Passive/Aggressive

Younolovebunny – drømmecomputer og silkelagen

Blog February 8 2013 younolovebunny

Han er 30 år, grisefarmer og har over 700 uudgivede sange, der går helt tilbage fra 2002. Or so the story goes… Sikkert er det, at Younolovebunny er Claus Frølich, som først nu præsenterer verden for sit formfuldendte univers af 90’er-slackerrock og grunge omsvøbt i et lyserødt silkelagen af lo-fi retardo-pop og kassettebåndsalat. Musikvideoerne, som er Ariel Pink og Mac DeMarco værdige, indeholder blandt andet en internetsøgnings-skattejagt, kollager af Putin og sågar klip fra en dansk kortfilm fra 1986 ved navn “Drømmecomputere“. Læs resten

“You’re Living All Over Me” – en desperat forelskelse og fuldkommen hengivenhed

February 6 2013 dinosaurjr

Af Buster Ask

I en tid hvor tempoet var højt og kodeordene var Dischord og SST, efterlyste to unge fyre på en high scool i Massachusets en trommeslager, der havde lyst til at spille virkelig hurtigt. Efterlysningen blev besvaret, og bandet Deep Wound oprettet. Her mødtes to af indierockens vigtigste og mest indflydelsesrige personer hinanden for første gang: Lou Barlow og Joseph Mascis.

Et år senere, i 1984, slog de sig sammen med vennen Murph og dannede bandet Dinosaur. I modsætning til scenens musikalske tendenser erkendte Barlow, at musik sagtens kunne være langsomt og tiltalende på samme tid, hvilket, han efter sigende selv mente, var et resultat af pot-rygning og at høre Replacements. Den reserverede Barlow blev ved med at få udfordret sin musikalske horisont i form af Mascis’ melodiske guitarfigurer indsmurt i potente mængder distortion og reverb.

I 1985 udgav de det selvbetitlede debutalbum, som modtog en rimelig portion roser, men der skulle dog gå to år endnu, før verden skulle stifte bekendtskab med det, der i dag bliver anset, som en af de mest skelsættende og elskede indierock-plader nogensinde.

“You’re Living All Over Me” (1987) er en selvmedlidende og ynkelig plade, der oser af desperat forelskelse og fuldkommen hengivenhed. Selvom pladens tekstside er et resultat af Mascis’ isolation fra både bandet, såvel som andre mennesker generelt, og de utallige interne stridigheder i bandet, er det nogle helt andre ting, der kommer til udtryk, når man som lytter lægger ører og hjerte til denne plade. Læs resten

Mixtape: Cejero Ramblings

February 5 2013 tommerflaade

Sejerø Festival har igennem de sidste par år markeret sig, ikke bare med en musik- og kunstfestival, men også nogle dokumentationsprojekter. Af noget musik, af kunst, af en følelse, som blandt andet er blevet til fotoserier, det fremragende videoprojekt “Sejerø Festival Archive”, pladeselskabet Cejero osv. alt sammen inden for en ideologisk og kunstnerisk ramme af nonprofit, tæt på naturen og følelsen… og hvordan man ellers kunne beskrive det. Skribent Jeppe Berg kaldte festivalen for “et monument over en følelse“.

Det nyeste projekt er en serie mixtapes under titlen “Ramblings”, som bliver lagt ud hver måned i 2013 – uden trackliste i første omgang, og indspillet manuelt – og her er der både plads til world, elektronisk, egne festivalfavoritter og Beach Boys, som falder inden for Cejeros arbejdstitel af et slogan working for radical and curious music. Det samme prøver vi at gøre på Passive/Aggressive. Der er premiere på mixtapet herunder.
Læs resten

Brötzmann og fee finsk free – en ensembleartikel

February 4 2013 peter

Af Frederik Denning

I februar kommer legendariske Peter Brötzmann til Danmark og spiller med Johs Lund og P.O. Jørgensen. Først den 7. februar hos LJUD i Aarhus, den 8. februar på Mayhem og dagen efter på Huset i Magstræde. P.O. Jørgensen har spillet med Brötzmann gennem en årrække under navnet The Wild Mans Band, normalt med el-bassist Peter Friis Nielsen. Sidst gruppen spillede i Danmark leverede de et regulært brag af en koncert. Med Johs Lund på sax i stedet for Peter Friis Nielsen karakteristiske el-bas kan man forvente en endnu mere jazz-puristisk lyd og formentlig mere voldsomme eksplosioner i koncerten. Koncerterne er selvfølgelig absolutte must-see’s (dem alle), som det er, hver gang Brötzmann er i landet, hvilket han er igen den 4. april, når han spiller duo med den måske vildeste aktive trommeslager lige nu; Paal Nielsen-Love. Det bliver absurd, så sæt kryds i kalenderen.

