stagehands? Jeg kunne i hvert fald ikke helt genkende skildringen fra mine egne ungdomsår i branchen, hvor man nærmere kastede kasser med grej som storskrald, bevægede sig hurtigt og talte højt og uvenligt til hinanden.
Performancen afslørede måske lidt ufrivilligt et interessant dilemma mellem på den ene side at ville give anerkendelse til det oversete arbejde og på den anden side tildele det egne værdier. Ikke desto mindre var det et sjovt, camp og virkelig fint lille værk, de fire verdensstjerner i københavner-scenen havde lavet særligt til festivalen, når de sommetider sagde som høns eller som et futtog eller efterlod lange mellemrum til akavethed i rummet. Et rum, som jo var en faktisk arbejdsplads for det usynlige arbejde bag skibsdriften og den havn, sømændene netop havde sunget om, og som nu skabte et ekstra lag af betydning til den akavethed og små misforståelser af hinanden, som samtaler mellem unge og gamle, kunstnere og arbejdere fra byen eller fra øerne jo sommetider kan indebære.
Pop og finkultur
På denne måde vekslede festivalen mellem mere udfordrende oplevelser og store pop-oplevelser på udendørsscenen. Den danske sanger og producer Fine spillede en nærværende og downbeatet koncert med akkustisk guitar, synth og både ørehængende og mere krøllede melodier med små vink til Dido, inden man kunne gå over på Værftscenen igen og høre percussionisten Ying-Hsueh Chen spille nøje udvalgte slag på træblokke og andre genstande.
Jonas Eika læste op over live-lyd af GNOM på keyboard, som på vidunderlig vis underbyggede udvalgte dele af hans gennembrudsroman Efter Solen med filmiske stemninger og andre gange gav oplæsningens detaljerede blidhed rytmisk modspil med stakkerede melodifragmenter.
Vokaltrioen Ilinx sang en vildt spændende koncert trods lidt hæshed og måske sygdom i gruppen, hvor de forførte publikum fra pæn højskolestemning til at lokke sømænd i døden. En lystig kanon vedligeholdte i første akt af sidste komposition illusionen om gamle dage, og helt subtilt afslørede en r’n’b-fraseret sløjfe rundt om en tone, en helt anden tid.
“Stemmernes knirk begyndte at lyde som skibsskrog, der giver efter for bølgerne mellem porno-støn, og parodien blev mere og mere uhyggelig, efterhånden som stemmerne begyndte at minde mere om leende børn i lydsiden til en gyserfilm.”
Herfra gik de over i en parodi på popkulturens lillepige med Britney-knirk i stemmerne og overgjorde den infantiliserende sexethed til et punkt, hvor der begyndte at komme pinligt berørt kulør i kinderne på publikum. Stemmernes knirk begyndte at lyde som skibsskrog, der giver efter for bølgerne mellem porno-støn, og parodien blev mere og mere uhyggelig, efterhånden som stemmerne begyndte at minde mere om leende børn i lydsiden til en gyserfilm. Wow. Sikken en omgang. Og godt, at man bagefter kunne gå over og falde ned til en udramatisk koncert med Baby in Vain.
Wholesome højdepunkter
Et højdepunkt for mange festivalgæster var synligvis under koncerten af Lucky Lo og hendes utroligt velspillende band, både under nummeret Sunrise/Sunset, som handler om at miste nogen til kræft, hvor i hvert fald otte publikummer, jeg kunne se, stod med tårer glinsende i solen ned ad kinderne – og da hun derefter inviterede alle festivalens børn op på scenen. De små, der ellers havde været mest optaget af krabbefangeri, og hvoraf mange rockede bar røv og redningsvest festivalen igennem, var nu adskillige numre igennem både dansere og kor til en helt igennem wholesome koncert.
Blandt højdepunkter for mig var fredagens eftermiddagskoncert af Dawda Jobarteh & Cæcilie Trier (CTM), som komplimenterede hinanden med hurtige melodiforløb på det vestafrikanske strengeinstrument kora og tunge, dybe åndedræt fra celloen – alt sammen bearbejdet af elektronik og suppleret af Rune Kielsgaard på trommer og Mija Milovic på keys. Med den brændende sol og udsigten over skibsmaster og et bølgende hav, flød tempo og ro, varme og kølighed sammen i en slags følelse af at have rejst langsomt over lang afstand og ikke blot hørt en koncert, men erfaret noget.
“Det var instrumental ambient musik, som lod til at passe sig selv i lang tid ad gangen henover de knap tre timer, koncerten varede.”
På en lidt anden måde skabte 20_14 Assembly næste eftermiddag også en verden foran den store scene. Mange af de samme musikere gik igen, men denne gang var det en mere selvgroende udørk af vildskud og store tomme arealer af lyd, de skabte. Den internationale forsamling musikere og lydkunstnere bestod af Escho-sub-labelet 20_14’s kurator Rune Kielsgaard selv, Nova Varnrable, D.O.T., Voice Actor (Noa Kurzweil som dog vist ikke var til stede?), Cæcilie Trier og igen Mija Milovic.
Det var instrumental ambient musik, som lod til at passe sig selv i lang tid ad gangen henover de knap tre timer, koncerten varede. Milovic indledte med en gentaget guitarfigur, der lød som et skibs vuggen på stille vand en sommerdag, mens mere dunkle undertoner gradvist kom til, og saxofonsoloer fik lang tid at samle sig over. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg under koncerten gik op for at nå at høre noget andet på Værftsscenen og kom tilbage til den sidste time igen, hvor 20_14 forsamlingen lod til at have ladet musikken smelte som regnbueis i solen. “Det var noget spøjs musik”, hørte jeg et publikumsmedlem sige, da koncerten vistnok sluttede, og det var vist ment som en god ting.
Festfyrværkeriet
Koncerterne, der satte punktummer for de to afteners programmer, tilbød ligeledes en sund variation. Om fredagen Brimheim, der virkelig egner sig godt til open-air. En lidt højstemt, nordisk gotik præger indie-kunstneren, der veksler mellem de poppede og rockede ender af spektrummet. Og det top-professionelle band og lydtekniker formår at instrumentere og mixe dynamisk perfekt til en live-situation, hvor lyden forsvinder ud i sommernatten som fyrværkeri. I hits som can’t hate myself into a different shape holdt den rutinerede sanger sluttoner til et (næsten) Jeff Buckleysk bristepunkt, og sindssygt veludførte og faktisk interessante guitarsoloer klædte det hele i en dramatisk pragt.
Om lørdagen var det ren Københavner-fest med Fraads, der sprang rundt og ormede sig med sit “sexet hjerte” og fik en dansefest i gang, som næsten var lige så god som til det DJ-set, Téa havde lagt natten før. Mest af alt gav koncerten en sandsynligvis for mange festivalgæster komisk forløsning, især da Fraads aka Pappa Erotic fik luft til at tale til publikum: “Ej ok, det fedt at vær her og spil foran den der mole eller what dat izz”, inden han fyrede den af med ‘Farlig danser’, og der til sidst blev fyret et ægte fyrværkeri af bag scenen, der må have vækket det meste af øen.
Vi ses
Øhavet festivals ambitioner om “at blive en stærk og væsentlig platform for ny dansk musik” blev i højeste grad indfriet i 2024, og med en sund vekslen i programmet mellem tungt og let, farligt og stenet, wholesome og festligt, var det også en virkelig god publikumsoplevelse. En af den slags, hvor man var helt sammenhængende igen og fløjlsagtig indeni, da man tog afsked med Ærø.
Info: Øhavet Festival fandt sted den 19.-20. juli.
