oqbqbo – Vokalens varme i eksilets ensomhed
oqbqbo “Untitled” (Posh Isolation, 2019) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen
oqbqbo er russiske Nastya Sipulinas soloprojekt og et forholdsvis ubeskrevet blad på den danske scene. Hun har tidligere udgivet et selvbetitlet album på kassettebånd, mens mini-albummet “Untitled” er hendes første soloudgivelse for Posh Isolation.
Hvor hendes tidligere udspil har været markant mere upbeat og dansable, er “Untitled” en anderledes afdæmpet affære. Alle ingredienserne til festen er sådan set stadig til stede på albummet, der trods sin lette og svævende karakter peger klart i retning af klubmusik. Men så alligevel ikke. For trods det repetitive formsprog er numrene for korte (ofte kun omkring to minutter) til at være trancefrembringende og når aldrig et klimaks, men forbliver nedtonede og slørede. Som en fest, der ikke rigtigt vil tage form.
Lydbilledet er varmt og mættet. Som et morfintæppe bølger og ekkoer de dominerende synths fra side til side. Alt er vådt og svøbt i rumklang. Dog føles lyduniverset samtidigt tomt og koldt. Måske fordi “Untitled” ikke rigtig “handler” om instrumenteringen, men er fokuseret omkring stemmen. Eller rettere sagt omkring en udefinerbar vokalisme. På alle numre optræder stemmer i forskellige afskygninger, stort set uden ord. Blot ordløse stemmer, der væver sig ind mellem hinanden.
De tilhører ikke afsenderen. Det er ikke solistens homogene vokal, hvis personlighed kan binde værket sammen. Det er passerende hovedpersoner, der hjemsøger albummet. Forvrængede og androgyne. Digitale munkes uendelige kor. Barnagtige melodiske krøller. Endda fuglefløjt på “Temple Tree”.
Hjerteskærende melodiske i det ellers ensomme univers.
Sipulina er russer, men har boet i Tokyo og har nu base i København – en afgørende biografisk detalje. For de ordløse stemmer indkapsler voldsomt vellykket fornemmelsen af at være fanget i en by uden at kunne sproget. På godt og ondt. Det er følelsen af at stå udenfor og kigge ind. En gennemgående fornemmelse af, at lyden kommer til os gennem vægge. Man er ikke med til festen, men klæber sig til ydersiden af den. Som passerede man ensomt byens barer og fra gaden observerede de varme kroppes smil og stumme samtaler.
Dog illustrerer “Untitled” samtidig mødet med det fremmede og den genklang og forbindelse, der kan gro der. Hvordan følelser kan kommunikeres (måske mere rent) uden om konventionelt sprog. Hvordan relationer ikke nødvendigvis er betinget af stabil kommunikation, men måske bedst rummes i det utydelige, i det tvetydige. I tågen.
Der er noget næsten invasivt intimt over hele affæren. En skrøbeligt bekendende karakter. Bekendelser fra et udefineret persongalleri. Ikke bekendelser i ord, men i kroppe. One night standets flygtige intimitet. Klubbens kemi – forbindelser i musikkens undertrykkende støj.
oqbqbos formsprog taler meget præcist ind i den kommunikationsmodus, der præger det, vi kunne kalde “easy jetsettet” – en generation af wannabe globetrottere, der finder fællesskaber på tværs af og uden om landegrænser og historiske skel. Melodien som et sprog, der kan række over barrierer. Gennem kulturer mellem mennesker. En varme i den eksileredes golde ensomhed.
Denne vinkel giver også nyt liv til den ellers lidt slidte titel “Untitled”, der her synes at pege på noget radikalt andet end amerikansk minimalisme. Snarere taler den om Soundcloud-generationen og en tidsalder, hvor det historiske og nationalstatsforankrede sprog udviskes til fordel for kunstens tvetydige kommunikation.
Info: “Untitled” udkom 7. februar på Posh Isolation. oqbqbo spiller desuden til Posh Isolations 10 års jubilæumsevent “Port Out, Starboard Home” 23.-25 maj på Overgaden.