Men nu var det faktisk ikke mit ærinde. Egentlig ville jeg anbefale noget finsk freejazz, som ligger i en naturlig forlængelse af den europæiske scene, som netop Brötzmann etablerede fra slutningen af 60’erne og frem. Læs resten

PC Worship – når skallen knækkes

February 1 2013 beatpunk

Det yderst produktive støj-inferno PC Worship, der efterhånden har rumsteret i Brooklyns bredtfavnende musikliv som en del af kollektivet Le Wallet, holder nu fortsat det smalle udgivelsesinterval ved lige, som han nu atter er aktuel med efterfølgeren til forrige års ‘Toxic Love’.

På ‘Beat Punk’ lader PC Worship stadig barrieren af feedback og skævt klingende guitarstrenge tale for sig, mens vokalen mumlende lægger sig i lydbilledets baggrund, gemt væk i en nærmest uigennemtrængelig skal af noget uforståeligt, men svært dragende. Herved overdrages stemmen og dens funktion altså til den øvrige instrumentering og flytter fokus fra Justin Frye’s tilstøjede vokal og til en lyd, der både er psykotisk i dets utilregnelige udbrud af saxofonskrig og hvinende strenge samt idérig i et noget så bemærkelsesværdigt omfang. Læs resten

Chelsea Wolfe – akustisk gotisk weird-folk

Blog January 31 2013 CHELSEA_WOLFE_WEB07

Af Agnes Vilén

Chelsea Wolfe er en sangerinde fra Los Angeles, der har en vis fysisk lighed med Marilyn Manson, men hvis musik befinder sig i et mærkeligt spændingsfelt mellem noget ekstremt sort og gotisk og uskyldig, næsten country-agtigt singer/songwriter. I oktober måned udkom hendes tredje album ‘Unknown Rooms: A Collection og Acoustic Songs’, hvilket, til forskel fra de to forgående udgivelser, udelukkende består af en række enkle og akustiske sange. Det lyder måske kedeligt og ligegyldigt, men det er det absolut ikke. Sangene varierer en del i genre – fra western-nummeret ‘Our Work Was Good’, over det mere folk-inspirerede ‘Appalachia’ til simple 90’er-toner i nummeret ‘Sunstorm’. Fællesnævneren er Chelsea Wolfes klare, smukke, onde, lyse og skrøbelige stemme. Læs resten

Grouper – den dragende undergang

January 30 2013 grouper_live photo by Ama Chana

Af Niklas Langeland Pedersen

Da Liz Harris var teenager, opdagede hun sammen med sin far en forulykket sejlbåd, der var skyllet op på land på Agate Beach, tæt ved hendes hjem i Oregon. Den sejlende var forsvundet uden at efterlade sig forklarende spor, og båden var drevet førerløs i land. Båden blev liggende på stranden i flere dage, og oplevelsen af at udforske båden og den sejlendes efterladte genstande endte med at inspirere til navngivelsen af ‘The Man Who Died in His Boat’, der bliver den ottende albumudgivelse, sådan cirka, i sagaen om Grouper.

Siden 2005 hvor Grouper, alias for Liz Harris’ soloprojekt, selv udgav sin første selvbetitlede cd-r, er det foruden syv albums – udgivet selv eller på mindre labels som Type Records – også blevet til en god håndfuld split-udgivelser og kollaborationer. I 2008 udgav hun ‘Dragging a Dead Deer Up a Hill’, der med sine meditative og nærmest spirituelle, ambiente spøgelsespop-skæringer placerede hende i toppen af den liga af sfærisk, æterisk pop, som Beach House pionerede med deres debutalbum et par år forinden. En karakteristik, der dog ikke er helt tilstrækkelig, når man skal beskrive den store tågede ødegård, der er Groupers samlede output. Læs resten