Passive/Aggressive

Omar Souleyman – Et ægteskab med den internationale musikscene

Blog October 21 2013, af Alexander Julin

Omar S billede

Af Alexander Julin

Omar Souleyman har siden 1994 udgivet en længere række kassetter under nogle mere eller mindre formelle omstændigheder i sit fædreland, Syrien. Med baggrund som wedding singer og status som legende indenfor dabke, blev Omar Souleyman spottet af Sublime Frequencies i 2007, hvor at han efterfølgende ville opnå en hvis form for international anerkendelse efter udgivelsen af en række internationale kompilationer, der tæller “Highway to Hassake”, “Jazzera Nights” m.fl.

I dag bliver Omar Souleymans første ordinære album, Wenu Wenu, så udgivet lidt over 20 år inde i Souleyman karriere via Ribbon Music. Alt ved Souleyman og “Wenu Wenu” som udgivelse fremstår ekstraordinært og uvant i det vestlige øre; blandt andet de repetitive elementer fra dabke, tempoet, den arabiske og kurdiske lyrik, men også Souleymans tilgang til musikken, der stilmæssigt ligger et sted mellem folkemusik og techno. Den dag i dag spiller Souleyman stadig til bryllupper og hans koncerter bliver formentlig stadig optaget og udgivet via diverse syriske kiosker udenfor det vestlige mediers radar.

Det er altså mere et spørgsmål om at kunne spille bryllupper end etablerede festivaler, når det kommer til stykket, men det er også denne tilgang til musikken, der skinner igennem på trods af Souleymans fremmede sprog. Det handler for helvede bare om kærlighed, hver og én af mandens sange. Budskabet forbliver derfor stadig intakt selvom det præsenteres udenfor Syriens grænser og uden lyrisk forståelse, men bliver til gengæld belyst på ny vis. For hvad Omar Souleyman bidrager med i den internationale verden af musik er i høj grad bundet op på hans egen kultur og egne traditioner, men disse traditioner bliver i de fleste øre i vesten gradvist mere eksotiske. Der kan altså være tale om en sund form for musikalsk integration, hvor Souleymans hjemstavns kultur bliver fastholdt i dets møde med den vestlige kultur, med dét til agenda at sprede budskabet om at elske.

Info: Wenu Wenu er produceret af Four Tet og bliver udgivet af Ribbon Music. Omar Souleyman giver koncert den 6. november til syrisk aften på Lille Vega (RSVP).